Det er i grunden underligt. Tom Clancys romaner om CIA-analytikeren Jack Ryan rummer så meget stof, så mange scener, der tydeligt er tænkt i billeder, at det kan undre, hvorfor forsøgene på at omplante bøgerne til filmlærredet er faldet så ujævnt ud.
Bevares, ”Jagten på Røde Oktober” med Alec Baldwin som Jack Ryan og Sean Connery som den russiske flådeofficer Marko Ramus var forrygende. Og ja, Harrison Ford kunne med sit altid sammenbidte og bekymrede ansigtsudtryk tilføre historiernes hovedperson en glimrende tyngde i ”Patrioternes spil” og ”Dødens karteller”. Når så man forsøger en tredje skuespiller i hovedrollen og en tredje instruktør, så er der imidlertid stor risiko for, at historiernes nerve, sammenhæng og drive går fløjten.
Historien starter – som en historie, der er knyttet til Tom Clancy nu har det for vane – et lidt obskurt sted. I 1973 styrter et atombevæbnet israelsk jagerfly i den syriske ørken. Den ueksploderede bombe bliver ved en tilfældighed gravet op, udbudt på det sorte marked og solgt til en højreekstremist med det kyniske synspunkt: Hitler var dum nok til på én gang at gå i krig med både USA og Sovjetunionen. Hvorfor ikke bare lade de 2 lande bekrige hinanden? Hensigten er under alle omstændigheder at genrejse et arisk verdensherredømme.
Sceneskift. Jack Ryan, spillet af Ben Affleck, bliver som analytiker uofficielt knyttet til den højtstående CIA-chef Bill Cabot, spillet af Morgen Freeman. Sammen drager de til Moskva for at søge kontakt til og etablere nære relationer med en ny sovjetisk præsident. Filmens ’bad guys’ når sideløbende – trods ihærdige forsøg på at finde og uskadeliggøre dem - frem til at sprænge en atombombe i Baltimore, hvorefter Jack Ryan må træde i karakter som ham, der redder verden.
Filmen stiller på sin vis ganske glimrende et umiddelbart tilfældigt mønster af dominobrikker op. Mange ved første øjekast separate handlingstråde bliver lagt frem, tilsyneladende i uorden. I et stadigt mere hektisk tempo peger handlingen derefter frem mod et crescendo, der forløser konflikten, så de onde er ude af stand til at græde – fordi de simpelt hen er fysisk uskadeliggjort – og de gode – Jack Ryan og hans kæreste – kan slappe af med en picnic på plænen foran det Hvide Hus.
”The Sum of All Fears” er produceret efter 9/11. I dét perspektiv virker et plot med nynazistiske skurke og et stadigt eksisterende Sovjetunionen på det nærmeste som ufarlig underholdning, der trygt kan placeres i bedste sendetid lørdag aften. Virkelighedens verden med terrorgrupper, der opererer mere eller mindre officielt uafhængigt af støtte fra én eller flere bestemte stater, kunne i hvert fald have været motivation til at strikke noget mere nærværende, vedkommende og dermed skrækindjagende sammen.
Dernæst vil jeg mene, at Phil Alden Robinson måske ikke er et optimalt valg af instruktør. I hvert fald når han slet ikke ind til den rette nerve i en actionfilm, der er så afgørende for at den overhovedet kan leve op til sin genrebetegnelse. Måske er hovedpersonernes karakter umiddelbart FOR forskellige, men læg for eksempel mærke til, hvordan Paul Greengrass’ Bourne-film netop rummer nerve og dermed effektivt holder spændingen ved lige fra første til sidste klip. Endelig vil jeg efter samme målestok tillade mig at mene, at Ben Affleck måske heller ikke er det rette valg til rollen som Jack Ryan.
”The Sum of All Fears” fungerer samlet set rimeligt som en enkeltstående film en fredag aften, hvor sendefladen alligevel er plastret med gu’ ve’ hvilken årgang af diverse danse- og synge-konkurrencer. Jeg tror, at jeg endnu en gang vil tage ”På præsidentens ordre” ned fra bogreolen og læse, hvordan Jack Ryan ved et tilfælde og nærmest modvilligt havner i rollen som USA's præsident. En historie, der har potentiale til at sætte nye standarder for Stars and Stripes-hyldende actionfilm. Foreløbigt må jeg nøjes med at lukke øjnene og forestille mig, hvordan det KUNNE have set ud på filmlærredet.
Ekstramateriale:
Udgivelsen indeholder ikke noget ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.