Skriv en kommentar
Solen skinner på den italienske landevej. På alle sider kæmper naturen en kamp om at drage publikums øjne. Hen af vejen kommer en MiniCooper kørende med kalechen slået ned. I den sidder Steve Coogan og Rob Brydon. Begge spillet af dem selv. De er på deres andet kulinariske road trip. Denne gang i Italien.
The Trip to Italy er efterfølgeren til Michael Winterbottoms succes The Trip (2010). Kontrasterne mellem de to film er skruet helt i vejret. Hvor den første foregik i det grå og kolde Nordengland, foregår The Trip to Italy, ja ganske rigtigt, i Italien. De to hovedpersoner er på en gastronomisk dannelsesrejse fra Nord – til Syditalien, på samme måde som de store poeter var i 1800 tallet.
Hvor Steve Coogan i The Trip havde travlt med at komme til Hollywood og få sig en karriere, har han nu fået opfyldt drømmen. Nu savner han sin søn og vil egentlig bare gerne tilbage til ham. Samtidig har Rob Brydon, der i The Trip var glad for en middelmådig karriere, fået blod på tanden og vil til Hollywood. Det er også Rob, der står for arrangementet denne gang, hvor det i den første var Steve Coogan.
The Trip to Italy er holdt i samme langsomme tempo som forgængeren. Et tempo som en Hollywood-produktion aldrig ville turde give sig i kast med. Det fungerer godt. Det giver, sammen med den grove klipning, beskueren en følelse af realisme.
Samtidig er filmen totalt blottet for ydre modstandskraft. Det er kun de to hovedpersonernes indre dæmoner, der udøver modstand. Dette stiller dog også et kolossalt krav til skuespillerne. Dette krav lever Steve Cogan og Rob Brydon heldigvis op til.
Når der ikke er nogen ydre modstand kommer filmen også til at mangle et eller andet. På et tidspunkt kan man godt komme til at filosofere over: ”hvorfor ser jeg den her film? Hvorfor oplever jeg det ikke bare selv?” Filmen bliver nemlig så realistisk og hverdagspræget, at man lige så godt selv kunne tage til den Italienske vestkyst, frem for at se to midaldrende mænd opleve Italien og dets luner.
Til gengæld har de to midaldrende mænd en del interessante og sjove dialoger, både når de giver den med diverse parodistemmer, som Michael Cane eller Al Pacino, eller bare som sig selv. Der bliver talt om livet, om ikke længere at være ung og om døden og hvad der skal ske.
Spillet mellem de to er også hvad der bærer filmen igennem. Selvom der er tendens til at deres dialoger til tider kan blive lige lovligt lange i spyttet. Men det bliver opvejet af, at de er morsomme og tankevækkende.
På billedsiden er der intet at beklage sig over. Panorama-billeder af Italien om sommeren kan man ikke klage over. Især ikke en kold og regnfuld efterårsdag. Samtidig kan man ikke lade være med at sidde og blive sulten, da det italienske køkken bliver gennemgransket hele filmen igennem.
Når man læser min anmeldelse kan man umiddelbart tænke: ”Ja ja. Det er alt sammen meget godt, men hvad mener han egentlig om filmen?” og, ja, det er svært at sige. For på den ene side vil jeg rigtig godt kunne lide filmen. Den har kvaliteter i form af dens langsomme fortællestil og to stærke skuespillere. Men på den anden side følte jeg også til tider, at den blev for lang og mine tanker havde det en gang imellem med at vandre væk. Dog må jeg også indrømme, at da jeg gik ud af biografen, savnede jeg allerede filmens miljø.
The Trip to Italy er en god efterfølger til The Trip, men den har samme problemer som etteren. Men kunne man lide The Trip og vil man gerne se mere til Steve Coogan og Rob Brydon, så skal man tage ind og se The Trip to Italy.
Vil du bare gerne se en klassisk road-movie, der følger Hollywoods ikeamanual for komedier, er denne film ikke noget for dig. Vil du til gengæld se en film der bryder med normerne for filmkunst og ikke har en indlagt biljagt, så prøv The Trip to Italy.
