Kommentarer (4)
Mens The Hunger Games nærmer sig sin afslutning, smider 20th Century Fox endnu en sci-fi-ungdomsroman i filmmaskineriet. Ud spyttes atter en film om en ung helt, som fanges i et nervepirrende spil, udtænkt af onde, voksne spekulanter. Som efternøler til en kæmpe blockbuster-succes med mange konceptuelle paralleller, kræves der en del af The Maze Runner, hvis den skal træde ud af sin storesøsters imponerende skygge.
Desværre er der intet nyt under solen i en film, der ikke bevæger sig ud af klichéernes småkedelige sfære. Historien holder sig udelukkende ovenvande ved hjælp af uvidenhedens spænding og den forholdsvist charmerende ”low tech”-agtige setting. Ellers er der sgu ikke meget at komme efter i et univers, hvor dialogen synes sammenstykket af gennemtyggede fantasyfloskler og hvor karaktererne virker underligt flade og uintelligente.
Gådefuldt gas
Da den unge helt Thomas på mystisk vis ankommer til labyrinten, kan han intet huske af sit tidligere liv. Han mødes af en flok drenge, der er kommer dertil på samme vis, men som nu har affundet sig med livet midt i en labyrint. Hvad der irriterede mig grænseløst ved Thomas' langsomme indlemmelse i drengenes lille samfund er hovedsagligt, at de alle insisterer på at give ham halve informationer og tale i unødvendigt gådefulde vendinger. Et smugkig i manuskriptet kunne eksempelvis se nogenlunde sådan ud:
RANDOM BOY: ”Don't go into the labyrinth!”
THOMAS: ”Why?”
RANDOM BOY: ”Because it's dangerous.”
(scene somehow interrupted by someone approaching or dramatic music)
Selvfølgelig afhænger historiens opbygning af, at helten kun langsomt opnår erkendelse, men de halve, ligegyldige, informationsforladte samtaler får simpelthen bare de andre drenge (som jeg aldrig følte noget for, selvom historien ofte ville have mig til at græde) til at virke enten smådumme, uinteressante eller jævnt irriterende. Samtidig synes deres accept af livet i labyrinten temmelig underlig. Alle bliver hele tiden ved med at påpege, hvor anderledes Thomas er, fordi han er "nysgerrig" - ville de fleste ikke stille et par spørgsmål, hvis de en dag vågnede op midt i en labyrint?
Den dødelige (læs: kedelige) labyrint
Thomas holder sig dog til trods for de tomme advarsler ikke tilbage. Han er jo som sagt den nysgerrige og anderledes helt, der simpelthen ikke kan dy sig for alligevel at smutte ind i ”den farlige labyrint, hvorfra ingen før er kommet ud i levende live!” Hvad der videre fører ham og de andre mod erkendelse og ud af suppedasen, skal jeg ikke afsløre. Jeg vil nødig ødelægge den spænding, som filmen da trods alt holder kørende. Jeg kan dog ikke lade være med at påpege, at det hele synes en anelse for nemt og tilfældigt og at den store labyrint egentlig også viser sig at være en temmelig kedelig fætter uden de store meningsfyldte udfordringer.
Gem dine gysser
Nok om det. Min uentusiastiske skrivning bærer tydeligvis præg af, at The Maze Runner ikke er nogen særlig interessant film, hvorfor jeg ikke engang orker at hidse synderlig meget op over dens mangler - og det til trods for, at jeg normalt er en rigtig begejstret fantasy- og sci-fi-tilskuer. Til tider kræver en knap så god film bare en knap så god anmeldelse.
Eneste lyspunkt er egentlig, at der kommer en fortsættelse, der kan nå at rette gevaldigt op på det hele, nu hvor grundpræmisserne trods alt er lagt. Skuespilmaterialet er der jo sådan set ikke noget i vejen med, så hvis der bare er nogen, der stikker dem et ordentligt manuskript i hænde, er vi allerede kommet langt. Indtil da vil jeg råde andre til at bruge deres penge på tredje Hunger Games-film i stedet.
