Skriv en kommentar
Staffan Juléns dokumentarfilm fortæller ikke alene den overordnede historie om de handlinger, der blev begået imod det grønlandske folk i videnskabens og antropologiens navn i slutningen af 1800 tallet. Den dykker ligeledes ned i den personlige historie om inuitdrengen Minik, og personificerer og menneskeliggør derved et helt folks skæbne.
The Prize of the Pole handler om tre mænds skæbner. Historien bliver fortalt i spændingsfeltet mellem den amerikanske nordpolsfarer Robert E. Peary, eskimodrengen Minik og Robert Peary II.
Robert E. Peary var opsat på at være den første som nåede jordens nordligste punkt. Han indså hurtigt at den eneste måde at kunne opnå dette, var ved at lære at leve som en ægte eskimo. Han boede i flere år på Grønland, hvor han fik to børn sammen med en grønlandsk kvinde, på trods af, at hun allerede var gift og havde børn med en anden mand. Robert E. Peary skyede ingen midler for at nå sit mål, og i 1897 bragte han en stor meteorsten til New York for at finansiere sine ekskursioner. Med sig havde han desuden 6 eskimoer, som imod betaling blev stillet til skue.
Det varme klima og uvante miljø var for meget for eskimoerne, og de døde derfor en efter en. Det var kun den 6-årige Minik, som overlevede de nye omgivelser. Hans liv blev fyldt med nederlag, skuffelser og svigt. Som voksen forsøgte han at vende tilbage til Grønland, men kun for at leve som en udstødt blandt sit folk. I sidste ende valgte han at vende tilbage til Amerika, hvor han i en ung alder døde af influenza.
I The Prize of the Pole forsøger grønlænderen Robert Peary II, som er oldebarn til Robert E. Peary, både at forstå, acceptere og løsrive sig fra sin fortid. Han tager på en dannelsesrejse tilbage i tiden og ender i slutningen af filmen med at forlige sig med den person han er, på trods af sin genetiske arv.
The Prize of the Pole er en lille, men vigtig dokumentarfilm, som fortæller historien om civilisationens pris. Desværre fungerer denne historiske dokumentarfilm ikke optimalt på det store lærred, og ville efter min mening gøre sig bedre på en fjernsynsskærm. Store dele af filmen foregår i 1800 tallet, og derfor består mange af optagelserne af gamle fotografier og udklippede avisartikler. Denne stil giver filmen et lidt statisk udtryk, som generelt passer bedre til fjernsynsmediet.
