The Tower foregår juleaften i vor tids Seoul. Sky Tower er en kæmpe skyskraber med 108 etager, hvor de rige og indflydelsesrige personer bor. Et samlingssted for overklassen, og naturligvis skal der her holdes et brag af en juleaften. Ikke langt derfra på den lokale brandstation hersker der en anderledes afslappet stemning. Alle håber på en fredelig jul, uden alt for meget ild og røg. Men ikke altid går det som man ønsker. Heller ikke juleaften. For en helikopter styrter ind i Sky Tower, da den vil sprede kunstig sne og julestemning. Helikopteren eksplodere, og snart er en voldsom brand i gang i den høje bygning. Heldigvis er de friske brandfolk snart på pletten, og en storstilet redningsaktion sættes i gang for at få alle levende ud af det brændende helvede.
The Tower er sat op som en klassisk katastrofefilm. Først introduceres de forskellige karakterer, både dem der er i bygningen, og naturligvis også brandmændene som man ved kommer til at spille en stor rolle videre i historien. Der er både karakterer som man håber vil overleve den kommende katastrofe, og karakterer som man håber vil brænde op og syde i deres eget fedt. Det hele er tilsat en klassisk asiatisk omgang ”fald på halen komedie” og masser af hverdagens helte, der vil ofre deres liv for at opretholde æren i deres job.
Allerede 10 min. inde i historien går der ild i en frituregryde, og dette er kun en forsmag på, hvad der senere vil ske. Koreansk film har lavet mange spændende produktioner, og med The Tower viser de også, at de mestre at producere en mainstream actionfilm, der ligger helt på linje med alt, hvad der ellers bliver lavet rundt om i verden i denne genre. Her bliver ikke sparet på noget, og de omkring 2 timer filmen vare flyver afsted med bål og brand, og nogle ret intense action sekvenser, hvor der virkelig er smæk for skillingerne. Aldrig i filmhistorien har der været en så actionpacked historie om en flok brandmænd. Man håber virkelig ikke det er sådan til dagligt i Seoul.
De digitale effekter der er sat op for at kunne virkeliggøre den store brand er rigtig imponerende. Man er fra første gnist ikke i tvivl om, at stedet er i brand, og de mange virkelig store eksplosioner dette medfører er vel udførte. Hermed beviser Koreansk film også, at de er med helt fremme når det kommer til at lave visuelle computer skabte effekter. Sjældent har det set så godt ud, når der er ild i et højhus, og effekterne i sig selv får topkarakter herfra.
Er man til katastrofefilm genren må man ikke gå glip af denne action perle, der samtidig viser hvad Koreansk film kan præstere af mainstream produktioner, og det er bestemt ikke småting.
Ekstramateriale.
Der er intet ekstramateriale at finde på denne udgivelse, ud over en håndfuld trailers udgivet fra samme selvskab. Heldigvis er traileren til The Tower også at finde her.
The Tower er flot udgivet i dens originale cinemascope format, og lyden kan nydes i Dolby Digital.
Filmen kan ses med Danske, Svenske, Norske og Finske undertekster.
The Tower er venligst stillet til rådighed af Mislabel.