Skriv en kommentar
Vi mennesker kan lige så godt erkende det: at selv om folk har snydt og bedraget andre – kan de komme til at virke som helte bagefter. I Italien har en politiker som Silvio Berlusconi opnået genvalg flere gange, selv om han har snydt og bedraget italienere. Og her i Danmark havde vi i mindre målestok, en borgmester i Farum. I 1986 var Diego Maradonas første mål i VM-finalen ikke blevet godkendt, hvis der var indført det nuværende VAR system i fodbold – og så havde vi måske ikke fået denne smukke film om den berømte Guds Hånd. Og helterollen blev større, da hans andet mål i kampen med en drilletur alene fra egen banehalvleg lavede århundredets fodboldmål i kampen mod England.
Filmen indledes med et Maradona citat: Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var vist ikke så dårligt.
Filmen foregår i 1980´ernes hektiske liv i Napoli, hvor vi møder hovedpersonen den lidt feminine 16-årige Fabietto, som bor sammen med sin sjove mor og kommunistiske far – men vi møder også alle mulige farverige slægtninge – de griner – de skændes – de lyver – de slås – de snyder – og lever livet tæt sammen i al fordragelighed. Og så bekymrer de sig om penge. Fabietto er stærkt tiltrukket af den smukke og grænseoverskridende tante Patrizia, som med sine former pirrer Fabiettos seksuelle lyster – samtidig med at hun i båden på gyngende vand har 15 mænd i bar overkrops glidende blikke vendt mod sig, som ventede hun på Guds hånd. Men i en af de mere morsomme scener er Fabietto i stue med en meget ældre baronesse, som oplærer ham i elskovslegen ved at lægge sig på sengen og sprede benene, tage underbukserne af, gøre sig saftig.
Paolo Sorrentino var selv 16 år gammel, da Guds hånd hjalp Argentina til VM i 1986 og har sagt, at han lige havde mistet sine forældre på det tidspunkt og nu blive styrket ved at skabe en familierelateret skildring af datidens Napoli – og på lysende vis – at realisere slægtninge, og han har fået lov skildre søsteren, som er bange for en flagermus i soveværelset, som Fabietto skal fange med sine egne hænder. Man kan heller ikke undgå at blive forført af den italienske instruktør Fellini, da den unge filmstuderende Fabietto frembringer et citat: Film er en distraktion fra virkeligheden. Virkeligheden er ussel.
Filmen har en kort levetid i biograferne, da den er på Netflix fra 15. december.
Den italienske filmdocent har sans for smukke intime billeder, dels af Napolis flydende natur og dels af hjemmets lidt gammeldags interiører med store landskabsmalerier – samt de gode filmpræstationer med overskud. Det er romantik, når den er bedst med en følelse af kærlighed og ømhed.
