Skriv en kommentar
This is information the world needs to know
I december 2007 mødes Julian Assange (Benedict Cumberbatch) og Daniel Domscheit-Berg (Daniel Brühl) for første gang efter at have chattet online. Assange vælger ret hurtigt at gøre Berg til sin højre hånd, og derefter triller snebolden, da de sammen afslører den ene skandale efter den anden på hjemmesiden WikiLeaks.
Filmen introduceres med en montage over, hvordan information som medie har ændret sig gennem tiden - fra egypternes skift på væggen til at læse avisen på iPad’en. Udover at det er vildt fedt lavet, tænker man, at de tager munden lidt for fuld med en så omfattende introduktion. Denne fidus af et klip virker noget malplaceret, men er derudover det eneste velproducerede virkemiddel, der bliver brugt i filmen.
Der bliver tit brugt en form for fiktivt kontor, hvor Berg og Assange offline kommunikerer med hinanden. Kontoret gør det muligt at visualisere, hvad der offline sker mellem Berg og Assange og især til at afsløre de hemmeligheder, der omgiver Assange. Uheldigvis virker hele scenariet utroligt fjollet. Ligesom resten af filmen.
Uklar handlingstråd
The Fifth Estate påstår ikke at være en dokumentar, og er det heldigvis ikke. Men den røde tråd er dog svær at se helt tydelig. Er dette en film om selve websiden WikiLeaks’ begyndelse og katastrofale exit? Om Julian Assanges tågede ungdom, der har gjort ham til den han er? Eller handler den om ofrene for diverse skandaler publiceret på sitet i de seneste år?
Man kan pin-pointe én handlingstråd, som i høj grad er den mest interessante, nemlig historien om Daniel Domscheit-Berg. Hvordan han sideløbende med succesen hos WikiLeaks driver sin tolerante kæreste (Alicia VIkander) til vanvid og hvordan hans glansbillede af partneren Assange langsomt, men sikkert, krakelerer. Den forholdsvis ukendte Daniel Brühl gør karakteren sympatisk og jordbunden og burde i høj grad have fyldt mere i historien.
I stedet er der inkluderet dybdegående historier om ligegyldige biroller. En af dem er om en mellemøstlig mand, der efter hemmeligt at have samarbejdet med USA’s regering må flygte ud af landet. WikiLeaks afslørede hans navn (samt mange andre kilders navne) i det dokument, de udgav, kort før sitet blev lukket ned. Historien har sin relevans, men gør filmens handling mere uklar og langtrukken.
He’s not a journalist. He’s a threat to national security
Siden optagelserne af The Fifth Estate har det været offentligt kendt, at hovedpersonen selv, Julian Assange, ikke har været begejstret for filmens tilblivelse. Hovedrolleindehaveren Benedict Cumberbatch ønskede at træffe Assange in persona, men blev dagen før optagelserne mødt med et advarselsbrev (se http://wikileaks.org/First-Letter-from-Julian-Assange.html), hvor Assange argumenterer for, at denne film vil blive en katastrofe.
Assange havde dog også sit at frygte, for handlingen er baseret på bogen af Daniel Domscheit-Berg selv: Inside WikiLeaks: My Time with Julian Assange at the World’s Most Dangerous Website. Selvom Assange i filmen bliver fremstillet som en skizofren egotripper, der vil bryde sine egne regler for at få sin vilje, bliver det langt fra gjort entydigt. Billedet af Assange bliver tvetydigt og vagt, og det er simpelthen ikke interessant nok til at fylde en hel film - ligegyldig hvor fantastisk psykopatisk eller ulykkelig Cumberbatch fremstiller ham. Netop fordi denne film ikke er en dokumentar, kunne man have taget sig den frihed at give en skarpere billede af den karakter, man ønskede at fortælle en fiktiv historie om.
Instruktøren og manuskriptforfatterens intensioner stikker i forskellige retninger, og det er svært at vide helt præcist hvad de vil. Instruktøren burde i højere grad have fokuseret på et bedre filmisk håndværk og manuskriptet burde have været enkelt og givet et mere entydigt svar på, hvorvidt Assange, i deres øjne, var en helt eller fjende.
Helt enkelt sagt er The Fifth Estate en underlig film.
