Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, er forretningsmanden Simon Spies kendt for at sige – men om det helt passer med ’The Hunt’, der efter de først test screeninger endt på forsiden af den kulørte amerikanske presse og i Donald Trumps tweets, er ikke helt til at sige.
Årsagen var, at filmens satirisk udgangspunkt med en gruppe velhavende liberalister, der køber sig en menneske-jagt på en gruppe indfangede, mere lavtstående individer, blev erklæret for farlig. Især oven på endnu en tragisk masseskydning.
Men netop denne kontroversielle baggrund bliver en klods om benet på ’The Hunt’, som ikke synes at have end egentlig politisk agenda. I stedet skyder den med spredehagl på hele det politiske system – hvor de idealistiske og liberalistiske demokrater bliver udstillet i deres hykleriske justice -worriors kamp mod de nøje udvalgte bonderøve (hint: Trumps vælgere).
For selvom det er forfriskende at se begge politiske fløje blive hudflettet, så ender det som lidt af et vådeskud – fløjene tegnes op med den grove pensel, og man forstår aldrig helt præcis, hvad ’The Hunt’ egentlig vil frem til. Er det at alle faktisk er bad guys i politik – og at man ikke kan skue en hund på hårene? Den fortaber sig i allegorier om ’Animal Farm’ og andre dyre-metaforer og ender knapt så kontroversielt, som der ellers var lagt i ovnen til.
Til gengæld er ’The Hunt’ sublim underholdning fyldt med morsomme twists og afviklet i et raskt tempo. Et af filmens helte store esser er hovedrolle Betty Gilpin, som med sin stærke fysiske adræthed og funny bones skaber en ret unik hovedkarakter i Crystal. En mystisk eksistens, som man aldrig helt ved, hvor man har – men som både udstråler coolness og sårbarhed på en og samme tid.
’The Hunt’ sparer heller ikke på blod og splat, og især en slåskamp leverer første klasses action med en opfindsom koreografi og finurlige kamerature.
Så hvad ’The Hunt’ måske taber i budskab, vinder den tilbage i gyselig underholdning.
Universal Pictures.
