Skriv en kommentar
En telefon ringer i en lille lejlighed i Kansas City. De tre sudanske mænd, der befinder sig i lejligheden, kigger forbløffede på det underlige apparat. Måske er det en alarm, foreslår den ene. De to andre nikker samtykkende og foretager sig derefter intet. Den evindelige kimen får lov til at fortsætte længe endnu..
Fra borgerkrig til drømmeland?
I 2000 fik en stor gruppe sudanske unge flygtninge - efter massivt pres fra FN – opholdstilladelse i USA. The Good Lie følger fire af ”De fortabte børn”, som de eksilerede sudanesere kaldes, på deres vej til det forjættede land.
Da deres landsby i Sydsudan pludselig angribes af nordsudanske guerillakrigere, tvinges de nu forældreløse børn til at påbegynde en farlig vandring mod en flygtningelejr i Kenya. Undervejs har deres nyudnævnte høvding Theo reddet de andre fra døden ved at overgive sig frivilligt til en flok soldater. Herefter må hans bror Mamare overtage høvdingerollen. Flygtningelejren i Kenya yder beskyttelse, men isolation fra omverdenen. Alle drømmer om at flygte til udlandet og tretten år senere, i år 2000, går drømmen i opfyldelse for Mamare, Jeremiah, Paul og Mamares søster, Abital. Deres navne dukker op på en liste over flygtninge, der har fået opholdstilladelse i USA. Men drømmelandet viser sig selvfølgelig hurtigt at byde på store udfordringer for de krigstraumatiserede unge.
Den komiske linse
Den første halve time (cirka) befinder vi os med vores hovedpersoner i Sudan. Vi får et kort blik ind i den sudanske kultur og de ufatteligt hårde vilkår, der danner de unge mennesker i deres første leveår. Da filmen imidlertid trækker os tilbage til civilisationens store fede midtpunkt, USA, bliver vi som publikum ramt af den lammende kontrast, der findes de to kulturer imellem. Det er komisk, men forståeligt, når Paul peger på en McDonald's-måge og spørger den forbløffede jobagent Carrie (Reese Witherspoon) hvad dét dog er for noget. Og det er lige så grinagtigt, men begribeligt, når de tre sudanske fyre to sekunder senere sidder i bilen og undrende studerer den gyldne måges mærkværdige sugerør og brownies-indpakninger.
For mig ligger filmens højdepunkt i denne komiske kontrastskildring. I flere lignende sjove episoder blev jeg som seer mindet om, at integration ikke bare handler om de store, brede forandringer, men at den også griber ind i alle de små ritualer, der udgør en hverdag. Rejsen fra Sudan til USA er virkelig uendelig lang, hvilket komikken blot fremhæver. Humoren bruges altså ikke til at trivialisere problemerne, men skaber en fremmedgørende linse, hvorigennem kulturkontrasterne fremstår desto tydeligere.
Hele integrationspaletten rundt
Fra den humoristiske anden akt føres publikum tilbage til det alvorlige hjørne. Latteren dør ud, mens de unge sudanske mænd konfronteres med flere og flere frustrerende omstændigheder i det nye samfund. Det lukkede og mistroiske system, som er opstået i kølvandet på 11. september illustreres, da Mamares søster, Abital af bureaukratiske årsager sendes til Boston, og ikke Kansas City med de andre. Samtidig dukker mange andre problemer op til overfladen, der hver især skildrer forskellige facetter ved immigranttilværelsen - og måske også den menneskelige tilværelse i det hele taget.
Fortællingen om ”høvdingen” Mamare (Arnold Oceng) fylder mest. Hans skyldfølelse over for den selvopofrende bror Theo demonstrerer de traumer og den dårlige samvittighed, der altid vil hjemsøge de eksilerede og de overlevende. Den stærkt kristne Jeremiah (Ger Duany) bliver fortaler for en kritik af det vestlige overflødighedssamfund, der skider på de fattige. Den rastløse, men fingernemme, Paul (Emmanuel Jal) viser indvandrerens frustration over mangel på valgfrihed i et samfund, der kun tilbyder uddannelse til de skarpeste og de bedst bemidlede. Og sidst, men ikke mindst, illustrerer en samtale mellem Abital (Kuoth Wiel) og Carrie, at sorg og død er et menneskeligt grundvilkår, der binder mennesker sammen på tværs af kulturer.
Den brede film
Instruktør Phillipe Falardeau og manuskriptforfatter Margaret Nagle kunne have valgt at grave dybere i én fortælling frem for at lade de forskellige karakterer stå som repræsentanter for de mange problematikker. Havde han valgt f.eks. at lade Mamares fortælling, som filmens titel er en hentydning til, træde tydeligere frem, ville resultatet nok have været en mere dybdeborende og kunstnerisk film. Men det virker ikke som om, at det var formålet med The Good Lie. Falardeau har i stedet lavet en varm og bred fortælling, som forholdsvist tydeligt viser problemer og nuancer i immigrationstilværelsen gennem de til tider lidt stereotypiserede karakterer. Så selvom filmen ikke borer vanvittigt dybt, formår Falardeau alligevel at fortælle en varm historie med klare kritikpunkter og en klar intention. Dertil bliver hele paletten måske en anelse poleret (eller Hollywoodificeret), dog uden at billedet af den grund mister sine nuancer.
Det er ikke en solstrålehistorie, men det er bestemt heller ikke det modsatte. Reese Witherspoon spiller rollen som den nævenyttige jobagent, der til trods for indledende modvilje ender med at miste sit hjerte til sudanerne. Ind imellem kritikken af det modstandsydende bureaukratihelvede forsøger Falardeau altså at påpege og fordre medmenneskelighed og transkulturation i en brændende verden. Han viser samtidig, at der blandt beretningerne om ”de fortabte børn” fra Sudan er en masse positive fortællinger om mennesker, der har kæmpet for at skabe meningsfyldte tilværelser midt i kaosset. For at køre sin pointe om medmenneskelighed helt hjem, slutter filmen da også med det afrikanske ordsprog: ”If you want to go fast, go alone. If you want to far, go together”.
Den gode løgn – et godt køb?
For nogen kan de noget udpenslede pointer blive for meget af det gode. Dette publikum vil føle, at det tages pædagogisk ved hånden af en film, der tydeligt fortæller, hvad man skal tro og mene og hvornår man skal grine og græde. For andre vil det fine spil mellem humor og det overordnede hjertevarme drama være nok til at give en solid og vigtig filmoplevelse. The Good Lie er ikke det mest subtile eller dybdeborende portræt, men det er en bred film, der fint formår at veksle mellem det alvorlige og det humoristiske og det kolde og det varme. I mine øjne forstår filmen at bruge denne vekslen i den større sags tjeneste: nemlig til at vise og fordre større fokus på at forbedre integration og medmenneskelighed. Falardeau har med andre ord skabt en ganske solid film om et vigtigt emne, der både berører, varmer og skaber bevidsthed. Og det er i sidste ende ikke en ikke helt tosset bedrift.
