Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Vi befinder os i et fiktivt land, styret af diktatoren Maximillian II (Tom Hollander), præget af folkemord, korruption og undertrykkelse. Systematisk tortur og mord holder Maximillian II på magten, men den psykopatiske leder vil snart se sit fald. Revolutionen rykker nærmere i takt med, at oprørsgrupper, under ledelse af det fængslede parlamentsmedlem Thorne (Donald Sutherland), planlægger et statskup. Med hjælp fra en idealistisk soldat (Ralph Fiennes), lykkedes det at afsætte Maximillian II.
Historien er universel og fyldt med utallige historiske referencer. Dette gør det fuldstændig umuligt at bestemme tid og sted. Maximillian II bor i et flot renæssancepalæ, de kører i biler fra 40’erne, men har teknologi fra midt 90’erne. De hører musik fra Indien, men har fransk inspireret tøj tøj og arkitektur. Soldaterne har de sorte skjorter med hvid skrårem og bælte som fascisterne og i øvrigt taler de alle amerikansk.
Det medvirker selvfølgelig til historiens universalitet, men er også med til at gøre den temmelig unuanceret. Hvis man kender, bare lidt, til verdenshistorien, vil man kunne finde utallige referencer til efterkrigshistorien diktatorer. Iran, Afghanistan, Cuba, Sovjet, Kina osv. osv. Der er ikke mange personidentifikationer, og det holder filmen lidt på afstand. Du ved det ikke helt, hvad du skal synes om de forskellige personer, da de hele tiden skifter karakter. Der er heller ingen heltedyrkelse, og der er ingen, som redder dagen. Man slipper altså for den blødsødne amerikanske patriotisme eller som jeg kalder det ”The Bruce Willis style” og det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Man må derfor se på filmen på to måder. Som ren underholdning er filmen ikke meget værd. Nogle vil sikkert mene filmen er kedelig, den er for dokkumentar agtig, den mangler action, sex og en helt og uden historiske kendskabet kan den godt, for nogle, virke temmelig uvedkommende. Men det er den overhovedet ikke. Jeg vil sige at den er temmelig unuanceret, men jeg er glad for, at instruktøren Robert Edward ikke har valgt at gøre det klart, hvilken ideologier, der står overfor hinanden. Thorne er en Fidel Castro figur, men ikke så tydeligt at jeg sidder og får kvalme over de selvforherligende amerikanerne, der er opdraget i den kolde krigstid, med et forkvaklet forhold til kommunister som djævlens værk uden at se der eget lort i øjnene. Filmen passer på alle, fra genopdragelseslejrene i Sovjetunionen, nazisternes kz-lejre, Guantanamo fængslet, kvindeundertrykkelse under præstestyret i Iran and I could go on and on...
Der er delte meninger om kvaliteten af The Land of The Blind. Jeg har, i min forholdsvist korte levetid, ikke set en film lignende. Den er absurd og forrykt, den er uforudsigelig, og den sarkastiske humor blandt grusomhederne får galskaben til at brænde i lys lue. Man ved ikke, om man skal grine eller græde, og det værste er, at den konfronterer os med noget vi allerede ved foregår ude i verden. Vi har set utallige film om Vietnamkrigens rædsler og om nazisternes systematiske udryddelse af jøderne, men altid men en stærk personbundet sympati, men ikke her. Vi præsenteres for en virkelighed, vi helst vil lukke øjnene for, og det er ikke alene en historisk film, men instruktøren gør det meget klart, at det også er et nutidigt fænomen. At rehabiliteringslejrene, torturfængslerne, diktaturerne og undertrykkelse foregår rundt omkring i verden hele tiden. Det er en politisk film, der minder os om krigen mod terror, at målet ikke må hellige midlet, og at vi altid skal stille os kritisk overfor regeringer og magtpersoner. Det er en svær film at anmelde da denne film ikke indeholder de universelle succeskriterier for en god film. Jeg kan kun sige, at den skal opleves.
Der er intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
