Skriv en kommentar
Paul Thomas Anderson laver tunge film. Det betyder, at det er film om menneskelige relationer og gerne mellem folk, der dybest set ikke er sympatiske. Sidste gang vi så en film fra ham, var det den Oscar-nominerede There Will Be Blood (2007), hvori Daniel Day-Lewis portrætterede en yderst psykotisk, magtgal oliemagnat. At sige at den film manglede sympatiske roller ville være at underdrive, og til stor del bærer The Master præg af det samme.
Hovedpersonen i The Master er Freddie Quell (Joaquin Phoenix), en hjemvendt marinesoldat, der har problemer med at passe ind i 1950’ernes USA. Han er en indestængt drukkenbolt, og ender i en brandert op på en båd hos Lancaster Dodds (Phillip Seymour Hoffman) The Master. The Master er lederen bag et foretagende, der hedder "The Cause", som er et foretagende, der blander psykologi med troen på tidligere liv, og en dyb mytologi om traumer på sjælen, der bliver båret gennem evigheden.
Paul Thomas Anderson har selv udtalt, at filmen til stor dels er baseret på Scientologys tidlige år. Men i sig selv handler filmen mere om religiøse strukturer og hvad de kan give individdet end egentlig om Scientology specifikt. Og det er her, at det med ubehagelige personer kommer ind i billedet. For både Freddie Quell og Lancaster Dodd er egentligt lidt ubehagelige. Freddie er en drukkenbold, der fra tid til anden eksploderer i vold, og Lancaster er en mærkelig blanding af hygge-onkel og svindlende fupmager. Det er uklart om Lancaster selv tror på sit system eller ej, men lige meget hvad, er det lidt svært, ikke at se det som fup.
Men The Master viser, lige meget om "The Cause" er humbug eller ej, at der altid vil være en værdi i religiøse systemer for folk, der mangler en mening med livet. Og selv hvis systemet ikke nødvendigvis er en absolut sandhed, kan den sagtens give noget til individer alligevel.
The Master er et meget ambitiøst forsøg på at undersøge, hvad det er ved religiøse systemer, der drager mennesker. Specielt mennesker der er en smule på kant med normen. Den består af komplicerede karakterer, der interagerer på realistiske, og til tider dybt forvirrende måder. Filmen gør fuld brug af fantastiske skuespillere og et soundtrack, der afspejler hovedpersonens sindsstemning undervejs.
Alt i alt er The Master en utrolig kompliceret film. På nogen punkter så kompliceret, at man kan finde det svært at bedømme den. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er tung kost, og der er en aktuel fare for, at man keder sig undervejs. Men hvis man lader sig rive med af personerne og deres personligheder, så er The Master en imponerende tankevækkende oplevelse.
