Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...
Interview Med Da...
Oscar 2019
Natalias Synlige...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Kvinde På Krigss...
Kvinde På Krigsstien billede

Hunter Killer
Mary Poppins Ven...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

The House That Jack Built

29. november 2018 af Peter Kruse Dam Jensen

2 stjerner Skriv en kommentar

The House That Jack Built billede

Matt Dillon er forrygende som grusom seriemorder i Lars von Triers nyeste provokation, men i modsætning til instruktørens tidligere imponerende værker, er ”The House That Jack Built” blot en langsommelig og frastødende omgang torture porn.

Man finder næppe en instruktør rundt omkring i verden, som er mere kontroversiel og omdiskuteret end vores egen excentriske auteur, Lars von Trier. Lige siden at han var med til at grundlægge sit hjertebarn, Dogme 95, i det titelimplicerede årstal, har hans film delt vandene i et universelt omfang. Eksempelvis er ”Depressions”-trilogien (”Antichrist”, ”Melancholia” og ”Nymphomaniac”, hhv. 2009, 2011 og 2013) et glimrende eksempel på dette. Personligt vil jeg rangere netop ”Antichrist”, som hans måske stærkeste film, rent temamæssigt. En film, der var grim i sit udtryk, men som også indeholdte en ufattelig tragisk og hårdtslående historie, der gik under huden på sit publikum – og sine karakterer. ”The House That Jack Built” indeholder kun halvdelen af den beskrivelse: grim i sit udtryk – men også lige grim og kedelig i næsten alt andet, den foretager sig.

Ingeniør - og seriemorder
Jack er ingeniør – og så er han tilmed en berygtet seriemorder med OCD og rengøringsvanvid. Udover sin trang til at skille en torso fra hinanden, brænder han også for at bygge et perfekt hus til sig selv. I løbet af 12 år følger vi hans udvikling som seriemorder, imens husdrømmen bevæger sig mere og mere i baggrunden. Ud fra hans POV oplever vi, hvordan han opfatter disse mord på forskellige mennesker, hovedsageligt kvinder, som en slags morbid kunstart. I takt med at han udvikler en større sult for mord, begynder han at tage flere risici i jagten på at fuldende sit ultimative mesterværk.

Torture porn og meningsløs provokation
Nu lavede jeg en lille sammenligning med ”Antichrist” før, men med en bevist negativ tone, for ”Antichrist” er utvivlsomt en langt, langt bedre film. Egentlig minder ”The House That Jack Built” mere om en excentrisk lillebror til James Wan’s ”Saw” (2004), i hvert fald i de sekvenser, der udspiller sig via usmagelig, grotesk vold, som der så åbenlyst kun har det formål at provokere meningsløst. Anno 2018 er von Trier altså forfaldet til ”torture porn”, og det er virkelig en skam, at en mand som von Trier skal spilde sit talent på noget så fantasiløst som dette. Samtidig er det som om at filmen, når den ikke er frastødende, blot vil snakke uden et egentlig formål. Voice-overen bliver lige så stille søvndyssende, de hektiske klipmontager af malerier, historiske krigsbegivenheder og pianisten Glenn Gould i fuld vigør forekommer malplacerede, og det virker som om, at von Trier drukner i sin egen historie, ja, tilmed sit ego – en historie, som gaber over alt for meget, så publikum formentlig gaber kæberne af led.



Sporadiske glimt af kvalitet og stærk slutning
Samtidig virker det som om, at von Triers egentlige mål har været at fylde filmen til randen med overdrevet groteskhed med det simple formål, at den skal fremstå som chokerende. Og det lykkedes han bestemt med. Når filmen indeholder en seriemorder, som myrder børn og kvinder, som var de byttedyr, så ved man selvfølgelig, hvad man nogenlunde kan forvente. Enkelte steder kan man dog tydeligt spore von Triers eksperimentelle signaturstil, som i filmens sporadiske, kulsorte humor og Víctor Reyes habile soundtrack. Slutningen skal også fremhæves, da den både er morsom og dybt underlig. For meget af plottet skal naturligvis ikke gives væk her, hvis man har glædet sig til at se filmen, men slutningen er i hvert fald en slutning, som man husker.

Matt Dillon er forrygende
I øvrigt kan man intet tage fra Matt Dillons fremragende portræt af en iskold seriemorder. For er der nogen, der i denne film for alvor rammer plet, så er det Dillons maniske morder. Det er en tilpas tilbageholdende præstation, det bliver gudskelov aldrig overspil, hvilket man sagtens kunne have frygtet i et sæt forkerte hænder, men Dillons dæmoniske smil, hans krogede statur og kølige blik er alt sammen med til at retfærdigøre filmens eksistens. Uden ham ville det simpelthen have været en alt for tam affære. Adolf Hitlers portrættør, Bruno Ganz, fra ”Der Untergang” (2004) har ligeledes en fremtrædende rolle, endda på gebrokkent engelsk, og gør det upåklageligt med hvad han får serveret af manuskriptet. Måske er det sågar en intentionel og spøjs lille metajoke, at von Trier netop har castet netop Ganz i en rolle, efter hans Cannes-blamage i 2011, hvor han fik rodet sig ud i en kontrovers omkring sympati for Hitler.

Helhedsbilledet jeg stod tilbage med var dog, at dette er en af Lars von Triers svageste film. Enkelte højdepunkter, som Matt Dillon i topform og glimt af von Triers virtuose stil, kan ikke redde dette blodbad af en langgaber.

Titel: The House That Jack Built
Original Titel: The House That Jack Built
Premieredato: 29. november 2018
Instruktør: Lars von Trier
Skuespillere: Matt Dillon, Uma Thurman, Sofie Gråbøl, Siobhan Fallon Hogan, Riley Keough, Jeremy Davies, Bruno Ganz
Spilletid: 155 min.
Selskab: Zentropa, 2018
Genre: Gyser , Thriller
Link: http://zentropa.dk/en/portfolio-item/the-house-that-jack-built/






banner
Overskrift Højre Block
Bumblebee (4K Ul...
Det Vilde Pæretræ
En Spions Bekend...
Five Feet Apart
Villy og Monster...
The White Crow
John Wick 3:Para...
Ternet Ninja
Miss Bala
UglyDolls



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...