Skriv en kommentar
Nedtrykte af omstændighederne, kommer kæresteparret Kristen McKay (Liv Tyler) og James Hoyt (Scott Speedman) hjem fra en fest hos James families afsidesliggende sommerhus. James har lige har friet, men fik ikke indfriet sine forventninger.
Huset venter forgæves med rosenblade spredt rundt, stearinlys og champagne.
Alligevel bliver de begge tændt af situationen, og inden erotikken for alvor kan sætte ind, bliver der banket hårdt på døren! Klokken er 2 om natten!
Udenfor står en pige og spørger næsten mekanisk efter en pige ved navn Tamara. De kender ingen ved det navn, og lukker døren, selvom James et øjeblik fortryder ikke at have inviteret hende indenfor eller givet hende kørelejlighed.
James er desillusioneret over sit mislykkede forehavende, og beslutter sig for som i en hver klassisk gyser fortælling, at efterlade pigen/kvinden for at erhverve sig en pakke smøger.
I hans fravær, banker de igen på døren, og samme stemme spørger efter Tamara. Kristen har ikke lyst til at lukke op. Og tredje gang, da der igen bliver banket på døren, bliver det for meget. Hun låser alle døre. Ilden i pejsen begynder at sætte røg ud, brandalarmen går i gang, men hun for afmonteret den og lagt låget fra den på gulvet.
Da hun opdager at den kort efter er flyttet, erfarer hun derved at hun ikke er alene i huset. Hun er ved at panikke helt, inden James returnerer. Han forstår ikke hendes reaktion, men da han kigger ud af vinduet i kælderen, står pigen der stadig, ubevægelig og kigger mod dem.
En mand med en sæk over hovedet prøver at splitte hoveddøren med en økse. Det bliver hurtigt klart for parret, at der er tre maskerede mennesker udenfor og inde i huset der prøver at terrorisere dem, uvidst af hvilken grund.
Filmen er en skabelon over den fransk rumænske ”Them”/”Ils”, og skulle være baseret på virkelige hændelser.
Skuespillet er ganske godt, men kræver ikke de store karakterskuespillere. Der er effekterne og kameraet, og stilheden samt det forrygende klaversoloer, der rammer uhyggen ind på lydsporet.
Selve historien, replikkerne og anvendelserne af de uhyggelige højdepunkter, er set mange gange før, og sikkert også efter. I film som ”Funny Games”, original versionen at foretrække, er der også det samme tema, bare voldsommere, og mere dystert, idet det er mennesket, både offer og bøddel der sættes fokus på. I ”The Stranger” er det offeret, som indimellem for tumpede idéer, som at lade os dele os, jeg manden tager geværet, du kvinden skræmt fra vid og sans bliver i huset, som for øvrigt myldre med maskeklædte galninge.
Bortset fra det, er gysene lige til nakkehårene, det er effektfuldt, og egentlig uden skønhedspletter, hvis man ser bort fra ovenstående.
