Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...
Jaime Rosales Ta...
The World Of Han...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Jagtsæson
Jagtsæson billede

Dronningen
Avengers: Endgame
Mugge & Vejfesten
Rambo: Last Blood
Us
Ad Astra
Pokémin Detectiv...
After


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

The Last Exorcism

17. februar 2011 af Ana Janic

4 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

The Last Exorcism billede

Siden sluthalvfemsernes fiktivt faktuelle gyserhit The Blair Witch Project har adskillige gyserfilm forsøgt at lukrere på succesrecepten. The Last Exorcism griber også fat i denne gyselige matrice.

Enhver film benytter sig af diverse gimmicks, som trygt og bravt forsikrer os seere om, at historien, der udspiller sig på biograflærredet, er en illusion. Illusionen fastholdes vha. diverse anordninger. Der bliver klippet i historiens logiske kronologi – også på film er tiden knap - perspektivet skifter, så POV ikke altid er det enkelte subjekts privilegium, underlægningsmusikken fæstner handlingens lav- og højdepunkter samt understøtter publikums følelsesmæssige reaktionsmønster, og så er der naturligvis den mest sigende fiktionsmarkør - introtekster og rulletekster. Showet slutter, lyset bliver tændt, og livet går videre. I 1999 kom dog filmen, som for en stund fejede disse tekniske fiktionsvidner af vejen og introducerede en ny måde at filme og markedsføre en film på. Det var som sådan ikke noget, som dogmebrødrene allerede fire år forinden ikke havde bragt for dagen, men The Blair Witch Project tog denne kyske, dokumentariske modalitet op til nye højder og indprentede et helt nyt niveau af skræk og rædsel i alverdens biografgængere. Hypet var så uimodståeligt, at Hollywoods finansielle herrer tog deres fede punge frem og bekostede en hel del tilsvarende successorer, bl.a. efterfølgeren til The Blair Witch Project. Senest har denne dokumentariske steppebrand givet os sensationen Paranormal Activity.

Hvorfor det lige præcis er gysergenren, som stortrives i dette naturalistiske regi, er kanske gennemskueligt. Når angsten overmander kroppen, sveden pibler ned ad tindingerne og negleroden bliver tygget til uigenkendelighed, stiger frygtfaktoren eksponentielt med filmens umiddelbare virkelighedsresonans. Det føles, som om terroren rent faktisk er sket in real life, og dermed kunne det ligeså godt ske for dig. Så når døren knirker uforsvarligt meget, naboen hamrer i væggen mistænkeligt sent, og kæresten ikke besvarer dine opkald, som han plejer, ringer de indre alarmklokker ekstra indtrængende, hvis dvd’en afspiller en realistisk gyserfilm. The Last Exorcism er sådan en film.

På Herrens mark …

Prædikanten Cotton Marcus er vokset op i et fundamentalistisk hjem i USA's berygtede Bibelbælte - Louisiana. Han er allerede fra barns ben blevet opdraget i at tro på den Almægtige og opøve en karismatisk appearance, som skal holde kirken fuld og højtsyngende hver søndag. Prædikantens egen søn har lige gennemgået en operation med et heldigt udfald. I stedet for at vende sit påskønnende hoved op mod Gud, indser Cotton, at han i virkeligheden er taknemmelig overfor lægen, altså videnskaben. Denne erkendelse afføder en sand troskrise, som får den entusiastiske prædikant til at stille flere spørgsmålstegn end at affinde sig med uantastelige udråbstegn. Ved siden af sit præstevirke, har Cotton desuden foretaget en del exsorcismer som en art psykologisk kirkehjælp. Han tror nemlig ikke selv på dæmoner og besatte sjæle, men mener, at selve exsorcist-ritualet kan være med til at give den besatte psykisk forløsning ved at overbevise ham om dæmonens forsvinden. Til dette bluffstunt medbringer præsten da også talrige snydeprops, som skal gøre uddrivelsesscenariet så virkelighedstro som muligt. En dag modtager han et håndskrevet brev fra et afsidesliggende område om en ung, 16-årig pige, som sprætter dyr op og vandrer fortabt rundt om natten. Hendes religiøse fader beder om hjælp, og Cotton inviterer et filmhold med til at dokumentere dét, han selv tror, bliver endnu en dag på jobbet. Meeen … noget lugter så råddent ude på landet, og det er ikke staldene.

Djævelen bor i det sydøstlige USA

Det er ikke svært at lure, at The Last Exorcism tematisk set har ladet sig inspirere af både The Exorcist (1973) og Rosemary´s Baby (1968) og stilistisk set har klatret op på The Blair Witchs skuldre. Det er i og for sig respekterede inspirationskilder, men selvom The Last Exorcism ikke placerer sig i den samme liga, evner den ikke desto mindre at kombinere næsten det bedste fra alle værkerne på den næsten bedste måde. Gyserfilm har alle dage forsøgt at balancere mere eller mindre succesfuldt mellem jordbundne sagsfremstillinger og okkulte udredninger. Denne dualitet er The Last Exorcisms grundkerne – filmen etablerer en ganske potent tvivl omkring, hvad der egentlig rører sig ude på den afsondrede gård. Er den unge pige virkelig et offer for en maliciøs dæmon, eller er hun et ulykkeligt eksempel på en traumatiseret eksistens, hvis coping-mekanismer har slået fejl? Prædikanten Cotton tvivler, og det gør vi seere med. Dette spændingspunkt skaber en fantastisk fremdrift, som tilfører filmen en masse voldsom intensitet.

Selve filmens kulisse er endvidere eminent frembragt – de relativt ukendte skuespillere i hovedrollerne er med til at give filmen det islæt af realisme, som den så insisterende søger at holde på. Skuespillerne spiller fortræffeligt over hele linjen. Specielt den bærende hovedrolle, Patrick Fabian som den skeptiske prædikant Cotton, skaber en håndfast troværdighed omkring sin karakter. Derudover vil jeg fremholde Ashley Bell, der i rollen som den forstyrrede Nell, virkelig får stadfæstet sig som en fortrinlig fortolker af den menneskelige psykes potentielle faldgruber. Hun er så overbevisende i sin fremstilling, at overtegnede fik adskillige kuldegysninger alene ved hendes tilstedeværelse på skærmen. Snart uskyldigt smilende, snart ondskabsfuldt legende. Scary, scary stuff. Hendes bror i filmen, Caleb (associationen til Biblens brodermorder er måske ikke hændelig), spillet fremragende af Caleb Landry Jones, leverer så dybtborende en præstation, at hans tilbagelænede aggressivitet forskrækker på betydeligt raffineret vis. Omgivelsernes nøjsomme og affældige karakter frembærer desforuden en isoleret og gammeldags atmosfære, som forstærker filmens skræmmeeffekt og galskab. Det er langt væk, langt borte … og ikke mindst langt ude.

Traume eller tortur

Dokumentarfilmsformatet fungerer udmærket – hvis man er fan af stilen, vil man glæde sig over filmens relativt loyale iscenesættelse af reglerne. Der er ingen grumsede billeder, et bestandigt summende kamera eller støjhavari ud over det sædvanlige, som overdriver virkeligheden snarere end dokumenterer den på naturlig vis. Hvis man derimod foragter denne stilistiske niche, bliver man nok irriteret over den til tider inkonsekvente håndtering af dokumentarismen, der bl.a. kommer til udtryk i sporadisk underlægningsmusik og pludselige klip, der ikke falder sammen med kameraets sande lokalisation. Disse er dog petitesser, og man skal være i det meget hardcore-fan hjørne eller over i den hardcore-kritiske krog for at hæfte sig ved disse slip-ups.

Handlingen udvikler sig langsomt og stille, den har ikke travlt med sin historie, men lader den udfolde sig med en smertefuld, frygtindgydende ro, som gør, at man næsten ikke kan holde ud at vente på slutresultatet, men bliver nødt til det. Det er en fornuftig og virkningsfuld optrapning. Filmens anden force er, at den ikke fornedrer sin præmis med billige chokeffekter. Den sværger i stedet til den snigende chokmenu, hvor stødet ikke bliver givet med spjættende, blodstænkte lemmer og tilsølede, talstærke masselikvideringer, men bliver i stedet leveret gennem plottets etablerede tvivlsspørgsmål og historiens listende tempo.

Min eneste, men til gengæld vægtige, anke mod filmen er slutningen. Gyserfilm har det med at brække halsen med afslutninger, der enten ikke giver mening, er helt utænkelige eller fuldstændig blottede for logik. Problemet med The Last Exorcism er, at den tematiske bagage, som den har trukket på og hobet op i filmen, bliver helt kasseret til sidst, og i stedet klynger filmen sig til en ny bagagehank, som der på intet tidspunkt i filmen er blevet lagt op til. Denne overraskende tvist kunne i og for sig have været et kraftigt efterspil i sig selv, men i dette tilfælde bliver det for meget. Det er, som om instruktøren havde kigget på sit armbåndsur og opdaget, at tiden var løbet fra ham, og nu måtte han hellere sløjfe en chokerende slutning sammen. Hastværk er dårligt værk, for filmens grundlæggende præmis og konsistente udfoldelse af den havde fået en mere spændende finale, hvis slutningen havde haft mod og vilje til at forblive tro mod sit primære omdrejningspunkt. Ah well, ingen er perfekt. Man må nu og da nøjes med mindre. The Last Exorcism må være den nøjsomme fornøjelse, man må nøjes med i denne ombæring. Men mindre kan som bekendt også gøre det.

Dvd´en indeholder ikke noget ekstramateriale.

Mis. Label.

Titel: The Last Exorcism
Original Titel: The Last Exorcism
Premieredato: 8. februar 2011
Instruktør: Daniel Stamm
Skuespillere: Patrick Fabian, Ashley Bell, Iris Bahr, Louis Herthum, Caleb Landry Jones
Spilletid: 87 min.
Selskab: Strike Entertainment, 2010
Genre: Gyser
Link: http://www.thelastexorcism.com/index.html

Prædikanten i aktion!
Prædikanten i aktion!
Den unge pige Nell skal meget igennem ...
Den unge pige Nell skal meget igennem ...


banner
Overskrift Højre Block
Krigsfotografen
Rambo:Last Blood
Ad Astra
True Detective -...
A Dog's Way Home
Pokémon Detectiv...
Late Night
Ready or Not
Good Boys
I Trygge Hænder



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...