Skriv en kommentar
Der er noget skummelt ved et overdrevent høfligt barn. Den blide tone, den respektfulde henvendelse til de voksne, den velopdragne opførsel. Noget uhumskt må da brygge under den polerede overflade. Bag ved det sterile og pæne blik må der gemme sig et katalog af skarnstreger og uigennemtænkte balladeplaner. Det befriende kaos der følger med det ansvarsløse barneliv må da være til stede i ethvert barn. Også på trods af forældres ihærdige forsøg på at tøjle det legende lille væsen.
Melanie (Sennia Nanua) er et overdrevent høfligt barn. Hun smiler og hilser pænt, siger godmorgen og ønsker alle hun møder på sin vej en god dag. Vi fornemmer straks, at hun ikke er et helt almindeligt barn. Hun bor i en bunker, i en personlighedsforladt celle der låses i hver aften. Hun fragtes til skole spændt fast i en kørestol flankeret af to maskinpistolsbevæbnede soldater. Ingen hilser igen trods Melanies insisterende muntre gemyt. Lige bortset fra en person, Melanies lærer, den smukke og godhjertede Helen Justineau (Gemma Arterton). De andre børn i Melanies klasse er ligeledes spændt fast. De er faktisk ikke børn. I hvert fald ikke hvis vi forstår børn som værende uskyldsrene. De er en afart af de såkaldte ’hungries’. Får de færten af menneske, forvandles de til tændersnappende sultne væsner, hvis livret er råt menneskekød.
Nyt take på velkendt zombie-genre
Verdenen udenfor militærbasen hærges af fuldtids-’hungries’ – mennesker inficeret af en svampe-parasit, der permanent har forvandlet dem til zombie-lignende uhyrer, uden anden bevidsthed end sultens aggressive og konstante tilstedeværelse. Melanie er inficeret af samme parasit, og hun plages af den samme sult, men hun har stadig sin bevidsthed såvel som en stor portion menneskelighed tilbage. Og det på trods af at hun altid er blevet behandlet som et monster i henhold til bunkerens rigide militærstyre og grundige sikkerhedsreglementer.
The Girl With All the Gifts er ekstremt vellykket i sit forsøg på at levere en original fortolkning af zombie-genren. En film hvor det ikke er den langsomme dehumanisering af de overlevende mennesker, som er i fokus. I stedet vendes alt vi kender på hovedet, når vi konfronteres med Melanies utvivlsomme menneskelighed, der tilsyneladende trives udemærket langs med hendes uhyrlige sult.
Smuk forfald akkompagneret af et bevægende soundtrack
Det ville ikke undre hvis skaberne bag filmen har skelet lidt til det tilsvarende fantastiske Playstation spil The Last of Us, både hvad angår svampeparasitiske zombier og stemningsfulde billeder af forsømte storybymiljøer overgroet af vildtvoksende planteliv. De flotte digitale omgivelser fra The Last of Us kommer til live på det store lærred på medrivende vis i The Girl With All the Gifts. Højhusenes forfaldt og asfaltens krakelerede overflade følges op af et altomfavnende lydbillede, hvis truende musikalske komposition får publikum til at sidde med tilbageholdt åndedræt på kanten af biografsædet.
Stemningsfuldt, friskt og mørkt
The Girl With All the Gifts dykker ned i et relativt uudforsket aspekt af zombie-genren når den kigger ind under overfladen på de levende døde, og ser på den rest af menneskelighed, der endnu består i de inficerede.
Hvor en film som Warm Bodies (2013, Jonathan Levine) gjorde dette på humoristisk vis, bevæger The Girl With All the Gifts sig indenfor et mere klassisk horror format. Den iscenesætter på imminent vis uhyggen, det truende, det apokalyptiske, og det dunkle, men bringer en fræk friskhed til alt det mørke med sine små drys af vidunderligt sort humor. Det er både flot, medrivende og nytænkende.
