Skriv en kommentar
Det er ikke første gang, at George Clooney begiver sig ud i rummet. Det så vi ham gøre i både ”Solaris” og ”Gravity”, og nu gør han det igen. Titlen er ”The Midnight Sky”, som er baseret på romanen ”Good Morning, Midnight” af Lily Brooks-Dalton, men til forskel på Clooneys andre rumrejser, så orkestrerer han selv denne. ”The Midnight Sky” er nemlig Clooneys syvende spillefilm som instruktør. Selvom han er en rutineret herre, så tabte han hele 11 kilo under optagelserne, da han havde så mange bolde i luften. Med hans egne ord, så var han så optaget af projektet at han helt glemte at være god ved sig selv.
Clooney spiller desuden selv hovedrollen som astronomen Augustine, der er strandet i et arktisk observatorium efter en mystisk masse-udryddelse på Jorden. Modspil får han gennem astronauten Sully (Felicity Jones – On The Basis Of Sex, Teorien Om Alting, Star Wars: Rogue One) som selv er strandet, dog i et rumskib med sit crew i det ydre rum efter at have mistet kontakten til Mission Control – som følge af masse-udryddelsen. Den brutale udslettelse (hvordan den end er sket) bliver i filmen blot omtalt som ”hændelsen”. Det er i og for sig heller ikke så vigtigt. Det er mere den præmis, som er udgangspunktet for Augustine og Sully, som vi møder dem i vinteren 2049. Men særligt Augustine udfordres, for hans isolation bliver nemlig slet ikke så isoleret, som han havde forestillet sig. En lille pige blev påstået fløjet bort med en helikopter, da observatoriet skulle rømmes. Imidlertid finder Augustine hende gemt i stedets køkken, og selvom han forsøger at få hende afsat, så forbliver hun som uforudset gæst på basen. Augustine tvinges nærmest til rollen som reservefar i den kolde ødemark. Han vokser heldigvis med opgaven. Du skal udelukkende forvente en film i drama-genren, selvom man kan foranlediges til at tro noget andet, når at ”The Midnight Sky” selv kalder sig sci-fi. Bare lige så der ikke går ”Alien” eller ”Nærkontakt Af Tredje Grad” i anskuelserne.
”The Midnight Sky” er en gudesmuk film og fungerer nærmest som et kammerspil mellem de isolerede. Det er svært at sige at filmen topper på noget tidspunkt i forhold til et klimaks eller et kontrastfyldt dilemma. Det er meget en progression i det nu, som vores aktører navigerer i. Fra tid til anden får vi også nogle input fra Demian Bichir, David Oyelowo og Kyle Chandler, men ellers er det Clooney og Jones, som bærer filmen. Den fremstår nærmest som et stykke filmisk poesi og en vision på hvordan mennesket klarer en omsiggribende situation som ”hændelsen”. Sjovt nok er den tæt på at være en parallel til den nuværende samfundssituation. Jeg tildeler ”The Midnight Sky” 3 stjerner for at have hjertet på rette sted, men uden at formå at adskille sig hverken i forhold til genre eller tema. Mit besyv får dog næppe Clooney til at rynke et bryn. For ham var visionen vigtig, men jeg var bare ikke tilstrækkelig underholdt eller fascineret ud i de tæt på to timer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Netflix.
