Skriv en kommentar
Det er et dristigt træk af instruktøren Wim Wenders at lade sin hovedperson se direkte ind i kameraet og fortælle. Hemmeligheden er, at Wenders fotograferer sin hovedperson igennem en transparent skærm hvorpå hovedpersonens fotografier projiceres. På én gang bliver hovedpersonen en indtrængende fortæller og iagttager.
Setuppet giver mening, når hovedpersonen er den brasilianske mesterfotograf Sebastião Salgado der igennem mere end 40 år har skildret arbejdere, migranter, børneflygtninge, menneskene i den afrikanske sahelzone, ja i det hele taget menneskene i Afrika, og her sidst såkaldte uberørte steder på Jorden i udstillingen Genesis fra 2013.
Salgado er en fremragende formidler af sine egne billeder. Man kan høre, at han har tænkt over hvad han vil sige, at han har et afklaret forhold til det liv der er blevet levet med et kamera for øjnene, imens ikke mindst menneskenes grusomheder og smerte er blevet iagttaget og dokumenteret.
Vi hører Salgados indtryk fra de mange, mange rejser kloden rundt og vi hører Wenders og også Salgados søn Juliano Ribeiro Salgado, der er krediteret som instruktør sammen med Wenders, fortælle om Salgados liv fra ung nyuddannet økonom til en af verdens førende fotojournalister.
Det er først og fremmest Salgados fotografier der gør et overvældende indtryk i filmen. Wenders lader os studere fotografierne, giver os tid og skåner os ikke for de stærkeste. Man forstår hvorfor Salgado med egne ord til sidst bliver syg på sjælen af al den grusomhed han skildrer – ikke mindst børnene i sultkatastroferne og flygtningene der kostes rundt alt efter magthavernes forgodtbefindende gør indtryk.
Filmen får en egentlig fortælling, da Salgado vender hjem til sin brasilianske barndomsegn. Her er skovene fældet, tørken hersker, kvæget forsvinder og jorden udpines. Ældre optagelser hvor fotografens far fortæller om afviklingen af landbruget er indtrængende. Men sammen med hustruen planter Salgado nu træer i og med projektet Instituto Terra. Frem vokser ikke blot en personlig historie om at overleve menneskenes grusomheder og smerte men også en tro på en bæredygtig fremtid for alle.
Filmens afslutning er filmens akilleshæl. Hvor enig man end kan være i Salgados bæredygtighedsprojekt og hvor imponeret man end kan være over successen med at gøre udpinte landområder frodige igen, så er indtrykket fra Salgados 40 års dokumentation af menneskenes grusomheder og smerte svær at hamle op med for tilskueren – hvad enten man ser det som en fortællemæssig detalje eller som et spørgsmål om at komme videre på trods af tingenes tilstand nu og her. Hos Wenders er det naturligvis en og samme sag. I bedste fald går man fra oplevelsen af filmen med en overbevisning om, at man på trods af erfaringerne bør plante et træ. Mere kan man næppe forlange af en film og mindre næppe af et menneske.
Ekstramateriale på dvd-en er: trailer, trailershow og slideshow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
