Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Vi er i Vesttyskland i 1950’erne. Den 15-årige David Berg (David Kross) får et ildebefindende på vej hjem og bliver fulgt af den mystiske og betagende kvinde; Hanna Schmitz (Kate Winslet). David har skarlagensfeber og må blive i sengen i 3 måneder, efter dette opsøger han Hanna for at takke hende for hjælpen. Hun er en del ældre end ham, men han betages. De indleder et intimt og meget umage forhold, og de lærer aldrig rigtig hinanden at kende. David læser op for Hanna alt fra Odysséen til tegneseriestriber. Deres kærlighed er dyb, men Hanna udtrykker den ikke i ord, og forholdet forbliver derfor rent fysisk, selvom David er hovedkuls forelsket og sætter sin verden på standby for hendes skyld. En dag er hun væk, rejst, uden at sige farvel.
David ser Hanna senere i sit liv, som jurastuderende, under en retssag 20 år efter 2. verdenskrig, hvor hun er under anklage for at arbejde for SS som vagt, hvor hun har stået for udvælgelsen af, hvem der skal leve, og hvem der skal dø af kvinderne i Auschwitz.
Forfatteren til bogen, som er grundlag for filmen, siger. "The Reader is not a story about redemption or forgiveness. It is about how my generation of Germans came to terms with what the generation before us had done." (Frit oversat: The Reader er ikke en historie om udløsning og tilgivelse. Det er om, hvordan min generation af tyskere afklarede sig med, hvad generationen før havde gjort.) I starten har man en forventning om (understøttet af de meget grafiske scener og de seksuelle symboler), at filmen er en fortælling om en pubertetsdrengs fortabelse i en ældre kvinde, men filmen tager flere gange en uventet drejning, og deres forhold er i virkeligheden bare en indledning til filmens egentlige tema. Det er svært at skrive en anmeldelse af The Reader uden at afsløre for meget. Den handler i virkeligheden om Davids afmagt, han ved ikke, om han skal hjælpe Hanna i sagen, eller om han skal lade hende få den straf, hun måske fortjener. Den forkludrer vores forestilling om godt og ondt i forhold til krigen, den sætter seeren i det uventede dilemma at skulle tage stilling til, hvem der er forbryder, og hvem der er offer. Man finder sig selv i syv sind over lige pludselig at have sympati med nazisten, en position, som for os danskere er meget uvant, for vi er opdraget med, at det selvfølgelig var den tyske soldat eller ansatte, der var fjenden. Den belyser hele efterkrigstidens tanker, som vi ikke har set før, hvordan vil jeg ikke afsløre, det må man se filmen for at finde ud af.
Filmen er god, den er rørende og man bliver næsten vred på sig selv, over overhovedet at overveje, om man var for hård ved de tyske SS ansatte efter krigen. Den rejser mange etiske og moralske spørgsmål og vækker et væld af forskellige følelser. Den gør det dog ikke med en så skarp finesse for følsomhed, som jeg kunne have håbet. Dialogen er lidt uklar en gang imellem, og jeg har ikke helt den sympati for karaktererne, som skal med for at få den helt store emotionelle rutsjetur. Den er præget af fantastisk skuespil, og Kate Winslet fik ikke en Oscar for bedste kvindelige skuespiller for ingenting. Jeg er meget i tvivl, om jeg skal give filmen 4 eller 5 stjerner, den er god, fængende og rørende, men jeg mangler det sidste, som var i en af instruktørens andre film The Hours, prikken over i’er, det der gør, at man sidder med en klump i halsen, som ikke vil forsvinde, og at man simpelthen ikke kan slippe filmen, men hele tiden vender tilbage til den, med en bestemt følelse i maven. Det gør man ikke med The Reader, følelserne blusser når du ser den, men slukkes umiddelbart efter dens afslutning.
Warner Bros..
