Skriv en kommentar
I denne historie hiver den unge ”party-dude” Poul (Dwayne Cameron) sin gode ven Grant (John Barker) der just er blevet dumpet af kæresten, ud af selvmedlidenhedens kløer og med på en køretur. Nu skal de på stranden og surfe og se på damer og se at komme videre med livet og så videre. Undervejs tager de den nok så berømte genvej og havner et sted langt ude på landet hvor de ramler ind i to hotte chicks; Kelly (Kate Elliott) & Lisa (Aidee Walker) der inviterer dem med til fest. Drengene lugter fisse i farvandet og følger kækt efter i deres bil, men undervejs er de nær ved at blive torpederet af en modkørende bil og havner i grøften. Og så er den gal. Pigerne er væk, mobilen virker ikke og da de søger hjælp i det tilsyneladende eneste hus i miles omkreds, bliver de først vidner til et mord og dernæst bliver de væk fra hinanden og så begynder de lokale indbyggere med morderen i spidsen at dukke frem fra nattens mørke. De bryder sig tilsyneladende ikke videre om fremmede og virker i øvrigt i mistænkelig grad som om de just er ankommet fra en zombiefilm. Og det er de også for det er nemlig lige hvad THE LOCALS er. En zombie/spøgelsesfilm endda.
Instruktør og manuskriptforfatter Greg Page forklarer om filmen, at det med THE LOCALS var hans mening at lave ”en simpel og uhyggelig film produceret på et lille budget” og at den mere er i retning af spøgelsesfilm som DEN SJETTE SANS (1999) og THE OTHERS (2002) end en decideret splatterfilm. Han lover desuden at den vil ”konfrontere en med menneskets dybeste frygt – mørke, død og hvad følger bagefter”.
Ud over det (i dette tilfælde desværre) meget lave budget, består THE LOCALS næsten udelukkende af natoptagelser filmet on-location, et oplæg der måske og på papiret kunne lyde svagt som konceptet fra THE BLAIR WITCH PROJECT og det er sikkert også meningen, for i det hele taget har Greg Page forsøgt at låne lidt og prøvet at tage det bedste fra både hist og pist. Hvilket der jo rent faktisk normalt ikke er noget galt med, så længe man bare gør det nogenlunde godt. Eksempelvis er det en meget THE SHINING inspireret åbningssekvens der indleder dette kiksede forsøg på en gyser. Men at sammenligne THE LOCALS med f.eks. den fremragende DEN SJETTE SANS er måske nok lige at skyde over målet skulle jeg mene. Ganske vist kommer der da en krølle på zombiehistorien der kunne lugte kraftigt derhen af, men nu har vi jo set varianter af den krølle et par gange før og den virkede bare bedre i originalforlægget, særligt da en stor del af resten af filmen mest af alt minder om den traditionelle teenage-gyser med forfjamskede og irrationelle unge mennesker der er faret vild et øde sted, skarpt forfulgt af et eller andet skummelt og bevæbnet.
At historien så stort set kun udspiller sig over en enkelt nat burde vel i det mindste give garanti for noget uhygge i mørket (”menneskets dybeste frygt”), men desværre har Greg Page valgt at løse problemerne ved natoptagelser, ved konsekvent at knalde så mange af de vel nok skarpeste projektører han kunne finde i handlen på hele sceneriet. Det er yderst distraherende og fjerner ikke kun fornemmelsen af lurende mørke men også realismen, troværdigheden, indlevelsen i personernes situation, men så sandelig også uhyggen. Og at han så oven i det vælger at sætte heavyrock på lydsiden når det prøver at være rigtigt spændende, gør det altså ikke mere uhyggeligt – eller mere ”kultagtigt” for den sags skyld hvis det er det han prøver på. (Men soundtracket fås i butikkerne.)
Skuespillerne gør det rent faktisk ok næsten alle sammen. Måske lettere overspillet fra tid til anden (andre gange slet ikke spillet) men fælles for dem alle er, at de såmænd ligger og kredser meget fint om det til filmen nødvendige niveau og ikke mere. Og så kan man jo lægge i det hvad man vil.
THE LOCALS er newzealænderen Greg Pages første spillefilm oven på en række kortfilm og musikvideoer, men guderne skal da vide at jeg ønsker ham alt muligt held og lykke fremover; han får brug for det! For hvor THE BLAIR WITCH PROJECT tilføjede genren en ny friskhed og originalitet og hvor landsmanden Peter Jackson viste en sprudlende, drenget entusiasme med sine debuter ud i b-filmen; BADTASTE og BRAINDEAD, der stjæler THE LOCALS for meget fra andre og sætter sig mellem for mange stole og når derfor aldrig at finde sin egen stil. Men som en klarsynet kineser engang sagde. ”En rejse på tusinde mil starter med det første skridt” og det er jo ganske sandt, så et kammeratligt skulderklap og et ”keep it up Greg” skal der dog lyde herfra.
