Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der var engang at David Gordon Green var en af de instruktører der udviste et stort potentiale, han fik kritikerne til at længes efter mere for hvad mon han kunne udrette i fremtiden? De sidste par år kan man dog ikke lade være med at tænke over hvad der mon gik galt, først Your Highness der konsekvent gik efter fortærskede stener jokes og nu The Sitter, en film der konsekvent synes at gå efter laveste fællesnævner. Jonah Hill spiller den dovne søn der ikke har nogen mål i livet, han er i et ensidet forhold med en kvinde der ikke betragter ham som andet end et objekt der skal udnyttes for egen vinding også lever han oven i købet stadig hjemme ved sin mor. Da han en dag modvilligt bliver hyret som babysitter hos en rig familie bliver det starten på en vanvittig rejse gennem storbyen hvor alle måske lærer en lektie eller to om livet.
Hvad der indledningsvist virker som et let arbejde viser sig at blive et mareridt da Jonah Hill møder børnene. Adoptivsønnen er fra Mexico, hvorfor han hele tiden surmuler, ser Mexicansk pro wrestling og leger med fyrværkeri. Han er selvfølgeligt ikke stort anderledes end de to andre børn, datteren er besat af make-up og kendisser hvorfor hun konstant bruger beskidte ord og vrøvler om vilde fester. Sønnen er deprimeret, bærer solbriller indendørs og taler konstant om sine mange psykologer og følelsesmæssige problemer. Det er teoretisk set et fint grundlag for en film, hvis bare de overdrevne personligheder havde været sjove. Men det er på ingen måde tilfældet i The Sitter.
Det er en af de komedier hvor det overordnede mål er at fornærme så mange minoriteter som overhovedet muligt. I det mindste kan man ikke klandre filmen for at være selektiv da de eneste der ikke rammes er kineserne. Det er direkte forbløffende at der ikke befinder sig nogen spor af kinesiske stereotyper i denne film, til trods for at de i løbet af filmen finder vej til Chinatown. Humoren virker ofte ondsindet og grænseoverskridende for at være grænseoverskridende, der er ingen gennemtænkte og overraskende jokes i denne film. Det eneste der bliver tilnærmelsesvist morsomt er enkelte scener med Sam Rockwell, en skuespiller der næsten altid kan puste lidt tiltrængt liv i en scene. Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse at han var involveret i samtlige af de 4 smil filmen fik fremprovokeret i løbet af sin 80 minutter lange spilletid.
Jeg har personligt ikke noget imod vulgær humor, eller grænseoverskridende humor for den sags skyld, det kan være morsomt hvis det bliver gjort med finesse. Men The Sitter har ingen finesse overhovedet, der virker ikke til at være meget tanke bag humoren og det er svært ikke at sidde med en følelse af deja vú da de fleste forsøg på humor virker som gentagelser af lignende film. Der er ikke meget kreativitet at finde i The Sitter og resultatet er en kedelig og til tider frastødende film uden reelle lyspunkter.
Ekstramateriale.
Dvd´en indeholder biograf udgaven og en ucensureret udgave der er ca 7 minutter længere, hvor biograf udgaven nok er at foretrække da den er 7 minutter kortere. De nye scener tilføjer ikke meget af værdi til filmen.
SF/Fox.
