Skriv en kommentar
Da jeg i 2010 rejste rundt i Syrien i 14 dage, hvor der også var den flotte 44-årige præsident Bashar al-Assad som plakat på offentlige vægge, og jeg undrede mig ikke, men betragtede kun disse venlige syrere, som viste mig vej og inviterede mig hjem. Men der må have været optakt til den borgerkrig, som startede året efter.
Den tunesiske filminstruktør Kaouther Ben Hanias meget bevægende og tankevækkende film The man who sold his skin rammer helt ned i maven, hvor vi følger den følsomme syrer, Sam Ali (spillet belærende af Yahya Mahayni) – som i starten af filmen bliver ramt i hjertet af den smukke Abeer (Dea Liane) – og i toget med billedet af Assad – råber opsigtsvækkende højt: Vi vil have revolution og frihed - og med Abeer i tankerne, er han klar over, at han bliver nødt til at flygte til Libanon – hvilket sker med familiens økonomiske hjælp.
Filmen følger så Sam Ali, hvor han i tv ser et bombet Syrien, men også opslag på telefonen om, at hans kæreste er blevet gift med en mere stille mand, men hendes tanker om Sam Ali viser, at det nok ikke er eget valg. Men Sam Ali er grebet af frihedstrangen, og da den store kunstner, som betegnes som den dyreste kunstner, Jeffrey Godefroi (spillet imponerende af den belgiske skuespiller Koen De Bouw), vil lave sit næste store kunstværk på Sams ryg for millioner af Euro – lægger han ryg til som lærred, og vi ser alt det frygtelige farvestof ætset ind på hele ryggen: Et nyt Schengen-pas, der strækker sig fra hans nakke helt ned til halebenet. Så farvel Syrien. Sam spørger forinden Jeffrey: Vil du have min sjæl - Nej, jeg vil bare have din ryg.
Nu kan Sam sendes som en varer – og ikke være underlagt rejsebetingelser. Han bliver sendt rundt, og mærker så alligevel ensomheden på en udstilling i Tyskland – så har han fået sin frihed? Men hans kæreste den lysende Abeer opsøger ham alligevel på et tidspunkt i Belgien, hvor vi på en kunstudstilling bliver mindet om den belgiske maler René Magritte (1898 – 1967) billedet fra 1937: ”Skal ikke gengives” – hvor vi ser en mand kigge ind i et spejl – og se sin egen nakke. Hun ser på kunstudstillingen også sin egen nakke i et spejl. Men der er også oprør fra syrere, som mener Sam forråder sit land med en frastødende rygsøjle som kunstværk – og der opstår slåskampe i udstillingssalen, hvor et billede af Ferri til millioner bliver ødelagt. Jeg skal ikke røbe, hvilke intriger det medfører. Sam bærer djævlens underskrift. Filmens flotte budskab er dels krigens rædsler, men også en forblændet frihedstrang gennem penge.
Det er en meget charmerende fortælling, vi får serveret af den kvindelige tunesiske filminstruktør, vil fortælle os – dels om kærligheden som den danske digter Benny Andersen sagde: ”To sokker var blevet forelsket i hinanden. Problemet var, at de sad på hver sin fod”. Og vi undgår de meget sete tv-billeder af ødelagte syriske byer – men til sidst ser vi alligevel et fiktionsbillede: hvor syreren møder de orangefarvede IS-soldater, og han får et sort tørklæde om hovedet og uden tøven en kugle i tindingen. Så vi lige mindes om, at vi stadig er i Assads arme uden hjerte og rygsøjle. Og vi får lige en hilsen fra Sam i slutningen af filmen om, hvordan vi besejrer systemet: Ved du hvad der er værre end at være en del af systemet. Det er at blive ignoreret af det.
