Skriv en kommentar
Lad os lige blive enige om, at Chunking Express (1994) er den bedste, altså allerbedste, uforløste kærlighedshistorie nogensinde lavet på film. Og måske også bare den bedste film punktum. Nu nitten år senere viser Wong Kar-Wai stadig glimt af kirurgiske præcision i skildringen af menneskelig ofring og afkald på the big L. Et emne han i stort set alle tidligere film rammer plet med: In The Mood for Love (2000), 2046 (2004) og den amerikanske afstikker My Blueberry Nights (2007) fortæller alle kærlighedshistorier i universelle vendinger. De film er for alle.
Dim Sum
I The Grandmaster lægger han for en stund det universelle på hylden og har lavet en rendyrket, historisk kinesisk film. Han bibeholder heldigvis et smukt fortalt kærlighedsdrama, men supplerer med massere af cirkelspark og biografiske referencer, der reelt set udgør tre lige store dele af filmen – kærlighed, kinesisk historie og kung fu. Sammen med de smukt iscenesatte og ofte graciøse(!) kampscener ligger styrken i de to hovedpersoner Ip Man (Tony Leung) og Gong Ers (Ziyi Zhang) kompromisløse affektion for kung fu-teknikker og hinanden. Dét sammen med visse tekniske aspekter gør, at der går cirka tre sekunder af The Grandmaster før man ser, det er Wong Kar-Wai.
Kar Wai som auteur kan beskrives i et teknisk kneb. Han gør i alle sine film brug af ”hastighed” i billeder. På en hakkende, men virkningsfuld måde kan han sætte billeder i slow motion eller fast motion eller blande de to ting sammen i en enkelt scene. Brugt rigtig sætter det én i en helt bestemt stemning. Og Kar Wai er verdensmester. I The Grandmaster kommer det flere gange til udtryk i de stort opsatte slåskampscener. Filmen er bevis på, hvad film kan: fortælle i billeder og vise handling og karaktertræk i selv stille øjeblikke.
Der er ingen skam i ære
The Grandmaster slår stort brød op, men holder flot sammen hele vejen igennem. Det er tydeligt, at Kar Wai har fået et ønske opfyldt og samtidig sin sag for. Filmen fortæller dels politisk og nationalhistorisk om den truende borgerkrig i 1930erne, 2. verdenskrig og japanernes besættelse og et post-krigstraumatiseret Hong Kong. Derudover fortæller den historien om en kinesisk nationalhelt, Ip Man, der udover at være rimelig hård til at dele tæsk ud også lærte Bruce Lee alt, hvad han vidste om kampsport. Det er er altså et ærefuldt hverv for en kinesisk instruktør, der måske netop derfor ikke lefler for et vestligt publikum. Man skal vide meget om Kina for til fulde at få det fulde ud af filmen. De er jo også halvanden milliard, så hvorfor ikke?
Den kompromisløse fortællestil giver desværre også anledning til enkelte svipsere. Helt unødvendigt er det, da filmens flotte filmiske univers bliver brudt af historiske arkivoptagelser eller da Tony Leung til sidst (kikset) henvender sig direkte til kameraet. I en film, hvor æresbegrebet sættes over alt andet som tema og drivkraft for personerne, virker det forstyrrende.
Cannes all stars
Udover de mange stemningsmættede scener i excessiv skønhed, så stråler Tony Leung i titelrollen. Den tidligere Cannesvinder (i øvrigt fra samarbejde med palmedarlingen Kar Wai) må gøre de fleste mænd i Kina usikre. Okay, han spiller godt. Og så gør det ikke noget, at han har fundet sit kvindelig modstykke i Ziyi Zhang, der må være en kinesisk blanding af Natalie Portman og Monica Bellucci.
