Skriv en kommentar
Det er første gang, at hun står foran et kamera i en spillefilm - og hvilken debut! Den unge Catherine Clinch lægger fra land i en spillefilm, som i al beskedenhed lige snuppede en Oscar-nominering for bedste internationale film. Hun stjæler ved første øjekast din opmærksomhed, godt hjulpet på vej af nogle troværdige skuespilpræstationer fra de omkringværende.
The Quiet Girl er irsk, og tænker du nu, at den klarer du dig igennem, selvom irerne taler engelsk med dialekt, så held og lykke. Der bliver nemlig ofte talt irsk gælisk, som i det gamle keltiske sprog. Derfor er der intet, der tilnærmelsesvis lyder, som noget vi kan relatere til. Det giver charme, ægthed og et helt særligt nærvær i fortællingen om Cait (Clinch), der lever i en udsat familie, hvor børnene er mange, men pengene små. Og da Caits mor venter endnu et barn, så sendes Cait på plejeophold (dog på ubestemt tid) hos en fjern slægtning Eibhlin og hendes mand Sean.
Den stille og forsigtige pige, som har svært ved at klare sig i skolen, står model til drillerier og desuden tisser i sengen, ja, hun blomstrer pludselig op hos plejefamilien, hvor særligt plejemor Eibhlin tager sig af Cait, som var hun sin egen. Langsomt binder Cait også bånd til den mere forsagte og reserverede Sean. Matchet med den nye familie gavner Cait. Hos den nye familie er der nemlig åbenhed og ingen hemmeligheder. En nysgerrig nabokone kommer dog på tomandshånd med Cait og afslører, at ikke alt er i skønneste orden hos Eibhlin og Sean. Der er noget, som de ikke har fortalt. Noget som forklarer deres tilgang til Cait og hvorfor de alle tre får plads til at spire i hinandens selskab.
Sikke et smertebarn af en film. En påmindelse om, hvilken opmærksomhed man skal tilskrive de stille piger. Et roligt gemyt er ikke nødvendigvis identisk med en tilværelse i balance. En absolut mavepuster i filmens afsluttende scene fuldender, hvad man ellers har været vidne til. Kontrasten til Caits skvat af en far til Seans åbning med stiltiende at aflevere en småkage på bordet til Cait. Eibhlins tålmodighed med at rede Caits hår, skifte Caits madras, købe tøj til Cait og i det hele taget gøre Cait til en følgesvend i dagens gøremål. Baseret på “Foster” af Claire Keegan har Colm Bairéad skabt et mindre mesterværk på blot halvanden time. Det hører til sjældenhederne, at en film med så få virkemidler kan gøre sig så godt. Ud og lav en film mere i en fart, kammerat! Vi er blot en mulehår fra topkarakter
