Skriv en kommentar
Designated Ugly Fat Friend. Eller forkortet: DUFF. På dansk er det den tilgængelige vennetype, som bliver brugt til at få adgang til dennes meget pænere og populære venner.
High School labels er blevet udødeliggjort i især The Breakfast Club (1985) og her får vi endnu en til rækken. Heldigvis bliver det præsenteret i en film med en vidunderlig selvglorificering af os som individuelle personer.
Da hovedpersonen Bianca første gang hører det ilde flatterende udtryk DUFF er det til hendes eget ansigt af skolens mest populære dreng Wesley. Ikke desto mindre vælger denne stærke pige at tage kampen op mod udtrykket, og forandre sin identitet. Hun melder sig ud af sit sociale liv, og får Wesley til at give hende et kursus i at blive feminin, mod at hun låner ham sine lektiernoter. Med hans hjælp kan hun måske få scoret Toby, hendes (u)hemmelige forelskelse. Men skolens populære pige har også nogle ting at sige om Bianca, og det hele kulminerer til skolens Gallafest...
The DUFF er en filmatisering af forfatterinden Kody Keplingers bog af samme navn. Kody Keplinger hørte udtrykket blive brugt i sin egen High School og skrev derefter bogen da hun var 17 år gammel.
Det er ikke uforståeligt at bogen blev en bestseller og senere købt til filmatisering, for Kody Keplinger har en forfriskende og charmerende stemme, som denne film, der trækker små humoristiske spor af blandt andre She's all that (1999) og Juno (2007), formår at overføre til det store lærred.
Kritikere kunne fristes til at kalde The DUFF for en form for "My Fair Lady" for amerikanske teenagere med ikke noget videre indhold.
Men denne film sætter blandt andet et let fokus på cyber-mobning blandt nutidens unge. Med de sociale mediers alt omkredsende tilstedeværelse er der ikke længere nogle steder at gemme sig.
Noget vi har set skræmmende beviser på blandt andet den sociale side Ask.fm, hvor en elev fornyligt blev opfordret til at begå selvmord af en anonym person(er).
Men filmen giver også et friskt og spændende indblik i hvordan de sociale medier inkorporeres i de unges dagligdag.
Mae Whitman tv-serien Arrested Development spiller hovedrollen som Bianca, og hun har samme charme og halv-elegance over sig som Ellen Page i Juno (2007) Hun er ikke mindre en hylende morsom, og har en komisk on-spot præcision.
Nævnes må også Ken Jeong The Hangover trilogien som læreren Mr. Arthur. Hans komiske talent er uovertruffent og rammer plet ligemeget hvilken film han er med i. Det kunne være interessant at se denne skuespiller i en mere mørk rolle engang i fremtiden, ala Steve Carell i Foxcatcher (2014)
Faktisk kan man mærke at hele holdet af skuespillere har en stærk forbindelse til deres respektive roller, og det giver et sjovt og samhørigt løft til filmens High School community.
For stereotyperne i sådan en teen-film er skam at finde, og kliche-afslutningen bliver lige lovlig sød og happy-ending, men denne film får løftet sig op over det værste, og står selvstændigt tilbage med dens eget budskab.
Og det budskab er, at ligemeget hvilket stempel du får sat på det, er det eneste der betyder noget hvordan du selv ser dig.
Et smukt og fint budskab i en tid hvor unge bliver bedømt på alt og overalt.
