Skriv en kommentar
The Rolling Stones har været mere end 40 år i branchen, så man skal ikke være ret gammel, før man har hørt om de gamle rullesten. Og det siger næsten sig selv, at et band med så mange år på bagen, er blevet portrætteret på kryds og tværs – på godt og ondt. Truth & Lies er den seneste dokumentarudgivelse omkring bandets historik, og spørgsmålet er, om den bidrager med noget nyt?
Dokumentarfilmen stiller indledningsvist følgende spørgsmål: ”Spiller de (The Rolling Stones, red.) bare de slemme drenge?”, ”hvordan og hvorfor døde Brian Jones?”, ”ville de magthavende ødelægge dem (The Rolling Stones, red.)?”. I mine øjne er kimen lagt til et par spændende vinkler omkring bandet, hvor især behandlingen af Brian Jones’ død lyder spændende.
Man kan dele dokumentarfilmen op i to formål, hvor den ene del fortæller objektivt om bandets opståen, udskiftninger, giftermål, pladesalg, etc., og den anden del af filmen er dokumentarvinklen, der forsøger at besvare de stillede spørgsmål, således det ikke blot bliver en lang opremsning. Man har inviteret og interviewer forskellige personer fra den engelske underholdningsindustri til at give deres syn på The Rolling Stones: David Hepworth (World Magazine), Chris Welch (forfatter og journalist), Pamela Chuch Gibson (London College of Fashion) og Paul Gambaccini (broadcaster). Generelt beretter de om bandet udefra, og de virker ikke som nogle, der har været på ikonerne. De omtaler stort set også kun bandet i positive vendinger. Muligvis fordi tvetydige udtalelser er klippet fra, hvilket kan være den manipulerende ulempe ved dokumentarfilm. Jeg synes ikke, at personerne bringer os meget tæt på svarene til de stillede spørgsmål. Det positive er, at de med deres forskellige afsæt/baggrunde, har en forskellig vinkel på historierne, men overordnet set er det en gang kaffeslabberas uden kant. Dokumentarfilmen når i mine øjne mest omkring spørgsmålet vedrørende bandet som slemme drenge i pressen, hvor vigtigheden af The Rolling Stones’ første manager, Andrew Loog Oldham, understreges. Det spændende består i, at Andrew tilskrives en stor andel af bandets succes. Andrew så fx stort salg i at vedvare billedet mellem sex og musik, og han fik dem til at fremstå i medierne som en kontrast til The Beatles. Desværre når vi ikke en flig tættere på spørgsmålet omkring Brian Jones’ død, selvom en stor del af filmen omhandler hans rolle i bandet. Spørgsmålet vedrørende de magthavendes ønske om at stoppe The Rolling Stones berøres også uden dybde. Der stilles tre udmærkede spørgsmål, men kun det ene behandles med ønsket dybde.
Den objektive del af dokumentarfilmen kan der ikke sættes en finger på, og mængden af biografiske data er lige tilpas og er i tråd med de levende billeder. Den biografiske ’tour’ indledes med Keith Richards bemærkelsesværdige koroptræden ved Dronningens televiserede kroning i 1953. Herefter hvorledes et tilfældigt møde på en togstation mellem Keith Richards og Mick Jagger er starten på en musikalsk dominans næsten uden sidestykke.
Jeg er desværre ikke imponeret over denne udgivelse af ovennævnte grunde, da jeg ikke føler, jeg stort set ikke beriges med mer-viden.
Udgivelsen indeholder også en special features-del med fem afsnit. Generelt er store dele af ekstra materialet dog inkluderet i dokumentarfilmen og enkelte af dem kunne sagtens have været undværet. Til gengæld bør et enkelt afsnit fremhæves, idet man interviewer en advokat for The Rolling Stones, Tim Hardacre. Han kommenterer (lidt) sin involveringsgrad og andre relevante personer tæt på og i bandet; bl.a. Marianne Faithfull, Brian Jones og Andrew Loog Oldham. Alene dette afsnit giver udgivelsen et stjerne ekstra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
