Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis man kan tale om en etableret, amerikansk indie-instruktør, må Jim Jarmusch så afgjort være en af slagsen. Amerikanske anmeldere har lært at respektere og sætte pris på Jarmusch´ cool film (fra ”Stranger than Paradise” (-82) over ”Coffee and Cigarettes” (-86; -89; 96; 2003) til ”Broken Flowers” (2005)), men denne gang har han alligevel sat dem på prøve. Noget der ligner forargelse over en stort set plotløs film, det er svært at se, hvad handler om, tilmed med udpræget (mis)brug af stjerner som Isaach De Bankolé, Tilda Swinton, John Hurt og Bill Murray præger amerikanske anmeldelser af ”The Limits of Control” (-09).
Dette gælder dog ikke denne anmeldelse. Jeg nød de 111 minutter i selskab med en stort set tavs mand, The Lone Man (De Bankolé) der roligt rejser igennem Spanien og ved hver destination sætter sig på en café, bestiller to espresso i hver sin kop, og venter på en anden fremmed der siger nogle vægtige ord inden tændstikæsker udveksles. The Lone Man læser den kryptiske meddelelse på sedlen i tændstikæsken, kommer sedlen i munden og skyller efter med espressoen. Og så er det videre.
Som det så ofte er tilfældet med Jamusch sættes tiden som erindring, bevægelse og kunst i spil. Dette er ganske åbenlyst og ikke særlig svært at få øje på, hvis man ikke sidder og venter på mere eller mindre fatale plotpunkter og action. Altså stort set gør ligesom vores hovedperson, der på caféerne lægger øre til korte monologer om molekyler og vand der erindrer, og om den gamle guitars ædle toner der efterhånden er indfældet i træet, i instrumentet.
The Lone Man er en tvetydig skikkelse. På den ene side fremstår han som en kriminel, en lejemorder, lidt i stil med Jean-Pierre Melvilles hovedperson Jef (Alain Delon) i klassikeren ”Le samuraï” (-67). Han er i fuld kontrol, som filmens titel siger det, og så er det alligevel en (mandlig?) fantasi om magt. På den anden side er skikkelsen en sublim forestilling om at gå i et med kunsten. Det sidste kommer til udtryk dels ved hovedpersonens gentagne besøg på Madrids Reina Sofia museum, dels ved hans fragt af en gammel guitar, der har tilhørt en flamenco-mester, og dels i en meget smuk scene, hvor han overværer en flamencoprøve på et gammelt teater. Under prøven mere end antydes et smil på The lone Mans ellers cool ansigt. I øvrigt er der ikke så få mere eller mindre subtile henvisninger til andre enestående instruktører og deres film, fx Orson Welles (”The Lady from Shanghai” -47), Hitchkock (”Suspicion” -41), Tarkovskij (”Stalker” -79), Kaurismaki (”La vie de bohéme” -92), og ja såmænd også til Jarmusch selv (”Mystery Train” -89). Lejemorderen og kunstneren forenes til sidst på en måde, jeg ikke skal røbe her. Men Jarmusch tiltænker her kunsten en rolle og betydning, som jeg har svært ved at få øje på i dag – desværre.
Jeg har sagt det før og siger det gerne igen og igen. I et kunst og kulturmiljø, ikke mindst et filmmiljø, der i den grad er drevet af kommercielle plotdrevne produkter til almindeligt forbrug, er det en fest for krop og sjæl, når kunstnere tør gå imod strømmen. Det gør Jim Jarmusch, og det har han efterhånden gjort i så mange år, at det til forveksling næsten kan ligne manér. Det er det dog ikke. Man skal blot sætte sig med en kop espresso, ja gerne to, og nyde den koncentrerede smag af kunst, for at blive overbevist om, at den faktisk findes endnu.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
