Skriv en kommentar
Den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar seneste film foregår på engelsk og er skudt på Manhatten, New York city i henholdsvis en taglejlighed og i et luksus sommerhus i det naturskønne område ‘upstate New York’, som ligger nord for New Yorks storby og er omgivet af skov, masser af skov.
Filmens hovedfortælling etableres i første scene, hvor den kendte forfatterinde Ingrid (spillet af Julianne Moore) signerer bøger i en boghandel i centrum af N.Y.C. Her får hun at vide af en god veninde, at hendes tidligere kollega/gode veninde Martha (spillet af Tilda Swinton) og med hvem hun delte en elsker og god ven Damian (spillet af John Turturro) tilbage i deres unge år, nu på tragisk vis har fået konstateret kræft og et besøg vil være yderst kærkommen.
Ingrid genoptager straks kontakten med Martha, som har livmoderkræft i tredje stadium og som ikke ønsker at modtage flere kemobehandlinger. Martha har kort tid tilbage og vil gerne selv bestemme, hvornår og hvordan hun på værdig vis kommer fra denne verden. Hun har købt en pille på en lyssky hjemmeside og spurgt i deres fælles venindekreds, hvem der vil akkompagnere hende den sidste tid. Alle afslår, fordi de ikke vil holdes op på mord. Ingrid, hvis forfatterskab bl.a. handler om hendes protagonisters dødsangst, frygt for døden, indvilliger i at tage på ophold med Martha i luksus sommerhus. De indgår aftaler bl.a. at den dag Marthas dør er lukket, så er det et tegn på farvel.
Som garvede krigsreporter og journalist formulerer Martha en slags kamp-motto direkte op i Ingrids ansigt, men allermest at love sig selv, at: “The cancer will not hit me, because I will hit myself first”.
Almodévar’s forlæg til sin film er hentet fra den amr. forfatterinde Sigrid Nunez bestseller og med bogtitlen “What are you going through”, som er præcis og rammende for de refleksioner, overvejelser og kriser de to hovedpersoner i filmen gennemlever sammen. Taget direkte fra Nunez’ på en gang åbne og lukkede, nærmest klaustrofonisk univers, diskuterer Ingrid og Martha universelle problematikker, at: “How one dies is, or should be, an individual choice in addition to a collective experience, all of us bearing witness in manners direct and indirect”. At der er flere måder at gennemleve en tragedie på eller hvorpå du kan være ‘indeni’ en tragedie, viser Almodóvar med sin særegne film- og fortælletekniske fremgangsmåde.
Sneen falder blidt og nænsomt
Martha reciterer med en blidhed og resignation flere gange et citat fra James Joyce’s novellesamling “The Dubliners” fra 1914, hvori novellen “The Dead” indgår. Citatet handler om sne, der falder. Citatet danner på smukkeste vis rammen om filmens fortælling: ” It began snowing again...It was falling, too, upon every part of the lonely churchyard on the hill..His soul swooned slowly as he heard the snow falling faintly through the universe and faintly falling, like the descent of their last end, upon all the living and the dead” (“The Dubliners” edition 1996, p.256)
Tilda Swinton og Julianne Moore leverer nogle kraftpræstationer hele filmen igennem på trods af, at replikkerne og dialogen i første del af filmen halter og mangler dybde. Swinton spiller Martha som følsom, skrøbelig men vis og livsklog og går usentimental til værks i alt, hvad hun gør og siger. Moore fremtryller i Ingrid en blanding af varme, sårbarhed og styrke og formår at sætte ord på sine og Marthas neuroser. Sammen tager de to filmens overvejelser om døden og sne-metaforen op til et højere abstraktionsniveau og gør filmen levende og nærværende. Og sneen falder blidt og nænsomt over Marthas hus, som ligger på en høj skrænt midt i skoven.
