Skriv en kommentar
Med otte nomineringer i bagagen inden dette års Oscar-uddeling er The Imitation Game helt i fronten af feltet. Filmen er da også en klassisk Oscar–høster: Den er baseret på en sand historie, foregår under 2. Verdenskrig, og skildrer den usandsynlige helts sejr mod systemet. Meget af kærligheden er fortjent, men på andre punkter knirker maskineriet lidt for højt i den veldrejede Oscar-maskine.
”Sometimes it’s the people no one can imgaine anything of, who do the things no one can imagine”.
Benedict Cumberbatch spiller det socialt akavede og semi-autistiske matematikgeni Alan Turing, som rekrutteres af den britiske regering til at bryde tyskernes krypteringssystem Enigma, for at kunne vinde krigen. Med sig har han landets førende matematikere og lingvister, deriblandt Joan Clarke (Keira Knightley), Turings platoniske kærlighed. Turing var nemlig homoseksuel, og i et sideplot undervejs i filmen skildres det hvordan Turing flere år efter krigen blev dømt for ’usømmelighed’ og tvunget til hormonbehandling for sin homoseksualitet, som var ulovligt i 1950’ernes England. Først i 2013 blev Turing benådet posthumt af den Engelske dronning og hædret for den indsats han gjorde i sejren over tyskerne.
Det karakterdrevne plot med Turing, og al den modstand han kæmper med – samfundsmæssig og social såvel som interaliseret skam – er set utallige gange før. Og det er egentlig forståeligt nok, for det er utroligt effektfuldt i dannelsen af et affektivt bånd til en så bærende hovedkarakter, som Turing er for filmen. Til trods for enkelte scener, hvor dialogen synes at have et stærk undertekst af ”jeg fortjener en oscar nu!”, spiller Cumberbatch rollen som Turing med en sublim balance mellem hyperintelligent styrke og barnlig skrøbelighed.
Cumberbatch er ikke den eneste skuespiller, der fortjener hæder. Han flankeres af en stærk Matthew Goode som matematiker-sidekicket Hugh Alexander, og føromtalte Keira Knightley som slipper godt afsted med en mere solidt funderet karakter end før set.
Hele The Imitation Game gør sig bemærket ved at være rigtig solidt håndværk. Dygtige skuespillere formidler det stramt komponerede plot, via det polerede manuskript, i flotte billeder, ledsaget af et svulmende lydspor, komponeret af den allestedsnærværende Alexandre Desplat. Men denne dygtighed fra alle involverede parter er samtidig filmens eneste problem. For det er som om, at man på de fleste punkter lige har drejet en kvart omgang for langt på drejeskiven, i forsøget på at have ’det hele’. Man fornemmer at den fantastiske autentiske historie ikke er kommet på lærredet som følge af hjerteblod, men blot som et håndværksmæssigt showcase, med hvilket man kan høste priser hjem. Priser som bliver ekstra skinnende på hylden, fordi de nu kan rense den usandsynlige helt for uretfærdighederne gjort imod ham. Vi får se om Oscar statuetterne følger med.
Tager man hele Oscar-politikken og bureaukratiet bag ud af ligningen, så står man dog stadig tilbage med et rigtig solidt og seværdigt drama.
