Skriv en kommentar
Det er ikke hver dag, at man oplever at komme ud af biografen og føle, at man er blevet væsentligt klogere. Ikke desto mindre havde jeg den fornemmelse efter at have set den oscarvindende dokumentarfilm, som Errol Morris har lavet.
Filmens set up er umiddelbart ganske enkelt, igennem samtaler med McNamara fortælles, der om epokegørende begivenheder i det tyvende århundrede. McNamara, der er godt oppe i firserne er simpelthen en meget fascinerende person. Hvad drev denne gulddreng til at være med i nogle af verdenshistoriens største krige, og hvem er han egentlig? Filmen er delt op i elleve kapitler, der hver for sig repræsenterer de såkaldte elleve lektioner, som McNamara udleder undervejs i filmen.
Hele tiden skiftes der mellem arkivklip af de store begivenheder i verden og tilbage til McNaughton, der meget skarpt ræsonnerer sine regler frem ved at inddrage såvel sit privatliv som de ting, han lavede i sit professionelle arbejdsliv. Og McNamara var med hele vejen, vokset op i starten af århundredet kom han til at opleve anden verdenskrig. McNamara var på dette tidspunkt ansat i militæret, hvor han tjente under LeMay, der var kendt for at være en fantastisk general. LeMay og med ham lakajen McNamara stod bag de sønderbombardementer, der praktisk talt bankede Japan og dens civilbefolkning til døde – Og det inden de to atombomber blev smidt. Der tegner sig herved et billede af en kynisme, der er helt ufattelig, og sådan bliver det ved i filmen. Senere gjorde McNamara karriere; fra en stilling som direktør i Ford blev han headhuntet af præsident Kennedy. Her blev McNamara en vigtig spiller under såvel Cubakrise som Vietnamkrig og det sidste på en måde, der har givet ham et meget blakket eftermæle.
Mens alle disse verdenstragedier ruller over skærmen, forklarer McNamara, hvordan beslutninger træffes i de haller, der dikterer krig og fred for folkeslag.
Med kølig klogskab og sentimental følelse fortælles der løs og perspektiveres på en meget gennemført måde. Undervejs tvinges man til at tage stilling til krig og liv på en nuanceret måde, ligesom man tvinges til at reflektere over, hvad Amerika har bedrevet i det tyvende århundrede.
McNamara fremstår undervejs som et sympatisk menneske, men bagved ligger de ufattelige ting, som han har været med til at beslutte, og ulmer. For hvad med krig, hvad må man der? McNamaras svar er, at 2. verdenskrig blev vundet, og så var hans og LeMays eftermæle sikret, hvorimod en begivenhed som Vietnam gik totalt modsat og stemplede ham som bandit. Sejrherren dikterer paradigmet for moral og etik!
Og sådan kunne jeg blive ved med at fortælle om denne fremragende film, men ordene rækker ikke. Filmen skal ses, for McNamara skal opleves, denne stålsatte mand, der dog ryster på hånden. Denne gribende og oplysende dokumentarfilm, der får en til at ryste og reflektere, er en meget vigtig film, så se den for guds skyld.
