Skriv en kommentar
Telly (Julianne Moore) har mistet sin 9-årige søn Sam i en flyulykke for over et år siden. Psykiateren Dr. Munce (Gary Sinise) forsøger at hjælpe den sørgende mor videre i livet. Men til hendes forfærdelse begynder de fysiske minder om hendes søn - billeder, videooptagelser, breve osv. - pludselig at forsvinde sporløst. Venner, bekendte og selv Sams far har pludselig glemt alt om Tellys søn. I første omgang anklager Telly sin mand Jim (Anthony Edwards) for at fjerne minderne om deres søn. Men snart forklarer både hendes mand og psykiater hende, at hun aldrig har haft en søn og at de minder, hun har om sin søn, er ren indbildning og ønsketænking. Som følge af en traumatisk spontan abort lider hun af vrangforestillinger og lever nu i en fantasiverden.
Men Telly nægter at tro dem, og hun flygter fra at blive tvangsindlagt på et sindssygehospital. Hun opsøger den afdankede ishockeyspiller Ash (Dominic West), hvis datter ifølge Telly også er omkommet i flystyrtet sammen med hendes Sam. Problemet er blot, at Ash ingen erindring har om en datter eller om Tellys søn for den sags skyld. Spørgsmålet er, som Telly er tosset og eller om der er et større komplot på færde. Da Ash begynder at kunne huske sin datter, starter han og Telly en indædt kamp for at bevise, at børnene rent faktisk har eksisteret - og måske lever endnu.
Filmen lover godt fra starten. Der lægges ud med en spændende historie og psykologisk drama, der fanger publikum og holder os hen i det uvisse. Er Telly skør? Eller er der et større komplot eller noget mere mystisk på færde? Som tilskuer sidder man på kanten af biografsædet og venter spændt på afsløringen af filmens mysterium. Julianne Moore og hendes medspiller Dominic West er begge virkelig gode i hver deres roller, og det samme er Gary Sinise som psykiateren. Spillerne gør filmen endnu mere medrivende og seværdig.
Man kan dog indvende, at der fokuseres lidt rigeligt på den forpinte mors minder om sin - måske - afdøde søn, og så løber Telly og Ash konstant gennem New Yorks gader på flugt fra politi, FBI, mystiske jernmænd klædt i jakkesæt osv.
Filmen knækker gevaldigt over hen mod slutningen, hvor der tages en meget uheldig plotdrejning. Selve forløsningen af filmens gåde er intet mindre end skuffende, og slutningen ligner uden at afsløre for meget en påklistret løsning hentet fra den hedengangne tv-serie X-files. Det er ærgerligt, for hvis historien havde hold sig til en mere, skal vi sige, jordnær forklaring, ville The Forgotten sikkert være en væsentligt bedre film.
Men alt i alt er det såmænd en effektivt thriller, der er spændende skruet sammen, og som holder publikum godt underholdt fra start og næsten til slut. Denne film ser man med høj puls, men med en vis undren over de plotmæssige valg. Se den for underholdningens skyld, for den er underholdende - hvis man da kan tilgive årets nok tåbeligste og mest (ufrivilligt) komiske slutning. Den er bedst forgotten.
