Hvis skuespilleren Dennis Haysbert fandt sin rolle som præsidenten i tv-serien 24 timer lidt kedelig og stillesiddende i forhold til Jack Bauers pistolsvingende eventyr, har han nu fået muligheden for at leve sin indre drengerøv ud i The Unit. Her er han gruppelederen for en lille og hemmelig håndfuld elitesoldater, der med iver og professionalisme tager sig af alle opgaver der involverer gidselredninger, bombeattentater, desarmering af nukleare bomber, bodyguardopgaver og des lige. Hjemme på basen venter hans trofaste kone der på sin egen måde er gruppefører for den tilsvarende håndfuld ”Army Wifes” der alle venter på at deres mænd kommer helskindet hjem fra deres farlige opgaver, alt imens de hjælper hæren med at holde eksistensen af The Unit hemmelig for offentligheden, arrangerer grillfester og dækker over hinandens svagheder og interne intriger.
De enkelte afsnit i tv-serien The Unit, der løseligt er baseret på en forhenværende Delta Soldats erindringer, er da også opdelt i to sideløbende historier; mændene på eventyr og konerne derhjemme – og det kan ikke komme som den store overraskelse at det er når vi følger holdet på job at serien underholder bedst.
I første episode introduceres vi for teamets nye medlem (Ham der skal fungerer som seerens vindue ind til den nye verden) samt dennes kone. Konen er ikke meget for de øvrige koners militante og dedikerede væremåde, der i uhyggelig og ufrivillig grad minder om De Lydige Koner Fra Stepford, men da hun ret hurtigt sættes på plads og indlemmes i flokken, ryger det der kunne have været interessant i hønseflokken. Det er også i første episode at vi ser hvorledes Dennis Haysberts karakter tilsyneladende lider af dårlige nerver under den hårde facade, men denne del af historien er helt glemt i andet og alle andre af de 13 episoder.
Så deler vi den samlede boks op står man på den måde med 6½ afsnit med udmærket action der formår at underholde men alligevel ikke tilføjer noget nyt til tv-mediets utallige action serier – det værende sig i historier, klipning eller special effects. Jo det skulle da lige være det tonstunge Stars & Stripes flag man har viklet om hele balladen der i mistænkelig grad virker som om vi skal forstå vigtigheden af, at amerikanske specialstyrker har frie hænder til allehånde lyssky affærer overalt på jorden. Og dette kan muligvis fremkalde en smule kvalme hos enkelte sarte tilskuere.
Den historie der nu måtte være, køre forholdsvis gnidningsfrit. Man har ikke fornemmelsen af at den plumper i for mange huller eller forklaringsproblemer undervejs, Skuespillet køre på det jævne og acceptable over hele linien inklusive teamets absolut øverstkommanderende der fremstilles af Rober Patrick, kendt som den onde robot i den fremragende Terminator 2 (1991) og senere som Mulders afløser i tv-serien X-files. Vi smider tre stjerner efter The Unit med et ligegyldigt gab.
En enkelt ligeså ubetydelig stjerne går til de ca. 10 min. ekstramateriale med forfatteren bag bogen bag serien, der fortæller os at den slags missioner skam forgår og at det er vigtigt at de bliver hemmeligholdt (med mindre man altså får lyst til at skrive en bog om dem og sælge rettighederne til et filmselskab). Derudover bjæffes der som sædvanligt over hvor hårdt det var at lave showet og hvor stolte de alle sammen er.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.