Skriv en kommentar
Den Lyserøde Panter, en vulgært stor diamant, stjæles under en fodboldlandskamp mellem Frankrig og Kina. Ringen sidder på fodboldlandstræner Yves Gluant’s (Jason Statham) fingerring og Gluant myrdes ved samme lejlighed. Sådan starter genfødslen af den Lyserøde Panter og herfra går jagten efter diamanten gennem den ene vanvittige situation efter den anden.
Clousou (Steve Martin) er en ukendt landsbybetjent som sættes på højprofil-sagen af den rænkesmedende Inspektør Dreyfus (Kevin Kline). Alt dette selvfølgelig kun, så klovnen Clouseau kan få Dreyfus til at tage sig godt ud når han selv foretager anholdelsen af den skyldige.
Men dumhed kombineret med et kæmpe ego skal ikke undervurderes og med sin nye assistent Ponton (Jean Reno), går Clouseau i gang med en fuldstændig meningsløs, men yderst heldig opklaring af sagen.
Problemet med The Pink Panther er at man i forsøget på at holde stilen fra de gamle film har holdt sig til en humor som efterhånden er så tyndslidt, at man ser joken og pointen komme fem minutter før det sker. Resultatet af det bliver at man godt nok trækker på smilebåndet og klukker lidt over vanviddet, men derudover keder sig bravt fordi det hele er set før.
Shawn Levy har ellers både haft budgettet og et næsten perverst udbud af store skuespillere til at løfte arven fra de gamle Pink Panther film. Det hele falder desværre til jorden. Personligt vil jeg mene at de gamle film blev båret af Peter Sellers og at det er hans tilstedeværelse og talent som mangler i denne nye film. Der mangler simpelthen det omdrejningspunkt som han ellers var, for alt det andet er på plads.
Steve Martin (Dirty Rotten Scoundrels) kan ikke løfte arven efter Sellers og hans forsøg på en dårlig fransk dialekt bliver gennem filmen til endnu et irritationspunkt. Der er ikke så langt fra den rolle Martin spiller her, til de mange andre roller han har spillet tidligere og så er det næsten bedre at se en af hans gamle 80’er successer.
Kevin Kline’s rolle som Inspektør Dreyfus er udført med vanligt talent. Kline (Wild Wild West, French Kiss) gør det han altid gør og han gør det mindst ligesågodt som ellers. Men igen er det set før og meget tyndslidt.
Emily Mortimer (The 51’st State) var for mig personligt et stort lyspunkt. Hun passer perfekt ind i rollen som pebermø-agtig (men yderst sexet) sekretær og Clouseau’s kvindelige modspil.
Den super sexede Beyonce Knowles spiller Gluant’s kæreste Xania, som er den hovedmistænkte i Pink Panther sagen. Knowles er ingen stor skuespiller men hendes rolle er også at synge og være sexet, og det gør hun til top-karakter.
Cliwe Owen (King Arthur, Sin City) er endnu et af de lyspunkter der heldigvis præger The Pink Panther. Han dukker fuldstændig umotiveret op, som Agent 006, midt i filmen og sender handlingen i en ny retning. En meningsløs detalje men udført med god stil.
Jean Reno (De Blodrøde Floder) ses i den pudsige rolle som den underdanige Ponton og det glimt af kemi man ser mellem Martin og Reno kunne der måske være kommet mere ud af. Desværre når de ikke rigtig at udvikle det. Men hvem ved om ikke også de koger en sequel ud af den lyserøde kedsomhed.
Denne lille flok stjerner er kun en del af de mange i The Pink Panther. Filmen er proppet med gode skuespillere og en grund til at se filmen kunne i sig selv være at se dem optræde som perler på en snor. Ingen af dem magter dog at løfte filmen ud af kedsomhedens grav, men deres blotte tilstedeværelse er en event i sig selv.
