Skriv en kommentar
”The Painted Bird” skriver sig ind i en lang historie af krigslidelser set gennem børneoptik, men der er langt til både ”Ivans barndom” og ”Gå og se”. Hvis ikke i indhold, så i kvalitet. Denne gang følger man en tavs jødisk dreng, der bor hos sin tante langt ude på det slaviske land. Han sender en træbåd med beskeden ”Kom og hent mig” skrevet på sejlet. Da tanten pludseligt dør, følger vi denne dreng fra værge til værge, fra asken til ilden, til ny aske og videre til endnu en ild. Det er en miserabel kavalkade af lidelser, hvor drengen udsættes for, og bærer vidne til, alt hvad man nu kan forestille sig af misbrug, vold og krigsforbrydelser. Der er sågar referencer til ”Kannibalmassakren” i forbindelse med en rituel seksuel afstraffelse. Vores hovedkarakter er nærmest en Dante-skikkelse, hvis Virgil gennem dette krigshelvede er instruktør Václav Marhoul og dennes passionsløse instruktion.
Jan Vlasáks Scenografi og Vladimír Smutnýs fotografering er filmens største kvaliteter. Man skal jo også virkelig gøre sig umage, hvis de slaviske skove skal tage sig dårligt ud i 35mm sort-hvid fotografering. Mange indstillinger ville gøre sig godt som på et black metal album-cover og den langsomme overgang fra de gamle trægårde til mere moderne bygninger – herunder en rottebefængt bunker – er ikke uden skønhed. Men følelsesmæssigt engagement udebliver.
Filmens manglende effekt kan til dels tilskrives Petr Kotlár i rollen som drengen, der må gå så grueligt meget igennem. Han er ganske enkelt ikke opgaven voksen og formår ikke at formidle gru, frygt, rædsel, sorg eller mange af de andre følelser, man kunne forestille sig at publikum skulle dele med ham. Vi oplever ikke krigens gru med ham og dens effekt på ham. Han er ikke mere end et hylster, et teleskop gennem hvilket vi får tværet skræk og rædsel ud i ansigtet. Og netop Kotlárs ansigt skaber en skærende kontrast til ”Gå og se” med hvilken ”The Painted Bird” er så nært beslægtet. Det er måske heller ikke helt fair at sammenligne ”The Painted Bird” med et filmhistorisk hovedværk, men der er for mange lighedspunkter til, at ethvert engagement med ”The Painted Bird” er utilstrækkeligt uden. Hvor ”Gå og se” er en rædselsvækkende prøvelse drevet af væmmelse og vrede, lader ”The Painted Bird” til at være skabt i et emotionelt vakuum. Man får ikke nogen fornemmelse af følelser bag kameraet og dermed ingen respons til hvad, der udspiller sig foran det. Fordi der ikke er nogen mærkbare følelser, bliver hver vignette en øvelse i træg uundgåelighed. Hvordan kommer dette forhold nu til at ende galt?
I Klimovs klassiker spilles hovedrollen af Aleksey Kravchenko og hans ansigt bliver gennem film askegråt og furet, som om han er ældet 60 år gennem filmens to timer. De insisterende close-ups, hvor øjnene nærmest ruller ud af hovedet på ham, er lige så effektive som nazisternes uhyrligheder. Om noget brænder nærbilledernes sig endnu fastere på nethinden. Kotlárs ansigt og dets udtryk ændrer sig derimod ikke. ”The Painted Bird” markedsføres med billedet af Kotlár begravet til halsen på en mark, ansigt til ansigt med en krage. Scenen kommer tidligt i filmen, og drengen angribes af en håndfuld fjerkræ, der hakker ham i hovedbunden, inden de jages væk. Alle hak falder meget belejligt på issen, så ingen spor fra traumet er synbart resten af filmens ubeskedne længde af 2 timer og 49 minutter. Dette er meget belejligt fra et produktionsstandpunkt. Af dette kan man måske udlede en pointe om uskyldens renhed og modstandsdygtighed over for traumer. Det er det ikke. I sidste ende virker projektet som en overdreven fremvisning af menneskets uhyrlighed. Og til dette har ”The Painted Bird” ikke meget at tilføje. Således efterlades man tilbage med følelsen af at have været vidne til en arthouse exploitation-film, der kun bliver værre ved refleksion. Den vil så gerne bide sig fast i publikums bevidsthed, men dens kæber er tandløse.
