Skriv en kommentar
Pave Benedict (Anthony Hopkins) er ved at tabe terræn som pave i Rom. Hans popularitet er hastigt faldende - dels grundet hans konservative syn på homoseksualitet og skilsmisse - men mest af alt på grund af beskyldninger om korruption og afdækning af pædofiliskandalen i den katolske kirke. På den anden side af verden, i Argentina, lever biskop Jorge Bergoglio, en liberal tjener af Guds nåde, der hver dag holder tale i de fattige kvarterer i Buenos Aires, og laver mad til de mest trængende. På grund af de mange beskyldninger mod den katolske kirke samt Pave Benedict’s manglende evne til at samle sine tilhængere, beslutter han at søge om abdicering fra sin stilling som kardinalbiskop. Men da Pave Benedict modtager denne ansøgning, vælger han sporenstregs at inviterer den trodsige og progressive biskop til sin sommerresidens i Rom for at tale ham til fornuft, da han frygter, at offentligheden vil anskue biskoppens abdicering som et udtryk for internt oprør i de katolske geledder.
Efter ankomst bliver biskoppen Bergoglio mødt af en jovial og velartikuleret pave, som på ihærdig vis forsøger at undertrykke sin tydelige frustration over Bergoglios generelle holdninger og mål om abdicering. Hvad der følger, er en retorisk slåskamp på ord, hvor bibelske anekdoter og tørre iagttagelser af hinandens mangler kommer til at danne ramme for et yderst velkonstrueret (og sjovt) kammerspil.
En verbal magtdemonstration
At se disse to erfarne teaterskuespillere stå skulder mod skulder i en udstilling af verbal magtdemonstration er intet mindre end fænomenalt. Og at de derudover mestrer både argentinsk og tysk sprog- og dialektkendskab er bare medvirkende til yderligere fascination.
Man bliver derudover hurtigt mindet om, at årsagen til ens indlevelse i dialogen ikke kun er afgrænset til leveringen af denne, men også det skrevne ord.
Ingen religiøs leflen
Manuskriptet af Anthony McCarten (The Theory of Everything) er udover at være enormt sjovt også enormt vigtigt – det illustrerer en splittet verden, hvor krig og skandale hærger, men hvor to mænd til trods for monumentale uenigheder og forskelligheder alligevel formår at komme frem til en løsning, der kan ændre verden. Det er da slet ikke dårligt? Jeg må indrømme, at som udtalt ateist var jeg lidt bekymret for filmens – måske – religiøst leflende natur med en potentiel taglinje som ”Troen satte ham fri” eller noget andet omsonst i den stil. Men det handler faktisk ikke så meget om religion, som det i sidste ende handler om at ofre sig for et større formål.
Filmen er allerede blevet nomineret til 4 Golden Globes (for Hopkins, Pryce, Bedste Manuskript og Bedste Dramafilm) og jeg ville ikke blive overrasket, hvis filmen fik Oscarnomineringer i selvsamme kategorier, samt for instruktion, klipning, kameraføring og kostume - If God willing.
