Skriv en kommentar
Terningerne er kastet, smag kan ikke diskuteres, og enhver er sin egen lykkes smed er i dag verdenskendte latinske fraser, som efterhånden er blevet så genbrugte, at de for længst har opnået klichéstatus. Få har dog in mente, at talemådernes levetid er temmelig langtrukken, da deres rødder strækker sig helt tilbage til Romerriget. På film har skildringen af romernes magtfulde imperium efterhånden også iklædt sig en passeret ekvipering, hvor klichéer og deja-vuer udgør hver en tråd og syning. Engang imellem brister syningen dog, og et uventet, ukendt tekstil marcherer ind med flammende farver og revolutionerende kvalitet. Og hvem kan modstå en revolutionær? Ben Hur (1959), Spartacus (1960) og Gladiator (2000) blev ikke modstået dengang, de kom frem, men blev modtaget med filmisk fyrværkeri og lutter henrykkelse. Nu banker The Eagle på den samme dør …
Vi er i år 140 e.Kr. Den romerske soldat Marcus Aquila (Channing Tatum) og hans britiske slave Esca (Jamie Bell) drager fra Rom til Skotland i håb om at opspore den niende legion, som forsvandt sporløst tyve år forinden. Marcus´ far stod i spidsen for den mytiske legion, og der er mere end blot gammeldags detektivarbejde på spil for den ellers velrenommerede Marcus, der inderligt håber på at generobre den niende legions fortabte guldemblem, The Eagle of the Ninth. Hermed har han også en enestående, gunstig chance for at genoprette sin fars besudlede ære samt give ham et ordentligt mindesmærke.
Rom, rang og råstyrke
Der er bare noget fascinerende over Romerriget. Punktum. Ekvipagen, galocherne, æresbegrebet, dødsforagten, heroismen, begæret, gudsdyrkelsen, skabelsen, destruktionen … selv det romerske liv var larger than life. The Eagle sammenholder denne materielle og spiritualistiske storhed på fortræffelig vis. Grundmaterialet i filmen er selve materialisationen af alt det fængslende, legendariske og monumentale, vi associerer med Romerriget. Men også det blodtørstige, det barske og det barbariske. Allerede i filmens startsekvens etablerer filmen sin dobbelttydige tone – en flok bevæbnede legionærer sejler ned ad en grumset, mudret flod, omgivet af frodige, nedsunkne træer. Tilfældige blade flyder henslængt på den glittede overflade, der nu og da forkludres af årernes indtrængende gennemboringer. Stilheden er overmandende, truppen tavs, og kameraet lumsket snigende, som klar til angreb, når det skal være. Se, det er en intro, der kan noget.
Filmens instruktør, Kevin Macdonald, har før stået bag den Oscarnominerede The Last King of Scotland (2006) og demonstrerer på ny med The Eagle, at han har solid tæft for at sætte et medrivende, opildnende drama sammen. Det trækker heller ikke ned på helhedsindtrykket, at han har allieret sig med den danske kameramester Anthony Dod Mantle, som atter bemestrer kameraføringen på nærmest oversanselig vis. Dét liv og dén vitalitet, som denne mand tilfører ethvert kamera, er ganske enkeltstående. Kameraet synes i hver indstilling at være placeret lige præcis dér, hvor det skal være. Det ene øjeblik langsomt pacende, som om det står og hviler sig, henkastet og uanfægtet, afventende sit prospekterede interesseobjekt uden at forcere det frem. Det næste sekund farer det rundt, adræt og rørigt, som om det har vokset vinger, der slæber på det i alle horisontale retninger og zigzagger det op og ned ad samtlige vertikale lag. En fornøjelse ud over det sædvanlige.
Der er ingen gryende klokkeslag, der fremskynder tempoet i filmen, som i stedet strækker sig langt og længe, uden at slippe taget i tilskuerens opmærksomhed og indlevelse. Karaktererne er fint udbyggede, selvom freudianske fortalere vil fryde sig over at få serveret en masse appetitvækkende lækkerbiskner at gnaske i, da karaktergalleriets lidelsesfulde og tiltagende personlige problematikker cirkler furiøst rundt om fundamentale freudianske tematikker, som overdimensionerede faderbindinger, der både forkvakler og beruser den individuelle selvfølelse samt en opelsket Thanatos (dødsdrift), der synes absolutistisk. Hvorom alting er, skorter The Eagle ikke på psykologisk brændstof, der flere gange sætter fut i filmens letantændelige fremdriftsnerve.
Venskabsportrætteringen mellem herren, Marcus, og hans slave, Esca, gengives heftigt og smukt, uden at svække det med rørstrømske opbrud eller usandsynliggøre det med overdramatiserede indslag. Opfriskende er det ligeledes, at der ingen feminine protagonister er indlejret i filmen til at slå en unødvendig kile mellem Marcus og Esca eller franarre filmen dens fokus på det væsentlige.
Skuespillet er tækkeligt, om end ikke fantastisk. Personligt sank jeg en bitte overraskelsesklump over Channing Tatums lidenskabelige præstation. Hans hidtidige varemærke har jo været trussestjælende rollevalg. Forandringen klæder ham, og lad os håbe, at den kun er i puppestadiet. Jamie Bell stjæler dog hver en scene, han er med i. På trods af sin unge alder afmærker han en intens nærværelse, der spøger længe efter, han har forladt lærredet. Ingen tvivl skal der herske om, at denne unge brite har fundet sit kald.
Plottet er veludbygget og overvejet. Et naturligt drive – både overordnet set og på den individuelle skala – dominerer filmens udviklingsakse, som i nær to timer ikke svigter mere end et par gange. Billedsidens æstetik er fra først til sidst nydelig, at hver scene bærer præg af et pittoresk postkort – ikke af den vammelsøde, overspillede slags, men af den slags, hvor fantasien og følelserne begiver sig ud på ubegrænsede mentalrejser. Kombineret med det ganske pragtfulde soundtrack (tjek det endelig ud!), som dog til tider distraherer for meget fra handlingen, eleverer filmen sig op på et uhyrlig sublimt niveau, hvor både historiefortælling og udførelse går hånd i hånd, enstemmige som månen og tidevandet.
The Eagle stiller konstant interessante spørgsmålstegn ved fænomenerne civilisation/kultur og primivitivisme/natur, uden at nå frem til en definitiv konklusion, som er ligeså befriende, som det er klogt. Filmens slutning syner dog frem som en træg og tryg forudsigelighed ... men det er tilgivet, for holistisk set, er filmen måske ikke nogen sand filmisk fuldendelse, men så sandelig en fuldstændig filmisk fornøjelse!
