Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er vist gået de flestes næser forbi, at Ron Howard netop har lavet en ny film. Den fjollede, lille og rødhårede mand har ellers været meget i fokus det seneste årti, hvor han har fået flere Oscar-nomineringer og stået bag filmatiseringen af ”Da Vinci Mysteriet”. Vi skal dog helt tilbage til 80’erne for at finde, hvad jeg ville kalde, hans storhedstid. ”Splash”, ”Cocoon” og ”Willow” er alle film, jeg stadig kan finde på at se. Men hans nyeste film har altså ikke vakt den store opsigt, og det er der god grund til. ”The Dilemma” er nemlig i både form og indhold en ufatteligt anonym film. Med Kevin James i den ene af de to hovedroller, har man også nogenlunde en idé om, hvad man går ind til. Komikeren er skam ikke uden sin charme, men hans humor er endnu ikke overført ordentligt til spillefilm, og ”The Dilemma” ender som endnu en i rækken af hans ligegyldige præstationer. Filmen er dog mere den anden hovedrolles – nemlig Vince Vaughn. Det er hovedsageligt hans skyld at filmen fungerer og fejler, på de punkter den nu gør. Vaughn har bestemt ikke den bedste komiske timing, og mange af filmens vittigheder hviler på hans skuldre. Det er dog ligeså meget et drama som en komedie, og netop de dramatiske øjeblikke fungerer nogenlunde. Derfor er det ikke helt forkert at sige, at filmen er blevet lanceret forkert, og folk ser den med de forkerte forventninger.
Plottet er simpelt nok, og fungerer mere som en form for udspringsbræt til en række pinlige situationer for vores ene hovedrolle. Ronny (Vaughn) ser Nicks (James) kone (Winona Ryder) sammen med en anden, og skal nu finde ud af, hvordan han får det sagt til ham. Det er filmens ”dilemma”, og temaerne om venskab, ægteskab og sandhed er vel evigt relevante, hvis de bliver udforsket korrekt. ”The Dilemma” har dog ikke forfærdeligt meget at byde på. Langt de fleste vittigheder falder fuldstændigt igennem, og tilbage står filmens ægthed som stort set det eneste plus. Selvom Ron Howard har lavet en meget anonym og ligegyldig film, føles det nemlig meget autentisk på trods af de komiske øjeblikke, der hiver en ud af den stemning. Noget andet der kan tiltale en stor gruppe mennesker, er det cast Howard har kombineret. Kevin James er meget fremme for tiden, Vince Vaughn har en dedikeret fangruppe, Winona Ryder er der et eller andet uhåndgribeligt ved og Jennifer Connelly er en fantastisk skuespillerinde. Mere ligegyldigt ser vi Queen Latifah (åh Gud, hvor jeg hader hende) og Channing Tatum i mindre roller, men faktum er, at de ligeså er forholdsvis fremme i skoene for tiden, og især Latifah har en stor fangruppe i USA. Netop derfor er det en smule underligt, at filmen er gået forbi de fleste, men det er muligvis det papirtynde plots skyld, og filmen har netop heller ikke modtaget den bedste kritik – hverken af publikum eller anmeldere. Dette er endnu en grund til, at jeg er en smule overrasket over, at filmen faktisk havde sine positive sider. De er få, og der er langt imellem, men troværdigheden samt moralen forbliver intakt og relevant det meste af tiden, og det skal filmen og Howard roses for.
”The Dilemma” ender nogenlunde præcis, hvor man forventer det. Plottet udspiller sig uden de store armbevægelser eller overraskelser, og selve klimakset er forudsigeligt og hurtigt overstået. Det er ikke en gennemgående velfungerende film, til det er der for stor fokus på dårligt konstruerede komiske øjeblikke, og der bliver lagt op til mere, end det man egentligt ender med. Filmens allerstørste dilemma er at finde en målgruppe, for den er næppe dramatisk nok for dem der efterlyser et godt drama, eller sjov nok for dem der efterlyser en god komedie. Derfor ender filmen som en noget middelmådig oplevelse, der dog overrasker positivt ved ikke at være helt elendig – som Ron Howards film her på det seneste ellers har været.
Billede & Lyd – 4/6
Billedet er såmænd ganske skarpt, men filmens farvetone virker en anelse for kold til indholdet. Det er på sin vis ligeså anonymt som Howards instruktion, og på den måde kan man godt sige, at det hele går hånd i hånd. Det er bare en anelse synd, når der nu er rig mulighed igennem de mange skud af storbyen til at imponere. Lydsiden imponerer heller ikke just, men fungerer som den skal. Dialogen går skarpt igennem, men detaljerne er desværre få. Derimod er lydniveauet og balancen imellem de forskellige lag glimrende sat sammen, hvor især en bilmotors lyd i slutningen med en god bas imponerer. Som helhed er der på den ene side ikke noget at sætte en finger på, men på den anden side er det hele sat meget sterilt sammen.
Ekstramateriale – 2/6
En række slettede scener som ikke tilføjer det store. Når man kigger på den amerikanske udgivelse, kan man undre sig over, hvorfor danskerne ikke får ligeså meget med.
Universal Pictures.
