Skriv en kommentar
Susanne Biers succesfilm Den Eneste Ene (1999) har fået en engelsk remake og markedsføres endda som sådan på denne danske DVD-version. Sjovt nok kommer ingen ind på det faktum i de interviews med filmholdet der hører til DVD-ens ekstramateriale. Fænomenet remakes er ingenlunde nyt, men kendt lige fra filmens pionertid og til i dag. Dansk film oplevede det senest med Bornedals Nattevagten, som han selv fik lov at geninstruere i Hollywood. I dette tilfælde har Susanne Bier den noget mere beskedne rolle som en af flere executive producere.
Meningen med remakes er enten at præsentere en gammel historie for et nyt publikum i ny filmisk form (således kan fx historien om Grev Dracula fortælles igen og igen) eller at omsætte en ny film til et mere internationalt filmsprog, og dermed nå et støre publikum. Det var det sidste der skete med Bornedals Nattevagten (1994), da den blev til Nightwatch (1997), og nu med Biers Den Eneste Ene.
Set i et kunstnerisk perspektiv åbner den sidste form for remakes et problemfelt der kan koges ned til spørgsmålet, om en remake er kopi eller original. Spørgsmålet er åbenlyst selvom ”kopien” overtager historien men bruger nye skuespillere, nye locations og ændrer mere eller mindre radikalt i originalmanuskriptet. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at Biers manuskriptforfatter Aakeson ikke krediteres på denne engelske udgave. Altså: uanset omstændighederne er en nyindspilning af en film en nyindspilning, og derfor i princippet original. M.a.o er en remake for et internationalt publikum en nyfortolkning af historien. Om filmen så fremtræder original er en anden sag. Men så må det jo også tilføjes, at en remake i princippet udmærket kan være bedre end originalen. Jeg skynder mig at sige, at det ikke er tilfældet her.
Det er svært at få øje på nerven i den nye udgave af Den Eneste Ene. Det skyldes først og fremmest den engelske udgaves strømlining af Sus´ og Sonys forhold, her Stevie og Sonnys forhold. Han er gjort til italiensk stjernefodboldspiller, der godt nok ikke har rørt en fodbold i månedsvis, men ikke desto mindre er stjerne og hovedrig. Hun forsørges af ham. Den eksistentielle snert der fik den lette tilværelse til at leve i den danske udgave, er her afløst af en noget forkælet og indpakket (Newcastle?-)tilværelse, som ikke engang brydes, da Stevie til slut ligger med stængerne i vejret parat til abort.
Skuespillerne kan deres kram og rammer denne lette forkælede tone rent. Den kvindelige hovedperson er forfinet og strømlinet med Justine Waddell, ikke et øjeblik er man i tvivl om, at hun vil nå frelst i havn, her skal nemlig ikke slås rigtige probre nævre som hos Babett Knudsens Sus. Richard Boxburghs køkkkensælger får til gengæld lov til at spille den bløde mand så meget mere overbevisende ud end i den danske udgave.
Instruktøren Simon Cellan Jones der indtil denne film udelukkende har gjort det i TV-film fortæller meget sympatisk på ekstramaterialet om, hvor glad og overrasket han blev over, at blive tilbudt at instruere The One And Only. Man lægger mærke til, at han ikke taler om kunstneriske visioner, men mere om instruktion som håndværk; her var en opgave at løse med et udmærket budget, gode skuespillere, og ja, det fornægter sig ikke, et rigtig godt manuskript – og vi skynder os at tilføje; med en rigtig god film som forlæg, nemlig Den Eneste Ene, om jeg så må sige.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
