Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Døden er en sygdom som må kunne kureres... Sådan er Tomas Creos filosofi i hvertfald, og det med rette: Han kæmper nemlig for at undgå sin kræftsyge kones endeligt. Som læge og forsker er hans kamp for at finde en kræftkur nærmest en besættelse, da Izzi, som konen hedder, ikke har langt igen. Hans hold udfører en række forsøg på en abe og han er usvigelig tæt på at have den rette kombination på en løsning der virker. Men en sand kamp mod uret raser...
I to øvrige parallelle universer møder vi Creo i et lignende dilemma. I 1600-tallet er han conqiustador under den spanske dronning Isabel (Izzi) og i fremtiden, nærmere bestemt i det 26. århundrede, er han en slags astronaut som kæmper for at holde liv i kilden til evigt liv. I sin egen kugle svæver han rundt i atmosfæren med det hensygnende Livets Træ, som atter skulle komme til fuldt flor via en slags Big Bang. Og som derved skulle kunne genskabe hans elskede Izzi, som på det tidspunkt er afgået ved døden.
Der er med andre ord tale om en film om den ukuelige og uendelige kærlighed. Og når det så er sagt er Darren Aronofskys “The Fountain” først og fremmest et visuelt pragtstykke. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en film som har så meget guf for øjet at byde på. Kritikken kunne så modsat gå på at de 3 parallelle handlinger med samme omdrejningspunkt simpelthen er for syret, sofistikeret og surrealistisk til at vinde sit publikum. Det skal ikke være nogen hemmelighed at “The Fountain” har været længe undervejs, og blev af mange forvekslet med en raffineret Indiana Jones-lignende ting, da man hørte om Jagten på Livets Træ og man samtidig offentliggjorde de første screenshots fra optagelserne. Der så man Hugh Jackman udkæmpe et slag mod en ypperstepræst med flammende sværd. Og så løb det jo straks koldt ned af ryggen af forventning, på alle actionfans. Derfor må jeg også komme med en advarsel. The Fountain er IKKE en actionfilm, ikke i nærheden af at være det heller...
Den er et billede på kærlighed, selverkendelse og kort sagt, livet i en nøddeskal! Hugh Jackman (X-Men, The Prestige, Van Helsing) er de 3 gange Tomas (Tommy og Tom) som i alle tilfælde forsøger kæmper for sin kærlighed til Izzi (Rachel Weisz – The Constant Gardener, Mumien-filmene, Eragon). Som med- og modspiller har Tomas kollegaen Dr. Lillian Guzetti (spillet af Ellen Burstyn – Exorcisten, The Wicker Man og Aronofskys forrige film Requiem For A Dream fra 2000). Det er en mands desperate forsøg på at ændre al logik i form af livets biologi, men som han ikke ænser som urealistisk da hans Izzi er selve hans mening med livet.
Aronofskys hjertebarn kan man vist roligt kalde “The Fountain”. Den kan virke enormt rodet og usammenhængende og tilmed en smule uforløst. Men ser man bort fra handlingsspring og gentagelser, så er der alligevel noget at hente i form af den allerede nævnte visuelle del. Skil eventuelt de 3 historier fra hinanden og oplev dem som kort-film og blæs så på linket mellem dem. Så får man en samlet pakke på små 3 gange en halv times love-drama. Bliver det klægt, kan man så spørge? Ja, det gør det til tider – men det er muligvis meningen, for Tomas Creo bliver langsomt ikke-eksisterende i sin form. Men sådan er det jo ofte med “besatte” personligheder.
Ekstra Materialet består af to valgmuligheder. Life On Ship og hele 7 documentaries om de mange smådele som var selve kernen i tilblivelsen.
Jeg blev ikke underholdt af filmen, men nærmere “oplyst”. Og alene på baggrund af at det er en modig film, så kvitterer jeg med 3 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.
