FBI-agenten Sarah Ashburn (Sandra Bullock) har ikke særligt mange venner og er heller ikke velset blandt sine kollegaer. Da hun altid er bedrevidende, overkorrekt og handler lige efter bogen, er der ingen, som vil samarbejde med hende.
Hun er karrierekvinde med stort K og søger forfremmelse, da en attraktiv stilling hos forbundspolitiet bliver ledig. For at vise sit værd, bliver hun sendt til Boston, hvor hun skal arbejde med en stor narkosag. Lykkes det hende at fange og anholde narkobagmanden, Larkin, er jobbet hendes.
Da Sarah ankommer til Boston, viser det sig, at den lokale politiassistent Shannon Mullins (Melissa McCarthy) arbejder med selvsamme sag og allerede har anholdt en af Larkin’s sammensvorne. Hverken Sarah eller Shannon vil give afkald på sagen, hvorfor de hurtigt ryger i totterne på hinanden.
Situationen bliver bestemt ikke bedre af, at de bliver tvunget til at samarbejde om at opklare sagen. At enes med hinanden er bestemt ikke nemt for de to politidamer, som er ligeså forskellige som nat og dag. Hvor Sarah altid følger de skrevne regler, kører Shannon sit eget løb: Hun er aggressiv, højtråbende og snakker som en havnearbejder, og selv hendes chef har opgivet at sætte hende på plads. At sætte så forskellige personer sammen kan der kun komme ballade ud af...
Good cop, bad cop
Instruktøren bag kvindekomedien Brudepiger, Paul Feig, står bag The Heat. Melissa McCarthy, som blev kendt som kokken Sookie i tv-serien Gilmore Girls, fik sit gennembrud på de skrå brædder i Brudepiger. Ganske vist havde hun kun en birolle heri, men den inkasserede rigtig mange nomineringer til en række fine priser. Rollerne minder utroligt meget om hinanden, for i begge komedier spiller Melissa McCarthy en fandenivoldsk kvinde, som er ligeglad med, hvad andre synes om hende, og gør lige præcis hvad hun vil. Men i sidste ende viser hun sig at være en sand ven. En rolle, som passer rigtigt godt til Melissa McCarthy, og som byder på mange gode grin undervejs.
Sandra Bullock er en af mine yndlingsskuespillerinder. Hun har holdt lav profil, siden hun medvirkede i seersuccesen The Blind Side og vandt en Oscar for rollen. Hendes rolle i The Heat minder lidt om hendes rolle som Gracie Hart i Agent Catwalk, hvor hun spillede en undercoveragent, som skal deltage i en skønhedskonkurrence. Og hvor er det bare et herligt gensyn! Hun er sjov, naturlig og elskværdig som Sarah Ashburn. Der er en virkelig sjov scene, hvor Sarah skal møde Shannon’s familie for første gang. At æblet ikke falder langt fra stammen, kommer virkelig til udtryk i denne scene, da Shannon’s familie stiller stakkels Sarah en række upassende spørgsmål. Som fx om hun er en mand eller dame. For det er da et helt normalt spørgsmål at stille en person ved det første møde, og især når man er voksen!?
Filmen henvender sig primært til kvinder, som gerne vil have et godt grin. Den handler om venskab trods forskelligheder og vil være et hit til enhver tøse-film-aften. Det er et kvindeligt modspil til 80’ernes buddy-politifilm, som bl.a. Dødbringende Våben, og det klassiske good cop, bad cop tema bliver i den grad taget under lup. Det er god underholdning.
Ekstra-materiale
Ekstramaterialet består af utroligt mange fraklip og tekniske bøffer, som er inddelt i mange forskellige features. De er da meget sjove, men efter de første tyve minutter synes jeg, man har set nok. Der er mange klip, der går igen og igen, fordi replikkerne er lavet en lillebitte smule om. Det bliver simpelthen for meget af det gode.
2 stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox.