Skriv en kommentar
På de amerikanske skydebaner sigter man efter billeder af Osama bin Laden og i The Man Who Saved the World sidestilles rystende hjemmevideoer fra destruktionen af Tvillingetårnene i 2001 med 80’er-gullige klip af atombombesprængninger. Vestens terrorister er tydeligvis ikke længere at finde i det frosne Moskva men i Mellemøstens golde ørkener.
Instruktøren Peter Anthony vil dog med sin dokumentar(-iske drama) ikke lade os glemme den nat i 1983, hvor verden stod bom(!)stille for en sovjetisk oberstløjtnant, der kunne have udslettet verden og startet tredje verdenskrig, mens vi sov.
Husk navnet Stanislav Petrov
Den 25. september 1983. Stanislav Petrov er vagthavende ved en sovjetisk kommandostation, der på daværende tidspunkt var ukendt for resten af verden. Her opsamler USSR faresignaler fra de amerikanske atomvåbenanlæg under den kolde krig i 1980’erne.
Mens Petrov er på vagt går alarmen. Amerikanske atombomber er på vej mod Sovjetunionen.
Røde, hidsige lamper, skrigende sirener og chokerede medarbejdere overvælder 44-årige oberstløjtnant Stanislav Petrov. Hvad der skete herefter var en sovjetisk statshemmelighed i over et årti.
Utaknemmelighedens bitre æble
I 2006 er Stanislav Petrov en ældre herre. Overalt i hans lejlighed ligger et tykt lag støv, køkkenet bruges til at opbevare klirrende vodkaflasker og på spisebordet ligger bunker af sort/hvide fotografier, der vidner om en efterladt verdensmand, der har måtte bide i utaknemmelighedens bitre æble. Han tog en heroisk, pacifistisk beslutning og reddede verden, men fremmedgjorde sig selv for sit krigshærgede land, sin kone og sig selv.
Peter Anthony filmer Petrov, når han smider næsvise journalister ud af sit hjem og i en brandert spilder øl på sit snuskede gulvtæppe. Petrov skal til USA for at modtage FN’s verdensborgerpris, så Anthony veksler mellem dokumentariske skildringer af Petrov i hjemmet og under rejsen til USA og iscenesatte optagelser af den skæbnesvangre nat.
Tårekanalsknibende
Iscenesættelsen af katastrofen i 1983 er gribende og tårekanalsknibende, mens de dokumentariske scener ikke kan holde nallerne fra fiktionens virkemidler. Petrov er tydeligvis ikke en skuespiller, men bliver i The Man Who Saved the World utvivlsomt presset til det. Han ønsker på ingen måde at tale om sin familie - især ikke om sin 90-årige Mor - men bliver flere gange tvunget ud i raserianfald, der smager mere af manus end af autenticitet.
Man skal dog ikke underkende Stanislav Petrovs tilstedeværelse i The Man Who Saved the World, der hælder mere mod et rørende dokudrama end en egentlig nøgtern fortælling. Hvilket paradoksalt nok gør, at historien virker mere vedkommende. Bevares, der bliver i nogle situationer skruet op for både konflikter og lydeffekter, men Petrovs ærlige fremtoning skylder alle haltende gimmicks ud i det beskidte toilet.
To helte mødes
Petrov sidder på sit hotelværelse i New York og øver sig på den tale, han skal holde for FN, når han modtager verdensborgerprisen. På gebrokkent engelsk får han fremtonet for sig selv: “I am not a hero. I was just at the right place.. at the right time.”.
Stanislav ødelagde sit liv for at redde verden, hvilket syder ud af lærredet i scener som disse, der svider i vores dårlige samvittighed. I det mindste får han lov til at møde sit idol, den heroiske skuespiller Kevin Costner, der er enig i hans anskuelser om, hvordan vi sikrer fred i verden. Glem fortiden, siger Petrov. Manden der ikke engang kan tilgive sin egen mor.
Anthony gaber over for mange facetter af Stanislav Petrov og har taget sig tvivlsomme friheder inden for dokumentarens slørede grænser, men disse fejl tilgives af historiens drivkraft og han reddes af Pertrovs knugende tilstedeværelse.
