Skriv en kommentar
Ligesom forgængeren, The Purge (2013), udstilles i The Purge: Anarki et USA, der har formået at bekæmpe nogle af samfundets største problemer: kriminalitet er næsten ikke-eksisterende, og antallet af fattige er faldet markant.
Dette skyldes den årlige begivenhed, the Purge - udrensning – der ifølge regeringen skal hjælpe folk af med deres frustrationer, så de kan opføre sig som lydige borgere resten af året. Under the Purge er al kriminalitet dermed tilladt i en tolv timer lang periode. For nogle betyder det morderisk hævn – hvis man ikke passer godt på, kan naboen, chefen eller søsteren have gjort ende på ens liv, inden den afsluttende alarm lyder; for andre giver natten anledning til tilfældigt massemord i byens gader; og for millionærer kan det betyde underholdning. Men langt de fleste vælger at låse sig inde og tælle minutterne til de igen kan ånde lettet op, havende overlevet endnu et års massakre.
Den forgangne film fandt sted i en rig families hjem. I denne efterfølger havner et kærestepar og et mor/datter-team, af forskellige årsager, på den åbne gade efter alarmen har lydt. Og det er her historien udspiller sig. Pludselig er disse hovedpersoner voldsomt udsatte og ikke bare for folk uden specifik dagsorden – begge par synes at være bevidste mål for ukendte grupper, der ikke lader dem gemme sig længe af gangen. Heldigvis møder de den lidt mystiske Leo, der, omend modvilligt, tager dem under sin beskyttelse. Men selv om han virker god nok, er de alle bevidste om, at han ikke var udenfor ved en fejltagelse.
Et absurd koncept
Der er noget forstyrrende, men alligevel fascinerende over ”Purge”-konceptet. Det er nervepirrende som seer at befinde sig i en by, der pludselig er dømt slagmark i komplet overensstemmelse med loven. I frustration kan man tilmed sidde og hoppe lidt i sædet over hovedpersonernes dumdristighed. Kunne de ikke have bedt om at få tidligt fri fra arbejde den dag? Skal de absolut ordne ærinder så tæt på udrensningens start? Og er det måske i virkeligheden ikke den uge, man vælger at tage en forlænget weekend et sted? Men selv om filmens figurer tager afstand fra konceptet, synes de at have accepteret det som en del af deres tilværelse.
Som seer er det sværere. Denne mangel på orden virker helt unaturlig, og det fik mig til at spekulere på, om dette i virkeligheden skyldes de retningslinjer, vi påduttes allerede i barndommen for hvad, der er ret og forkert. Er menneskets naturlige tilstand egentlig at give efter for sine impulser, selv når disse skriger, ”myrd!”? Er empati og sympati medfødt eller tillært? Det er interessant at spekulere på, om virkeligheden ville se ligeledes ud, hvis dette koncept blev indført i vores samfund. Det kan være svært at forestille sig venner og bekendte myrde nogen, men det er på den anden side også svært at forestille sig, at det skulle være lovligt og ikke have nogle retmæssige konsekvenser. Trods massemord er det netop filmens små og meget personlige hævntogter, der skræmmer mest, fordi de er så forbavsende og netop aldrig ville udleves, hvis ikke det var for the purge.
Filmen fungerer fordi den indirekte kommenterer på USA's forhold til våben, og tilmed fordi den medfølger sig nogle interessante diskussionsspørgsmål. Af filmens figurer er det mest Leo (Frank Grillo), der gør sig bemærket, selvom ingen af hovedpersonerne skinner med nogen særlig originalitet. Men det står ikke i vejen for en relativt fængslende historie. Figurerne tjener det formål, de skal.
Når alarmen lyder efter de tolv timer, lægger folk deres våben fra sig og trækker sig tilbage. Hverdagen træder øjeblikkeligt ind. For nogle afhænger forskellen mellem liv og død altså af en sekundviser, og det er nok det mest absurde i hele filmen.
