Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Instruktøren Michael Winterbottom er noget af en kamæleon-instruktør; med lige stort talent kaster han sig ud i en dramadokumentar som ”Vejen til Guantanamo” (2006), en ”umulig” filmatisering af et stykke verdenslitteratur (”Tristram Shandy”) som ”A Cock And bull Story” (2006) eller et vaskeægte stykke filmnoir som ”The Killer inside Me” (2010). Denne instruktør har et umiskendeligt talent for filmhåndværket – om end det kan være svært at sige, hvad der er hans helt personlige aftryk i værkerne.
”The Killer Inside Me” inkarnerer den kynisme der altid er til stede i noir-film med respekt for genren. Den gør det ved at portrættere en vaskeægte psykopat. Hvor der normalt er en kynisk helt, der trods alt har moral og et varmt hjerte et eller andet sted i livet, så er det på ingen måde tilfældet her. Her er ingen formildende omstændigheder; hovedpersonens kynisme, brutalitet og mangel på empati er overvældende. Og helte er der ikke rigtig nogle af, kun bipersoner der opdager psykopatien alt, alt for sent og næppe forstår omfanget af den. 50er-looket er dog på plads – nyd billederne, settene, klæderne, attituderne, hvis du tør.
Lou Ford (Casey Affleck) er vicesherif i en mindre amerikansk provinsby i 1950-erne. Der er sådan set ingen problemer i at være en lidt farveløs, men redelig politimand på arbejdet og sadist i privatlivet. Hvad det sidste angår, er kvinderne i hans liv nemlig nøje udvalgt og dannet til et masochistisk seksualliv. Og det går sådan set meget godt, lige indtil den dag omstændighederne truer med at afsløre Lous psykopati. Så må snart sagt enhver ryddes konsekvent og skruppelløst af vejen.
Filmens indsigt i psykopatien er stor og spindes virtuost ind i en handling, hvor vicesheriffen sættes til at opklare egne forbrydelser. Sandheden skal dog nok komme for en dag, men har også uoverskuelige, tragiske konsekvenser. Psykopaten passer sit arbejde til punkt og prikke – og spiller endda dannet klaver med den ene hånd, imens han læser lærde bøger med den anden – men lyver overbevisende og manipulerer virtuost for at styrke sin position. Løgnen er dog ikke nok. Han er en tikkende bombe der uundgåeligt vil sprænge, når han føler sin magt og sin verdens-konstruktion truet. Plottet lever ikke mindst i kraft af omgivelsernes mangel på beviser på psykopatien, fordi psykopatens ”redelighed” får de andres følsomhed til at fremtræde som mistillid og umoral – omend det forholder sig lige omvendt. Imens må vi tilskuere lide under at være vidner til sandheden; de åbenlyse løgne, manipulationer og grusomme forbrydelser.
Ikke mindst kvinderne lider under og dannes i psykopatiens billede. Det gør ikke filmen kvindefjendsk. Tværtimod. Filmen langer utvivlsomt ud mod et samfund der fremelsker og nyder godt af psykopatens kvaliteter for at handle og lade hånt om følsomheden; psykopaten er trods alt lovens håndhæver. Imens forkrøbles følsomheden og går til til sidst.
På sin vis føjer ”The Killer Inside Me” sig smukt til rækken af film der afslører råddenskaben under den pæne, glatte, kedelige overflade. Og selvom filmen først og fremmest er en virtuos genrefilm, sidder man alligevel tilbage med en følelse af, at den psykopati kender man måske godt et sted derudefra, fx hos en eller anden leder på arbejdspladsen.
Meget er lagt over på Casey Afflecks skuldre som Lou Ford. Han løfter opgaven virtuost. Det er blevet sagt, at præstationen er en Oscar værd. Jeg er helt enig.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
