Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et gensyn med Cecil B. DeMilles storfilm ”The Ten Commandments” kan i sin simpleste udlægning betragtes som en genopfriskning af Bibelens historie om Moses. Opsætningen af og det forudgående research for, hvad der skulle blive den sidste film, som DeMille blev krediteret for som instruktør, er imidlertid så omfattende og svimlende bekosteligt, at filmen bør set som andet og mere en … bare en film.
Allerede i 1923 havde DeMille produceret og instrueret en stumfilm med samme titel. Historien havde dengang et snævert fokus på Moses, der leder jøderne ud af Ægypten til det forjættede land. Med tiden gjorde film i farver og med lyd det muligt at prøve kræfter igen med historien, blot i bredere perspektiv.
Filmen starter med, at Yochabel, Moses’ mor lægger sit nyfødte drengebarn i en sivkurv og skubber ham ud på Nilens vande. Farao Ramses den Første har forud for dette udstedt et dekret om, at alle nyfødte hebræiske drengebørn skal slås ihjel, da det er varslet, at der en dag vil komme en frelser, der vil udfri hebræerne fra slaveriet i Ægypten. Bithiah, faraos datter, finder kurven med Moses, tager ham til sig og beslutter, at drengen skal opdrages som hendes egen søn.
Det går med tiden Moses så godt, at han som Ægyptisk hærfører, der succesfuldt bringer en krig med Ethiopien til ophør og i stedet indgår en venskabsalliance med dem. Dernæst får han ansvaret for at opføre en by til Faraos hyldet, et projekt, der bringer den lurende med Faraos søn om, hvem der skal overtage tronen. I denne proces vækker Moses stort røre ved dramatisk at lempe på behandlingen af de slaver, der er indskrevet i Faraos byggeprojekter. Han giver slaverne føde i form af korn fra Faraos templer og indfører ligefrem en 6 dages arbejdsuge, efterfulgt af shabbat, det vil sige ugens 7. dag som hviledag.
Moses falder ikke overraskende fra sin position og indflydelse med træder til gengæld i karakter lige netop som den frelser, der ender med at lede hebræerne ud af Ægypten. Undervejs mod det forjættede land modtager han i direkte dialog med Gud de 10 bud, som i DeMilles udlægning er ”… de principper, hvorefter mennesket lever med Gud og mennesket lever med andre mennesker”.
”The Ten Commandments” er dermed en film, der med stor sandsynlighed kommer på tværs af, hvordan forskellige religiøse grupperinger og trosretninger opfatter og fortolker figuren Moses og dens indflydelse op til den dag i dag. Dertil kommer DeMilles egen stærkt farvede politiske hensigt med at flette stærkt antikommunistiske over- og undertoner ind i formidlingen af historien om Moses. I biografudgaven af filmen træder DeMille selv frem for at præsentere for at sige: ”Temaet for denne film er, om mennesket skal regeres at Guds lov eller om der skal herskes over det med en diktators luner”. Det er svært at lade være med at se dette budskab som andet end at filmen om Moses skal bidrage til at formidle amerikanske kerneværdier.
Paramount Pictures var trods DeMilles tidligere succeser ikke entydigt overbevist om visdommen i at kaste penge efter projektet. DeMille fik dog sin vilje – og satte efter sigende 64 afdelinger og kontorer hos Paramount i gang med at lave research og design kostumer, koreografi, frisurer, makeup klædedragter og meget andet. Titusinder af statister indgik i filmens storslåede scener. Der blev bygget det dengang hidtil største sæt i Beni Yousef-ørkenen syd for Kairo – og der blev hyret et overflødighedshorn af store stjerner til at fylde rollelisten.
Nuvel, DeMille selv var temmelig skeptisk indstillet over for Charlton Heston, der blev castet til titel-/hovedrollen som Moses. ”Han ser alvorlig ud og virker passende dyster. Find ud af, om han også har humoristisk sans”. Tilsvarede skeptisk var han over for Audrey Hephurn, der trods en sød personlighed blev vraget til rollen som Faraos datter Nefertiri … fordi hendes bryster var for små til de svulmende kostumer.
Tilbage står dog, at spillet mellem Charlton Heston som Moses og Yul Brynner som Ramses slår gnister, hvis man altså kan sætte sig ud over den noget svulstige teater-dialog. Martha Scott som Moses’s mor, Edward G. Robinson som Dathan, den øverste ’værkfører’ for hebræerne, og ikke mindst den vanligt sleske Vincent Price i rollen som den ægyptiske bygmester Baka, føjer på tilsvarende vis passende drama og patos til deres roller.
Hvad skal man med en genudgivelse på dvd af ”The Ten Commandments”? Tja, der er dem, der vil sætte filmens budskab i forhold til deres egen opfattelse af tro. Der er dem, der have svært ved distancere sig fra den teatralske dialog og igen dem, der vil distancere sig fra filmens politiske over- og undertoner. Det vil dog være min påstand, at man ikke kan undgå at blive påvirket af historien og filmens storslåede setup, selv om det måske ikke ligefrem er kammerspillets nærgående kvaliteter, der kryber ind under huden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
