Skriv en kommentar
Nu hvor efteråret er over os, og det til tider er for koldt eller vådt til at være udenfor, så er det jo rart at man har mulighed for at sætte sig indenfor med kæresten og hygge sig en kop varm chokolade og en god varm og romantisk film. Det var en sådan film/aften jeg havde lyst til, da jeg satte ”The Triumph of Love” på, men den indfriede desværre ikke helt, det behov jeg havde. Lad mig starte med at fortælle lidt om hvad filmen handler om.
En ung prinsesse finder ud af, at hun ikke er en rigtig prinsesse for hendes far, satte den rigtige konge og dronning i fængsel. De er godt nok døde nu, men de nåede dog at få en søn inden, så nu prøver vores heltinde derfor at finde denne søn og give ham tronen tilbage. Hun finder ham da også, men han har været isoleret fra omverden og levet sit liv sammen en søster og bror, som er filosoffer, og som ikke kun vil beskytte ham, men også hans hjerte, da de begge har været såret mange gange og ikke ønsker at hans hjerte også skal blive et offer for kærlighedens luner. Fast besluttet på hjælpe og forelsket i ham, klæder hun sig sammen med sin stuepige ud som mand og begynder at puste lidt til ilden i disse følelser ikke blot hos ham, men også de to forstokkede filosoffer, så de alle kan få troen på kærligheden tilbage og måske vinde hans hjerte og blive dronning på rigtig vis. Hun lyver, forfører og bedrager hele filmen igennem, men kun hos sin prins, bliver hun mere og mere ærlig efterhånden som hun forelsker sig mere og mere i ham, men samtidigt lyver hun mere og mere overfor de 2 filosoffer. Det kommer der naturligvis en masse forviklinger og pudsige situationer ud af, som naturligvis ikke skal røbes her, men mon ikke det lykkedes for hende i den sidste ende.
Lad det være sagt med det samme, at der her er ikke tale om et almindeligt drama hensat 1700-tallets Europa, men derimod filmet teater. Dette få smækket direkte i hovedet ved, at der flere gange klippes til "publikum". Denne effekt tror ikke kun er til for os til for at blive draget mere med i handlingen, men også at figurerne ved at der er andre, som ser på dem, og at vi skal prøve at reflekterer over de emner og temaer som stykket tager op. Det kunne fx mande/kvinde roller i dag og dengang, er det okay at bedrage bare man er sød bagefter osv osv. Teknisk set er det også en smuk film i smukke omgivelser. Måden den er filmet på, den tidssvarende musik og de simple kulisser gør da også sit til, at man til tider har følelsen af man sidder til en forestilling i det fri som fx på Grønnegårds Teateret.
Filmen er baseret på et skuespil af den store franske dramatiker Pierre de Marivaux, som blev kendt for at forene de klassiske, men også lidt banale, forvekslingskomedier med graciøs og koket dialog. Det kan godt være, at den var det dengang, men det virker ikke rigtig i dag. Den fanger bare ikke rigtig, for dialogen bliver aldrig rigtig fængende og livlig som man fx ser det hos William Shakespeare eller Oscar Wilde.
Filmet teaterforestillinger kan godt været lidt langsomme og kedelige når de kommer ned på en lille skærm og jeg syntes at The Triumph of Love er en af dem. Det er svært at holde interessen for dialogen er ikke særlig spændende og instruktøren ikke blander lidt af filmens verden ind i sin måde at fortælle historien på, så den går hen og bliver temmelig langtrukken og kedelig. Personligt syntes jeg nu, at det er set flere gange bedre fx i Kenneth Branagh’s Much Ado About Nothing Baz Luhrmann’s Romeo + Juliet eller Trevor Nunn’s Twelfth Night: Or What You Will som på en flot måde blander teaterets ord, med flotte filmiske billeder.
Lidt om dem foran kameraet . . .
Filmen er velspillet og besat med gode skuespillere, men specielt Ben Kingsley og Fiona Shaw er dem som afgjort spiller bedst og det gør lidt ondt at se dem, blive udnyttet på denne måde. Ben Kingsley behøver vist ikke nærmere præsentation, mens Fiona Shaw har man typisk set i små fjollede sideroller i fx Harry Potter filmene, men kan godt hvis hun får et godt manuskript. Hun har derfor en meget broget karriere før denne film, fra både amerikanske komedier til klassiske skuespil.
Hovedrollen spilles af Mia Sovino, der første gang gjorde sig rigtig bemærket i Mighty Aphrodite, som hun fik flere priser for, men hun har også været belønnet for sine roller i dramaerne Quiz Show og Barselona. Hun har også medvirket gyserfilmen Mimic og actionfilmen The Raplacement Killers. Det med skuespillet må ligge til familien for hendes far Poul Sovino er også skuespiller. Før hun slog sig på skuespillet gik hun på Harward og studerede asiatisk sprog og kultur og efter hun var færdig tog hun til Beijing for at skrive en afhandling om raceurolighederne i Kina. Man kan sige hun er en alsidig ung dame.
Prinsen spilles af Jay Rodan, som endnu ikke er brugt så meget på det hvide lærred, men mere på teateret, hvor han både har spillet sammen med og stået i lære hos en lang række af de store engelske skuespillere som fx Ian MacKellan. Han taler flydende en række sprog, så med den baggrund kommer vi nok til at se mere til ham i fremtiden.
Lidt om dem bag kameraet . . .
Filmen er lavet af ægteparret Clare Peploe og Bernardo Bertolucci. Clare Peploe er ikke så kendt på disse breddegrader, men for at nævne et par af de kendteste film hun har arbejdet på bør nævnes Michelangelo Antonioni Zabriskie Point og flere af husbondens film bl.a. 1900 og Besieged.
Bernardo Bertolucci behøver ligesom Ben Kingsley vist ingen nærmere omtale, men blot sige, at selvom han ikke har instrueret filmen, kan man stadig flere steder se hans involvering projektet.
Af andre bemærkelsesværdige personer, som har været med til at lave filmen kan nævnes, at Pink Floyd guitaristen David Gilmore, har lagt guitar og fingre til musikken flere steder i filmen.
Video
Filmen vises i 1.78:1 og billedet er rent og pænt dog uden så meget støj, men det er ikke reference kvalitet, da faverne ikke er så gode og kontrasten kun er ok.
3 stjerner ud 6
Audio
Lyden kan du vælge mellem at få serveret i enten Dolby Digital 5.1 eller Dolby Sorround 2.0, men den er ikke særlig spændende ingen rigtig dynamik eller noget andet at skrive om.
2 stjerner ud 6
Menu og Tekster
Menuerne pæne og overskuelige og ledsaget af filmens musik, som man kan nyde mens man sidder og læser om fx de forskellige skuespillere, bare synd, at det er det samme loop hele tiden, så i længden skruer man til sidst ned.
Tekster kan du få på alle de skandinaviske sprog, dvs Dansk, Svansk, Norsk, Finsk og Islandsk.
2 stjerner ud 6
DVD Ekstra Materiale
Her er udmærkede production notes og biografier af alle hovedrolleindehavere, som er bedre en det man normalt ser.
Når man har læst disse kan man kaste sig over en række små (meget små) interviews med alle både foran og bag kameraet og ikke mindst en okay ”Making of …”
3 stjerner ud 6
Konklusion
Dette er som helhed en okay film, da den er smukt fotograferet og ledsaget smukke toner, men da dette er som tidligere skrevet filmet teater, bliver jeg også nødt til at sammenligne, den med andre inden for genren og der mener jeg ikke at den er særlig god. Den er kedelig. Den er langtrukken fordi den ikke rigtig tør bruge nogle af filmmediet muligheder for peppe handlingen lidt op. Skuespillerne gør hvad de kan men det nytte bare ikke for dialogen og historien er så simpel og utroværdig, at det er svært at holde interessen fangen i de næsten 2 timer som filmen varer. Så skal du finde en god og varm romantisk film til de kolde og våde efterårs aftener skal du hellere købe eller leje Kenneth Branagh’s Much Ado About Nothing hvis du ikke allerede har set den, ellers se den igen og put dig ind til kæresten.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
