The Vacation Collection, som sandsynligvis er bedre kendt som Fars Fede Ferie filmene, består af tre film: Fars Fede Ferie, Fars Frygtelige Feriedage og Fars Fede Las Vegas Ferie. Boksen udkommer i forbindelse med debutfilmens 30 års jubilæum, og selvom der er sket meget i filmens verden siden, er det et herligt gensyn.
Desværre er Fars Fede Juleferie ikke med i denne udgivelse. Så denne anmelder håber, at den bliver udsendt til jul, for det er også en god, gammel klassiker med familien Griswold, og den hører da med til samlingen. I øvrigt er der heller ikke danske undertekster på Fars Frygtelige Feriedage, hvilket er en skam, da trilogien egner sig til nogle sjove og underholdende familiefilm, der med rette kan ses af både store og små.
Men når det så er sagt, er der rosende ord til det umage par Chevy Chase og Beverly D’Angelo, som er rigtigt sjove som ægteparret og forældrene, Clark og Ellen. Selvom de ikke altid er enige, og Clark’s skøre idéer kan være en ordentlig mundfuld for familien, holder de alligevel altid sammen. De leverer nogle rigtigt gode grin undervejs, hvor de bliver udsat for alverdens udfordringer.
Jeg vil anbefale The Vacation Collection til enhver, som kan lide et godt grin. For selvom filmene har helt op til 30 år på bagen, bliver man aldrig træt af dem. Humoren er plat og bliver bestemt aldrig for gammel.
Fars Fede Ferie - National Lampoon’s Vacation
I Fars Fede Ferie skal familien Griswold i Walley World, en stor forlystelsespark i Californien. Skønt hans forslag bliver nedstemt, bestemmer far Clark (Chevy Chase), at det skal være en kør-selv-ferie tværs over Amerika, og han har nøje planlagt ruten.
Turen går selvsagt ikke som planlagt. Undervejs får de deres sure, gamle og gnavne tante Edna og hendes ligeså sure hund med på slæb, hvilket bestemt ikke huer familien. Derudover får de stjålet fælgene af en gruppe unge mænd, som de spørger om vej. De må desuden punge ud med 10 dollars, før de udspekulerede mænd overhovedet vil svare på, hvilken vej familien skal. Og efter en længere søforklaring viser det sig, at mændene slet ikke kommer fra området og faktisk ikke kan hjælpe dem!
Dette er et par eksempler på de mange prøvelser, familien Griswold bliver udsat for på deres færd til Walley World. Den værste venter dem dog, da de langt om længe ankommer til destinationen og til deres store skuffelse finder ud af, at Walley World er lukket. Det driver især familiefaren Clark til vanvid, og han tyr til desperate metoder for at blive lukket ind i forlystelsesparken, koste hvad det koste vil...
Fars Frygtelige Feriedage – National Lampoon’s European Vacation
Familien Griswold deltager i en tv-quiz og vinder hovedpræmien: En rejse til London, Paris og Rom.
Så af sted går turen til London, hvor Clark (Chevy Chase) har så svært ved at køre bil i venstre side, at han kører galt hele tre gange i træk. Han får også forvildet sig ind i den inderste bane af en tresporet rundkørsel, hvor han i flere timer bare kører rundt og rundt i ring, fordi han ikke kan komme ud igen. Og endelig vælter han Stonehenge, som han kommer til at bakke ind i!
I Paris får familien stjålet deres videokamera med private optagelser. Og Clark imponerer Ellen (Beverly D’Angelo) med sine franske kundskaber, når han stolt taler med hotelmedarbejdere og tjenere. Imidlertid er han ikke så god til fransk, som han selv tror, han er, for han ved ikke, at franskmændene gør nar af ham og smører virkelig tykt på.
Inden familien Griswold tager til Rom, hvor Ellen bliver kidnappet, og Clark havner i en vild biljagt for at stoppe kidnapperne, aflægger de besøg hos Clark’s tyske slægtninge. Ja, eller de tror i hvert fald, at det er Clark’s slægtninge, som de aldrig har mødt før, og ender med at overnatte hos et vildt fremmed ægtepar...
Fars Fede Las Vegas Ferie – Vegas Vacation
Som titlen antyder, befinder familien Griswold sig nu i Las Vegas, hvor Clark (Chevy Chase) bliver bidt af spil og taber hele familieformuen. Anderledes godt går det for sønnen Rusty (Ethan Embry), som med falsk ID fører sig frem som Nick Pappagiorgio og vinder såvel penge som biler og tilmed bliver æresgæst på hotellet.
Ellen (Beverly D’Angelo) har en flirt kørende med loungesangeren Wayne Newton, som sender hende koncertbilletter på første række, en smuk cocktailkjole og en buket røde roser. Han inviterer hende også med op på scenen, hvor han bager på hende ved at dedikere en kærlighedssang til hende foran en masse måbende fans – og en meget jaloux Clark. Han inviterer hende sågar til middag i sit luksuspalæ, hvor han erklærer sin uendelige kærlighed til hende!
Det var ellers meningen, at turen til Las Vegas skulle være en familieferie, hvor Ellen og Clark skulle forny deres ægteskabsløfter til hinanden. Men fordi Clark bruger al sin tid i kasinoet og glemmer alt og alle omkring sig, distancerer han sig fra Ellen og børnene, som tilbringer tiden hver for sig. Og med Wayne Newton’s blomstrende kærlighed ved Ellen pludselig ikke, om hun overhovedet vil forny sine ægteskabsløfter...
Ekstramateriale
Ekstramaterialet på Fars Fede Ferie – National Lampoon’s Vacation består af en kort introduktion med skuespillerne Chevy Chase og Randy Quaid (onkel Eddie) samt produceren Matty Simmons. Introduktionen er fra 2003, hvor filmen havde 20 års jubilæum.
Der er også et underholdende kommentarspor, hvor flere af de medvirkende kommer til orde. Det samme gør sig gældende i et bag om scenen interview fra 2011, hvor de medvirkende ser tilbage på, hvordan det var at indspille filmene, og hvordan det er stadig at blive genkendt som den karakter, de hver især spillede. Interviewet varer 80 minutter og er guf for ægte fans.
Derudover er der en trailer for filmen, Fars Fede Ferie – National Lampoon’s Vacation. Der er et kommentarspor på Fars Frygtelige Feriedage – National Lampoon’s European Vacation, og en trailer på Fars Fede Las Vegas Ferie – Vegas Vacation.
Ekstramaterialet får 3 stjerner ud af 6.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..