Skriv en kommentar
Den utrolige og usyndsynlige historie
Efter at have spillet basketball med sine venner i juni 1994, vender den dengang 13-årige Nicholas Barcley aldrig hjem igen til sit hjem i Texas. Sporløst forsvundet og uden held i den efterfølgende efterforskning, må hans familie leve videre i evig uvished.
Det er dog kun lige indtil tre et halvt år senere, da Nicholas på mystisk vis dukker op i Linares, Spanien. Hans traumatiske oplevelser har i mellemtiden gjort Nicholas forsagt og tilbageholdende, men bemærkelsesværdigt af alt er, at han har fået mørkere hud, skiftet hår- og øjenfarve og taler med sydlandsk dialekt!
Sandheden er dog også en anden. For Nicholas er ikke den 13-årige dreng, der forsvandt fra sine “trygge” opgivelser i Texas, men derimod den patologiske løgner, identitetstyven Frédéric Bourdin, der allerede i en alder af 23 år var velkendt i Interpols register.
Men Bourdin er både heldig og ikke uden talent. Ikke alene snyder han myndigheder i Spanien, Socialrådgivere, Politi og FBI i USA, men han narrer også og får overbevist familien Barcley om, at han rent faktisk er den Nicholas, som de mistede tre år tidligere. Og det også selvom hans eneste sammenligninghed med Nicholas er, at de begge har fem fingre på hver deres hånd.
Sandhed med visse modifikationer
Hvem skal man tro på, hvis den der fortæller den ene side af historien, er en diagnoseret patologisk løgner, mens dem der fortæller den anden side af historien, bliver beskyldt for og overvejende agerer som om, at de skjuler sandheden? Filmskaberne forsøger at være så objektive og bevisbyrdefremlæggende som muligt, så hos dem er ingen hjælp at hente. De fremlægger sagen så nøgternt og ærligt som muligt for publikum, men sandheden forbliver i sidste ende tavs.
The Imposter sætter en stor fed streg under dokumentargenrens virkelighedsførelse ved filmen igennem at sætte spørgsmålstegn ved, om det den omhandler, er sandt. Sandheden er, at Bourdin udgav sig for at være Nicholas og sandheden er, at Bourdin blev afsløret. Men der ligger måske et større komplot og ulmer under den Texanske overflade og familieidyl, som måske kan kaste nyt lys over sandheden om, hvad der skete med Nicholas. Historien tager i hvert fald en uventet drejning.
Ærligt og redeligt
Da Bourdin slutter sig til sin livsforandrende løgn, bliver det en surreal rejse fra gadedreng i Spanien til amerikansk statsborger hos en kernefamilie i Texas. Både Bourdin selv med et ofte smøret grin og familien Barcley på randen af sammenbrud stiller op i ærlige interviews om tiden før, under og efter, ligesom FBI-agenten, der finder det endegyldige bevis om Bourdins sande identitet, og snushanen og privatdetektiven Charlie Parker, der ikke lader sin næsefornemmelser ligge, bliver benyttet til at optrevle det noiriske spindelvæv af løgne og bedrag. For er det kun Bourdin, der bedrager? Filmen lader hele tiden tvivlen balancere på et knivsæg, for tænk hvis pludselig er den patologiske løgner, der fortæller sandheden!
Det visuelle og fortællermæssige univers i The Imposter er både åbenlyst og intentionelt konstrueret med kreative rekonstruktioner af begivenheders gang og en stram spændingsopbyggende dramaturgi. Men samtidigt er den mikset med originalt arkivmateriale og interviews med hovedpersonerne, som giver en tryllebindende og nervepirrende fortælling. Der er en grænseflade mellem fakta og fiktion, både i filmens udtryk, men i særdeleshed i den virkelige histories sandhedsværdi.
I et interview fortæller Instruktøren Bart Laytons, at han ville lave en følelsesmæssig rejse, hvor publikum bagefter forlader biografsalen med deres hoveder fyldt med svimlende tanker og spørgsmål. The Imposter giver ikke endegyldige svar på alt og efterlader bestemt en sulten efter flere svar. Filmen vil uden tvivl give dig stof til eftertanke, men vigtigst af alt vil den nage dig for eftertiden: For hvad i hulen skete der med Nicholas?
The Imposter er i særdeleshed en fremragende dokumentarfilm, men måske mere en fremragende krimi og detektivhistorie, der egentlig bare venter på en amerikansk filmatisering.
