Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Soundtrack-albummet med musik fra Iain Softleys veldrejede lille voodoo-gyser The Skeleton Key er en blandet sag, der både præsenterer udvalg fra Edward Shearmurs originale score og diverse musikstykker, der på anden vis høres i filmen.
Desværre er albummet produceret således, at de forskellige typer numre er blandet, hvilket unægteligt skaber en noget ujævn lytteoplevelse. Det kan derfor stærkt anbefales at man programmerer sin CD-afspiller, så de to forskellige musiktyper ligger i hver deres blok. For så har man (med få undtagelser) pludselig en særdeles underholdende lytteoplevelse.
Softleys film, med manuskript af Ehren Kruger (manusforfatteren til bl.a. den eminente Arlington Road (1999), den amerikanske remake af The Ring (2002) og den snart biografaktuelle The Brothers Grimm) er en af de sjældne gyserfilm, der tager udgangspunkt i voodoo-religionen. Eller rettere: hoodoo; folkemagi, baseret på voodoo. Når denne type gyserfilm endelig dukker op er det tilmed sjældent, at der kommer en ordentlig film ud af det, men The Skeleton Key er en stramt fortalt lille sag, der primært koncentrerer sig om at opbygge en ubehagelig stemning og kun sekundært sætter sin lid til de klassiske ”katten-i-skabet”-chok. Og det klæder filmen, der med sin trykkende stemning og ubehagelige slutning er én af dette års mest positive overraskelser inden for gysergenren.
Edward Shearmurs originale score lyder dog mere som om det var komponeret til en langt mere ”normal” gyser-film; altså af den type, der foregår i et konstant højt tempo, med masser af chok-effekter og som er glemt med det samme man træder ud af biografen. Dette til trods er Shearmurs score langt fra dårligt – faktisk er det ét af de mest fornøjelige gyser-scores undertegnede har hørt i lang tid (med mulig undtagelse af Christopher Gordons glimrende score til den halvdårlige TV-miniserie Salem’s Lot).
Shearmurs score andrager til i alt ca. 27 minutter ud af CD’ens spilletid på knap 53 minutter, og man kunne sagtens have ønsket sig mere af englænderens musik. Shearmur imponerede sidste år med det pompøse og teknisk perfekte omend noget kolde score til Sky Captain and the World of Tomorrow og har en række andre roste scores bag sig. Og at Shearmur også magter gyser-genren bliver tydelig på scoret til The Skeleton Key.
Det første nummer fra Shearmurs score, ”Opening Titles” (nr. 2) etablerer straks Louisiana-stemningen med dens bluesguitar-riffs over snigende strygere og senere et elektronisk soundscape med bl.a. nogle lette beats, der tilkendegiver at vi tidsmæssigt befinder os i nutiden. Blandingen af symfoniorkester, guitar og især synthesizere er kendetegnende for scoret som helhed, og det virker forbandet godt. Musikken, der ledsager titelsekvensen er stemningsfuld og afdæmpet, hvilket ikke kan siges at gælde for resten af score-numrene, hvoraf en del er i et helt andet gear.
”Ben Escapes” (nr. 5) starter stille med det samme minimalt udviklede hovedtema, som vi hørte i titelsekvensen, men slår snart over i effektiv horror-musik, karakteriseret ved atonal stryger-musik, masser af percussion og anvendelsen af et særligt blæserinstrument, en såkaldt shofar, der faktisk er et gedehorn. Et lignende instrument anvendtes af James Newton Howard på hans formidable score til sidste års The Village og ”Ben Escapes” er ikke uden visse lighedspunkter med Howards musik. I øvrigt er dette cue præget af oplagt arbejde af orkestrets stryger-sektion, hvilket kendetegner flere af scorets cues.
”Violet’s Story” (nr. 8) begynder ligeledes stille, med flere bluesguitar-riffs, inden musikken, i takt med at Violet fortæller sin historie, bliver mere og mere voldsom med effektivt rytmisk percussion. ”Hoodoo Vooman” (nr. 9) er endnu et stemningsfuldt cue, der både anvender guitar, synthesizer og orkester til at skabe et uhyggeligt, truende soundscape. Samtidig er musikken bestemt ikke uden skønhed, hvilket især skyldes de langsomme, nærmest dvælende strygere.
”Saving Ben” (nr. 12) og ”The Conjure Room” (nr. 14) er alt andet end dvælende. ”Saving Ben” er for hovedpartens vedkommende et effektivt horror/suspense-cue, hvor elektroniske effekter, percussion og orkester skaber en virkelig effektiv stemning. Igen er stryger-sektionen virkelig veloplagt og de huggende strygere og percussion-gruppen skaber en virkelig hektisk stemning, især i anden halvdel af nummeret. ”The Conjure Room” er hvad horror angår scorets egentlige centrepiece. Som flere andre numre begynder det langsomt, lavt og snigende (med effektiv anvendelse af synthesizer) inden det går over og bliver scorets absolut mest hektiske og voldsomme nummer. Endnu engang må både stryger- og percussionsektionen fremhæves, men også her spiller synthesizerne en væsentlig rolle. Det er et glimrende nummer, hvis man er til den slags musik, men har man en tendens til at mene at denne slags horror-musik bare er kaotisk larm vil man næppe bryde sig om det. Det er dog alt andet end kaotisk; Shearmur viser virkelig at han har styr på sit orkester, omend Elliot Goldenthals mangeårige samarbejdspartner Robert Elhais hånd bestemt kan mærkes i orkestreringerne. Det kan det i øvrigt hele vejen igennem scoret.
At producerne har valgt at lægge ”Conjure of Sacrifice” (nr. 15) på albummet er udtryk for en nærmest satanisk form for humor. Nummeret er nemlig ikke et egentlig score-nummer, men snarere et source-cue fra filmen. Hvad det nærmere betyder hverken kan eller skal jeg ikke afsløre her af hensyn til de, der ikke har set filmen, men at producerne har lagt nummeret på albummet svarer nogenlunde til, at man på The Ring DVD’en kunne se Ring-videoen. Heh heh.
Albummets sidste score-nummer ”Thank You Child” er helt afdæmpet, og en tilbagevenden til musikken fra titelsekvensen med guitar-riffs og symfoniorkester. Et dejligt, afdæmpet, men stadig dystert nummer til at afslutte albummet med.
Det, der overrasker ved Edward Shearmurs score er ikke originaliteten, for sandt at sige er der ikke noget nyt under solen. De fleste af de teknikker Shearmur anvender, er velafprøvede, om ikke decideret klichéprægede. Det, der imidlertid hæver scoret fra at kun at være kompetent håndværk til at være mere interessant er, at Shearmur alligevel har formået at indsætte sin egen ”stemme” i musikken. Det, man hører i musikken fra The Skeleton Key har man måske hørt før, men så alligevel ikke. For Shearmur har alligevel formået at sætte sit personlige præg på det hele. Og det er faktisk så meget mere imponerende, for horror-musik er én af de notorisk svære filmmusik-genrer, hvor mange igennem tiden er forfaldet til de rene og skære klichéer. Det undgår Shearmur, og det skal han have ros for.
Foruden de 7 numre fra Edward Shearmurs originale score (og ”The Conjure Room”, heh heh igen) ligger der på albummet også 8 sange af forskellig karakter. Nogle moderne pop/rock-numre, andre meget gamle blues-optagelser og et enkelt brassband nummer. Heraf er to numre helt ligegyldige, omend de ikke er decideret frygtelige: ”Barefoot Dancing” (nr. 4) af gruppen Blackbud er bare et helt almindeligt, generisk rock-nummer uden særlig interesse og ”The Goldrush” (nr. 11) med Joe Washburn er et temmelig ordinært blues/rock-nummer. Mere interesse er der ved ”Death Letter” (nr. 1), der høres under filmens rulletekster. Nummeret er baseret på countrysangeren Johnny Farmers nummer ”Death Letter”, men remixed af rapproducerne Organized Noize. Nummeret bliver måske en anelse ordinært efter at de moderne beats sætter ind, men nummeret har hele vejen igennem en dyster undertone, der faktisk passer filmen udmærket.
”Do Watcha Wanna” (nr. 6) er et brassband-nummer med Rebirth Brass Band, der klart frembringer ren New Orleans-stemning, mens ”Iko Iko” (nr. 13) fremføres af gruppen, der oprindeligt indspillede den gamle traditional, The Dixie Cups. Indspilningen er fra fra 1965.
De resterende numre ”Come On In My Kitchen” (nr. 3), ”61 Highway Blues” (nr. 7) og ”God Moves On The Water” (nr. 10) er gamle blues-indspilninger. ”Come On In My Kitchen” er med Robert Johnson (1911-1838), ”61 Highway Blues” er med Mississippi Fred McDowell (1904-1972) og ”God Moves On The Water” er med Blind Willie Johnson (1902-1947). Alle disse numre er gamle indspilninger, hvilket også betyder at lydkvaliteten er dårlig, men det giver en helt fantastisk autentisk stemning, der virkelig passer godt til filmens sydstats-setting.
På nær to er disse forskellige numre faktisk ganske gode og medvirker til at give noget stemning, som i filmen, men når man lytter til albummet må det altså anbefales at man programmerer sin CD-afspiller så de to typer musik ligger i hver sin blok. Ellers bliver lytteoplevelsen for ujævn og fragmenteret.
Alt i alt er det en fin lille pakke, Varèse Sarabande præsenterer med dette album. Helt perfekt er det ikke – måden numrene ligger på er uhensigtsmæssig og der måtte gerne have været lidt mere af Shearmurs score. Jeg er temmelig sikker på, at der var mere end 27 minutters score i filmen omend det ikke kan dreje sig om meget mere. Af samme grund kunne Varèse måske have givet os hele molevitten nu de var i gang.
Alt i alt er soundtrack-albummet fra The Skeleton Key dog en ganske fornøjelig omgang for de, der kan lide effektiv horror-musik og gammel blues.
CD’en er venligst stillet til rådighed af
Danacord Records.
Tracks:
1. Death Letter (Johnny Farmer/Organized Noize) (3:39)
2. Opening Titles (Edward Shearmur; original score) (3:00)
3. Come On In My Kitchen (Robert Johnson) (2:49)
4. Barefoot Dancing (Blackbud) (3:41)
5. Ben Escapes (Edward Shearmur; original score) (3:12)
6. Do Whatcha Wanna (Rebirth Brass Band) (3:24)
7. 61 Highway Blues (Mississippi Fred McDowell) (3:11)
8. Violet’s Story (Edward Shearmur; original score) (2:28)
9. Hoodoo Woman (Edward Shearmur; original score) (2:45)
10. God Moves On The Water (Blind Willie Johnson) (2:59)
11. The Goldrush (Joe Washbourn) (4:18)
12. Saving Ben (Edward Shearmur; original score) (4:41)
13. Iko Iko (The Dixie Cups) (2:04)
14. The Conjure Room (Edward Shearmur; original score) (5:53)
15. Conjure of Sacrifice (2:40)
16. Thank You Child (Edward Shearmur; original score) (2:04)
Total spilletid: 52:56
Original score komponeret af Edward Shearmur
Fremført af The Hollywood Studio Symphony
Guitar: George Doering, Lyle Workman
Percussion: Mike Fisher, Brian Kilgore
Violin: Charlie Bisharet
Electronic Textures: Steve Tavaglione, Dominic Gibbs
Shofar: David Zasloff
Orkestreringer: Bob Elhai
Orkester dirigeret af Edward Shearmur
Ansvarshavende producer for Varèse Sarabande: Robert Townson
