Skriv en kommentar
The Possession er baseret på virkelige hændelser og tager udgangspunkt i én families uheldige møde med en hellig kasse. Clyde (Jeffrey Dean Morgan) og Stephanie Brenek (Kyra Sedgwick) er midt i en skilsmisse, da mystiske hændelser begynder at finde sted i Clydes nye hjem. Hændelserne synes at have noget at gøre med en antik trækasse, som datteren Em (Natasha Calis) fandt på et loppemarked, og siden har knyttet sig til. I takt med, at datterens opførsel og personlighed ændres drastisk, begynder Clyde og Stephanie at tro på, at det ikke kun er den svære skilsmisse, der har ramt familien. Da Clyde undersøger kassen fortid dybere, ender hans søgen hos jøderne, der fortæller om en Dibbuk – en ond dæmon fra helvedes forgård, der trænger ind i et uskyldigt væsen og fortærer sit offer indefra med ren ondskab.
Var det en vaskebjørn..?
Det lyder umiddelbart som en oplagt god historie til at blive filmatiseret, og fremstillingen af historien er også fin. Men The Possession er eksemplet på en gyserfortælling, der er blevet tam. Filmen gemmer ikke på mange scares, og næsten alt er umenneskeligt forudsigeligt. Ikke nok med at det er meget let at regne ud, at der bliver lagt op til et chok, men man ved også hvornår det er en vaskebjørn, der spøger i køleskabet og hvornår det er dibbuk. Op til flere gange, ligger fortællingen op til et set-up, såsom at Clyde borer en hundelem fast efter besøget fra vaskebjørnen. Man tænker at en så drastisk handling, som de vælger at fokusere så meget på, vil have en betydning længere henne i historien. Men det har det ikke.
Så er der bare ikke mere tilbage at blive skræmt af, og det er ærgerligt, for historien er der.
Skuespillet hos Morgan og de to unge døtre fungerer, og især deres sammenspil er værd at lægge mærke til. De mestrer alle sammen skrigets kunst uden at de ser morsomme ud. Sedgwichs karakter, Stephanie, virker derimod som om hun konstant er forvirret, og forvirrende er det da også, at hende nye kæreste Brett (Grant Snow) pludselig forsvinder efter et møde med en bloddryppende Em sidst i filmen, for derefter aldrig at blive nævnt igen. Det sker meget belejligt lige da Clyde og Stephanie i finalen skal stå sammen i kampen for at redde deres datter.
Altid skilsmissens skyld
Man kan ikke lade være med at tænke, at de forældre er lige lovlig godtroende. Både Clyde og Stephanie bliver langt hen af vejen ved med at holde fast i, at disse mystiske hændelser sker, fordi Em har svært ved at bearbejde deres skilsmisse. Helt langt ude er det, da de finder Em på hendes værelse, med hovedet langt nede i kassen og rummet fuld af møl, hvis flakseri lyder som små skrig i natten mørke. Det var langtfra en af de første underlige hændelser, men det er endnu ikke kassens skyld, derimod den besværlige skilsmisse, der på den ene side splitter familien ad, men på den anden side bringer Clyde og Stephanie tættere. Efterhånden erkender de dog deres fejlagtighed, og Clydes søgen efter svar hos jøderne er meget rørende at følge med i, især da de ældste i det jødiske samfund, nægter at hjælpe ham, efter at have dømt datteren til døden. Én ung mand tør dog at tage kampen op mod dibbuk, hvor udrensningens finale finder sted i et klinisk hvidt rum fyldt med lig - et meget fint visuelt clash mellem de gamle jødiske ritualer og de moderne tiders kliniske tilgange til overtroen.
Based on a true story
Instruktøren bag Nattevagten, Ole Bornedal, har i den grad udvidet sit publikum med The Possession. Filmen fik et kæmpe gennembrud i release weekenden i USA, men desværre siger det mere om de andre film end om denne. Der forventes hverken en stjerneregn blandt de danske anmeldere eller den store seertilslutning udover de gyserhungrende teenagere. Der er simpelthen intet nyt i helvedes forgård, og det er tydeligt at mærke, at drivkræfterne bag filmen udmærket ved det! I stedet for at udarbejde et solidt og nytænkende håndværk, vælger de at lægge ekstra meget vægt på, at DETTE ER EN SAND HISTORIE! De håber på, at seeren gennem hele filmen messer denne lille linie for dem selv og dermed taber kæben helt nede på gulvet, når der sker noget ekstremt urealistisk –for det er jo ægte! Bevares, jeg er ikke ude på at dømme, hvad der er muligt mellem himmel og jord eller helvede. Bornedal begår den grusomme fejl, at filmens succes afhænger af, hvorvidt seeren vitterlig tror på spøgelseshistorier – så gør du det?
