Skriv en kommentar
For kort tid siden ramte Timur Bekmambetovs remake af William Wylers storfilm Ben-Hur (1959) de danske biografer, og nu får endnu et remake lov til at se dagens lys. The Magnificent Seven (2016) er Antoine Fuquas genoplivning af John Sturges western af samme navn fra 1960, som igen er baseret på intet mindre end Akira Kurosawas Seven Samurai (1954).
The Magnificent Seven udspiller sig i den lille by Rose Creek i 1870erne. Den korrupte kapitalist Bogue (Peter Sarsgaard) har taget dødelig kontrol over byen, hvis geografiske placering er i vejen for hans guldminejagt. Rose Creeks borgere må adlyde hans ordrer eller dø; et ultimatum, som den unge Emma Cullen (Haley Bennett) ikke vil stille sig tilfreds med. Som første led i en hævntogt hyrer hun derfor dusørjægeren Sam Chisolm (Denzel Washington) til at beskytte Rose Creek. Chisolm rekrutterer yderligere seks mænd, og på trods af deres lovløse baggrund skal de alle snart blive Rose Creeks tro skytsengle for en stund.
Endnu et remake. Det var, hvad jeg tænkte, inden jeg trådte ind i biografsalens mørke. Remakes, reboots og sequels får ofte grønt lys i den store Hollywood-maskine, fordi i forvejen kendte filmprojekter med stor sandsynlighed får et tilfredsstillende box office-resultat. Den udefrakommende kritik går da ofte på, at Hollywood ikke tør tage chancer. Hvad Fuquas remake af The Magnificent Seven angår, er spørgsmålet således, om den blot er endnu et eksempel på en efterhånden halvkedelig tendens i Hollywood.
På overfladen har filmen et forfriskende karaktergalleri med skuespillere håndplukket fra toppen af Hollywoods stjernesystem, herunder blandt andre Denzel Washington, Chris Pratt og Ethan Hawke. Selvom det er begrænset, hvor meget tid de respektive karakterer får på det store lærred, formår en vis karakterdybde alligevel at blive etableret, men desværre kun hos de umiddelbart vigtigste af dem. Det betyder, at nogle af de syv sejrende mænds begrundelse for at gå med til at beskytte Rose Creek desværre synes umotiveret. Flotte og lange – men aldrig kedelige – actionscener er en af filmens største kvaliteter. Actionscenerne trækker på westerngenrens klassiske konventioner, som vi kender dem fra John Ford og Sergio Leone, hvilket sikkert vil få mange til at trække på det nostalgiske smilebånd.
Men uanset hvor mange gange man giver sin gamle skurvogn et nyt lag maling, kan man ikke forhindre hjulene i at falde af. Fuqua har givet en klassisk fortælling et nyt lag maling ved hjælp af ovenstående, men selve kernen i fortællingen, som Sturges fortalte den i 1960, er tæt på uændret. Plottet savner altså overordnet set en god portion fornyelse, der kan distancere den fra sin forgænger.
Fornyelse er der til gengæld nok af i Fuquas underliggende tematisering af racespørgsmålet. Ved eftertanke vil man nemlig opdage, at Fuqua behandler begrebet hudfarve farveblindt. Især den ikkeeksisterende tematisering af Chisolms hudfarve står som et klokkeklart eksempel på, at Fuqua har ønsket at skabe en farveblind western. Dette aspekt er drønende interessant, hvis vi sammenligner med gamle westerns af Ford og Leone, hvor en hvid John Wayne eller Clint Eastwood befinder sig i roller identiske med Washingtons Chisolm-karakter.
For en instruktør som Quentin Tarantino fylder racespørgsmålet ligeledes en hel del, men hans tematisering heraf er langt mere provokerende. Tag blot hans seneste The Hateful Eight (2015), hvori det nedladende n-ord benyttes hele 58 gange (et ord, som ikke bliver nævnt én eneste gang i Fuquas film!). Hvor Tarantino altså gør racespørgsmålet til et eksplicit tema, gør Fuqua det til et implicit tema. Det er ganske fremragende, fordi det arbejder imod den, ifølge mange, ikkeeksisterende racediversitet indenfor Hollywoods filmbranche, der blandt andet førte til det omdiskuterede hashtag #oscarssowhite ved dette års Oscar-uddeling. Flere af den slags film, tak.
Det er karakterdiversitet og actionscener, Antoine Fuqua lægger størstedelen af sin energi i med The Magnificent Seven. Det får desværre den konsekvens, at den overordnede plottråd i fortællingen om de syv sejrende mænd hverken rummer originalitet eller overraskelser. Alligevel er filmen et biografbesøg værdigt. Et stjernespækket karaktergalleri og nogle enormt underholdende actionscener betyder, at Fuqua formår at puste liv i en genre, der ellers adskillige gange er blevet erklæret død. Interessant er ligeledes Denzel Washingtons nyfundne cowboystatus, der under overfladen udsender et vigtigt budskab om civilisationens udvikling og samtidig efterspørger mere racediversitet i Hollywood.
