Edith Pretty er en moden enke, bosat på en ejendom ved Sutton Hoo, et højdedrag ned mod Deben-floden i Suffolk. Hun sætter sig for at få udgravet nogle høje på sin ejendom. Hun er selv interesseret i historie og arkæologi og ’tændt’ af tanken om, at højene rummer spor af historisk fortid. Hun råder imidlertid ikke over den fornødne ekspertise, så hun hyrer Basil Brown til at stå for udgravningen. Basil er ligefrem så erfaren som udgraver, at han på et tidspunkt påstår, at man bare skal vise ham en håndfuld jord, så kan han sige hvilken ejendom i Suffolk County den kommer fra. Edith tager desuden kontakt til sin fætter, der dukker op for at give en hånd med ved udgravningen.
Det går snart op for Basil og Edith, at der faktisk ER spor af fortiden i højene. Faktisk så store og banebrydende fund, at de bringer lys over en historisk periode i britisk historie, som ellers indtil da har henligget som den mørkeste middelalder på en bund af myter og skrøner.
Da Ipswich og British Museum får nys om fundet, ligger det repræsentanter derfra stærkt på sinde at overtage ansvaret for at færdiggøre udgravningen og for den videre håndtering over for ministerier, myndigheder og offentlighed. Samt ikke at forglemme at overtage prestigen fra, hvad chefarkæologen fra British Museum ligefrem kalder amatører.
Edith er alvorligt syg af uhelbredelig gigtfeber – og er bekymret for, dels om hun når at følge udgravningen af højene til måls og dels om hvordan det skal gå hendes søn, Robert. Han er til gengæld blevet rigtigt gode venner med Basil og hans kone, Amy.
Filmen er baseret på virkelige personer og begivenheder. Tidsmæssigt befinder vi os i sommer og tidligt efterår 1939. I glimt høres nyheder på radioen om forsøg på at afskrække nazi-Tyskland fra gå ind i Polen og til sidst om at det britiske ultimatum til Hitler fører til krigsudbruddet.
Det vækker især til eftertanke, at Edith og Basil har fokus på at afdække historien og at gøre deres fund tilgængelige for offentligheden. Edith ender derfor med at skænke fundene til British Museum – hvad hun har formelle juridiske beføjelser til, da de er gjort på hendes ejendom. Fundene blev derefter under krigen opbevaret på en undergrundsstation. Premierminister Winston Churchill tilbød at tildele Edith en CBE-titel - Commander of the Most Excellent Order of the British Empire – hvilken Edith afviser. Basils indsats er derimod i al væsentlighed forblevet ikke-anerkendt.
På den måde handler filmen også om entusiastiske amatørers strid med formelle autoriteter, om hvem der er høj og lav i det britiske klassesamfund og om vigtigheden af at bevare fokus på kultur og historie selv i de sværeste tider.
Filmen er instrueret af den unge Simon Stone, der har formet filmens karakter med fin sans for lade deres karaktertræk tale uden unødigt effektjageri. Der er i det hele taget en fin stilfærdig stemning over karaktererne, omgivelserne og landskabet i Suffolk, understreget følsomt af en kameraføring, der giver sig tid til at dvæle ved ordløse detaljer.
Og så er der skuespillerne, der kan tage afsæt i en lavmælt dialog, der understreger karaktertræk og spænding mellem karakterne. Ralph Fiennes spiller Basil Brown med den underdanighed, der hører sig til med hans placering i samfunds-pyramiden – om end han med sin faglige stolthed også søger, nærmest forventer, respekt for de resultater han når frem til i Sutton Hoo. Ken Stott, som blandt andet kendes fra rollen som Inspector Rebus i TV-serien baseret på Ian Rankins romaner, fylder på fornem vis rollen som den bryske og arrogante chefarkæolog Charles Phillips ud. Endelig skal Carey Mulligan i rollen som Edith Pretty nævnes. Nok er hun med sine kun 36 år lige vel ung til at spille en figur, der i virkeligheden var 56 år gammel. Til gengæld bliver Ediths ihærdighed udi arkæologien og hendes udsatte helbred fremstillet særdeles overbevisende. Og så har Carey Mulligan fysiske træk, der ligner virkelighedens Edith Pretty.
En absolut seværdig film, der er formet med stilfærdig britisk elegance.